Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Lars-Uffe 233 km

  • Edit

GUCR

Det er en sejr for mig. Jeg gennemførte de 233 km fra Birmingham til London. Mine indtryk kan beskrives i 3 punkter:

1. En hyldest til arrangørerne


2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England


3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på


Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg har gennemført 2 gange og er udgået af to gange. Lad det

væresagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de

noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer.

Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt

depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rygsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt

(i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100

deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere

end jævn asfalt.

Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteristiske udfordringer.


Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for

detteløb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en

gåde, hvordanderent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og

tilbage mellem checkpointsmed så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk.

Man bliver placeret i en stol og kannæsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur.

Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endogengelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen.

"Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskedenved depotet, fantastisk.

Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor

oplevelse som os løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom

med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92,

der mødte til start.

Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i

Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg

løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanalen

og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen fører over en motorvej på en bro.

Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.

Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver.

Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transport-

systemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder

hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.

Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.


Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale

udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen,

samtidig har man nået det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme

gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man

løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de

sidste 90 km. Og på ægte løbermanér er kotumen, at hver eneste gang man passerer en løber, stiller man spørgsmålet;

"You are OK?".

Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men det varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man

kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige discipliner som

powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb

koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må

da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske

ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man

bevæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs

vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud,

men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufatteligt langsomt, du ved at det er ca. 5 km/t. så

jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal

op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet,

at min check in bliver sent.

Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfter til at løbe til

sidst.

Bagefter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillelse. Og hvis ikke man et par

dage efter har vabler og muskler, der gør det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No

Pain - No Pride"