Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

En Jomfrus bekendelser

  • Edit

 

Indledende tanker:

Jeg har altid været en glad mand. De sidste år en glad & tyk mand. Jeg har ikke dyrket motion i mit 41-årige liv ud over det tvungne i skolen. Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvad det var, der drev folk ud i motions-livet.

Sidste år i september holdt jeg op med at ryge – og det var så også sidste gang jeg så mine genitalier, hvor de ikke var spejlvendte.


I løbet af efteråret 2011 fik jeg lyst til at dyrke motion. Både for min krops skyld, men også for mít eget velværes skyld. Røgen var for alvor ved at forsvinde ud af mine lunger.

Jeg begyndte så småt at cykle til arbejde, når vejret var til det – men stadig ikke noget regelmæssigt. Samtidig begyndte jeg at gå en morgentur med mine elever, da alle undersøgelser viste, at motion har en positiv indvirkning på adfærd & koncentration.

Jeg manglede dog stadig noget mere regelmæssigt og gik på nettet og kiggede efter muligheder her i Kolding.


Opvarmning:

Jeg fandt Kolding Motion og skrev en mail til deres formand Ejgil Eriksen. Her forklarede jeg om mit rygestop, mit cykelprojekt og mine bekymringer for det at klare ”optagelseskravene” på små tre kilometer.


Svaret kom hurtigt og friskt: ”Bliv du bare ved med at cykle og mød op her i klubben den 9. januar 2012, så skal vi nok få dig lært at løbe”.


Jeg gik i garderoben og fandt mine gamle løbesko, som jeg købte sommeren 2005 i Frankrig, fordi de var de eneste, der var i min størrelse i butikken. Den sommer havde jeg som så mange gange før, når jeg lå på stranden, tænkt : ”Næste år lover jeg mig selv, at jeg skal være i bedre form”, og derfor var jeg gået ud til Decathlon og købe sko. Det blev også til en enkelt løbetur på små 300 meter. Siden kom skoene i skabet og blev altså først fundet frem i januar 2012.

Derudover havde jeg et par løbebukser, som jeg havde købt, da jeg gik på seminariet i 1996.


Jeg var meget nervøs, da jeg kom til første træning. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen, og hvem jeg skulle tale med. Det viste sig dog hurtigt, at jeg ingen grund havde til min nervøsitet. Den første, jeg spurgte, var hjælpsom og rar. Hun sagde, at jeg skulle stille mig ud på parkeringspladsen i den gruppe, jeg skulle løbe i. Jeg spurgte, hvilken gruppe, og hun svarede, at det kom an på, hvad jeg løb på. Hvad jeg løber på…..hvad mener hun? -  ”Jeg løber på asfalt” svarede jeg. Jeg kunne se på hendes ansigt, at det vist ikke var det svar, hun forventede. Ved fælles hjælp fandt jeg ud af, at hun talte om tiden, jeg løb på. Og der blev jeg sgu’ svar skyldig. For det anede jeg ikke. At det så oven i købet blev opgjort i minutter pr. kilometer, havde jeg aldrig hørt om før.


Jeg endte med at melde mig klar på Britts hold. Og det kan kun anbefales.

 

Klar – parat – løb:

Vi startede en stor gruppe mennesker med meget forskellige forudsætninger for løb. Nogle havde aldrig løbet før, nogle havde løbet lidt & en del havde (fandt jeg ud af senere) gennemført adskillige begynderforløb.


Vi mødtes på gårdspladsen foran klubhuset og stod lidt generte over for hinanden. En del kendte jo hinanden fra før, og de fik dog hurtigt sat gang i snakken. Pludselig råbte Britt:  Bare følg efter mig – og det gjorde vi så. Jeg løb, og jeg løb, som jeg aldrig havde løbet før. Jeg følte faktisk, at jeg virkelig KUNNE løbe. Det var en fantastisk oplevelse. Så fantastisk, at jeg kørte direkte hjem til konen og sagde, at det skulle hun altså være med til, det her. Jeg tror faktisk, jeg brugte ordene ”det er magisk, det her”. Så næste gang havde vi arrangeret barnepige og var begge klar til løb.


Forfra eller bagfra:

Da Britt første gang råbte ”Foooooooorfraaaaaa”, tænkte jeg at konen var blevet skør. Efter et stykke tid kom der et ”Baaaaaaaagfraaaaaaa”, og så var jeg sikker på, at hun blandede træningen sammen med sit privatliv. Det gik dog – forholdsvis hurtigt - op for mig, hvad det drejede sig om.

