Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

De 4 musketerer huserede

  • Edit

 

Debut på marathondistancen har fyldt rigtig meget, siden vi var til foredrag med ”Sunde Sanne” i november sidste år – der blev beslutningen taget, at NU skulle det være – der skal løbes 42,2 km!

 

De mange måneders træning var gode at have i både benene og hovedet; ”Jan, du kan godt” blev gentaget mange gange i dag.


For ikke at stresse ved ”jomfrufødslen” havde jeg fået logi fra lørdag til søndag hos Hanne, der havde taget familien med til hovedstaden; en 5.sals lejlighed på Vesterbro. Masser af plads, men lørdag nat kunne vi konstatere, at fest i gaden ikke går stille af, så vi blev holdt vågne indtil kl. 5. Nå, ifølge Janne er det vigtigste hvile i benene, så vi tog det afslappet om end lidt klatøjede, da vi 6.30 kravlede ud af dynerne og i løbetøjet.


Hanne og jeg havde tidligt på året givet hinanden en musketer-ed; vi skulle følges hele vejen og hjælpe hinanden igennem løbet. Hanne er ”erfaren på distancen” med et gennemført Berlin Marathon i 2011. For nogle dage siden kom så den tredje musketer – Rikke Kildbane skulle også have debut, og hun blev budt velkommen i kredsen.

De fleste KM´ere mødtes ved starten, og Rikke var som sædvanlig rap i replikken – og alligevel lidt betænkelig over de mange skridt, der ventede forude. Vi slog følge med Berit og gemalen Morten og drog ud på ruten med højt humør. Rikke passede den aktuelle tid, og jeg var ansvarlig for totalen; altså indtil vi skrottede det hele og løb for at gennemføre – mere herom senere.
Vi havde planlagt at gennemføre løbet lige under 4 timer – det gik ikke helt som forventet!


Godt i gang med løbet tog Berit et hurtigt dyk i asfalten, men kunne heldigvis nøjes med at få skrabet skindet – jeg frygtede brækkede håndled, da vi havde en god speed. Vi forsatte ufortrødent – Berit er ikke nogen tøsedreng! – og pludselig så vi ryggen af Ulrich. Han var foran, så bagved, foran igen, indtil varmen knækkede ham – godt du kom hel hjem, Ulrich. Berits Morten valgte at tage turen på egen hånd – vi var nok lidt for kække til ham.

 

 

Rundt i Københavns mange gader, hvor tilskuerne gav os gode tilråb og energi, men godt halvvejs i løbet, gjorde ”det gode vejr” (VARMEN), at vi tog en revurdering af vores strategi. Hold kæft, hvor er der langt fra Langebro til den Lille Havfrue, når solen gør alt hvad den kan for at knække os seje løbere i pink (det er altså ikke helt fedt at få tilråbet ”kom så piger”, når man er hankøn).


Nu kom musketer-eden til sin ret. Berit førte an med Hanne i kølvandet, og Rikke og jeg halsede bagefter, men hele tiden gjorde vi alle en stor indsats for at holde sammen på gruppen.


Da vi nåede 32 km og nu kunne se enden på løbet, tog vi en kilometer ad gangen. Væskedepoterne blev flittigt benyttet, og der blev spist bananer en masse – jo, vores energi skulle deles mellem løb og køling.

 

 

Sidste væskedepot – godt der ikke var en nødudgang, for så havde det været mere end fristende at stoppe her! Benmuskler, der føltes som støbt i beton, og en vilje, der blev udfordret af den mentale distance til målet. ”Smerte er viljen til ikke at give op” blev mit kampråb for at holde humøret oppe, og pludselig var vi oppe på Langebro og kunne se målstregen langs vandet. Ned af bakken, til venstre, og så var Rikke brugt. ”Løb selv” blev der stønnet, men jeg tog Rikke i hånden, og sammen indhentede vi Berit og Hanne, og vi krydsede målstregen i næsten samme sekund – DET ER KLUBÅND. Vi gennemførte Copenhagen Marathon på 4.08.09/10/11 – super fedt at vores 2. prioritet blev en succes.

 

 

Hjemme i Bramdrupdam her klokken 20.30 efter en god middag og et glas rødvin kan det da godt være, at jeg skal prøve nok en tur med 42,2 km, men i målområdet var meldingen ”negativ”.

Et marathonløb kræver, at man har en plan og følger den – med de mange hårde timer, der skal trænes for at blive klar i både krop og sind til strabadserne.


Berit – Hanne – Rikke – I er super klubkammerater, og jeg glæder mig til vores næste løb sammen.

 

Jan Lundsgaard, 583.
(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)