 

Motivation haves – forbedring ønskes:

Jeg kunne virkelig mærke, at jeg var motiveret til det her projekt. Det var ikke som andre ting, hvor man kan mærke en øjeblikkelig ild, som hurtig bliver til en lille gnist – her voksede ilden fra træningsdag til træningsdag. Alle trænere havde en evne til at få alle 4 hold til at føle sig specielle. Nogle løb hurtigt og andre langsommere. Nogle skiftede gruppe alt efter dagsformen. Jeg blev dog så rigeligt udfordret i Britts gruppe og blev her.


Hver eneste træning, jeg kom til, følte jeg, at jeg blev udfordret af Britt. Hvis vi en sjælden gang havde overskud, satte Britt tempoet lidt op. Og omvendt. Hvis vi havde vanskeligheder, kom hun med gode råd om løbestil og roste-roste-roste alle og hele tiden.

 

Efter et par ugers træning begyndte vi virkelig at forbedre os. Vi løb af veje, som vi havde løbet før, og kunne nu mærke, at det gik hurtigere og lettere end sidste gang. STOR SEJR.

 

 

Britts Bombe:

En ganske almindelig dag efter træning kommer Britt hen til os og siger ”Har I husket at købe billet til Lillebælt Halvmarathon”. Jeg troede, hun lavede sjov med os – men efter et par opklarende spørgsmål viste det sig, at hun ikke lavede sjov. Jeg var alene til træning den dag  - Marie var hjemme og passe børnene. Jeg kørte hjem til hende. Da jeg kom ind af døren, spurgte hun – som altid – hvordan det var gået. Jeg sagde, at det var gået godt, men at Britt havde sagt “noget”. Jeg fortalte hende om Lillebælt Halvmarathon – og også her efter et par opklarende spørgsmål satte vi os sammen i sofaen og stirrede ud i luften. Jeg tror, vi havde siddet der i 10 minutter, da vi sagde i munden på hinanden: ”Det gør vi sgu’!”.

 


Vi fik fat i billetter på nettet, og til næste træning kunne jeg stolt fortælle Britt, at vi havde fået billetter.


”….Og en til Susanne, Ulla & Hanne…….”

Og så gik det ellers løs – fokus havde ændret sig. Alle begyndte at tale om Halvmarathon.


Og alle købte billetter, talte om billetter og så videre. Lis, Connie, Helge, Frank, Mette, Nikoline, Louise, Anette og ALLE de andre. Vi var solgt. Vi var smittet. Smittet med Løbetitis. Og sikke en skøn følelse af have den sygdom – løbetitis.


Et nyt liv:

Som om tiden på jobbet, tiden med madlavning og spisning, tiden med børneputning, tiden med venner havde fået et andet skær. Jeg kunne ikke og kan stadig ikke lade være med at tænke på løb. Mine børn gider ikke høre mere om løbetræning, om asfaltbakker og turiststier og om, hvordan deres far har besteget de vanvittige bjerge her omkring Bøgelund. Og de gider slet ikke kommentere fars nye løbebukser, som er de der stramme tights, og som jeg brugte 1 time foran spejlet i, da jeg havde købt dem og bare syntes, jeg så lækker ud. Og de gider ikke se mine blå negle og mine vabler.

 

MEN de gider godt have en glad far, der slanker sig, og som har overskud hver dag. De nyder den ro, deres far har fået, efter han er begyndt at løbetræne. Og den mellemste på 7 glæder sig til at løbe sammen med far på små ture.

 

 

 

Dommen:

Når jeg ser ned af mig selv, kan jeg se dem igen – de to, jeg ikke havde set i flere år. Velkommen hjem til jer!

Når jeg ser min familie profitere så meget af, at deres far er glad og tilfreds, og samtidig mærker mit eget overskud stige for hver dag – ja, så er jeg ikke i tvivl. Dette er livskvalitet for mig. Jeg føler mig faktisk afhængig af det. Savner træningen de dage, det ikke har kunnet lade sig gøre at komme. Følger med på Facebook og Kolding Motions hjemmeside. Og har sågar set marathon fra Berlin på tysk TV.

 

 

 

 


Så VELKOMMEN LØBETITIS  - Dig og mig, vi skal være sammen for altid.


Noe

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)