Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

KM´ere i vestjysk sol, blæst

  • Edit

 

Jeg er blevet bidt af marathon-løb, men fristes ikke af de høje startgebyrer på over 600 kroner som ekempelvis i Odense. Løbet i Varde ligger i mellemklassen med 400 kroner, så det blev i første omgang også valgt fra.


Men et ”massivt pres” fra både Michael og Berit medførte, at jeg alligevel tilmeldte mig Varde Marathon, som blev løbet søndag den 7. oktober - en rigtig efterårsdag.



Berit, Hanne og jeg kørte fra Kolding i buldrende mørke kl. 7 (hvad i himlens navn får normale mennesker til at stå op så tidligt en søndag morgen??) og arriverede i god tid lidt i otte til Helle-Hallen ved Årre nordøst for Varde. Her mødte vi en kampklar Gitte Grønbæk, der ville prøve kræfter med de vestjyske småveje sammen med os. Kort efter stødte både Michael P. og Ib til gruppen, og vi fordrev tiden indtil starten kl. 9 med småsnak om løbet og nød varmen indendøre. Kort før starten kom en heftig byge, som ikke stilnede af, så vi drog ud på de 42,2 km i blæst og silende regn.


Vi havde inden løbet talt om at gennemføre lige under de 4 timer, men Ib havde åbenbart en skjult dagsorden, for han drog rask af sted, og Michael samt Berit slog følge med ham. Gitte spillede med åbne kort og ville gerne slå Kristine Svenningsens tid på 3.53 fra Berlin, så Hanne og jeg revurderede vores plan og skruede også lidt op for farten.
De vestjyske småbyer er aktive, og allerede i den første stad blev der heppet intensivt på os alle. Det skal tilføjes, at de første 17 km fulgtes vi med ½-marathon-deltagerne, så her var der mange løbere, men derefter var vi overladt til os selv.
Løbet var fint forsynet med depoter, der både havde vand og energidrik samt bananer og energibarer på hvert andet stop. Ruten var lagt på små biveje rundt om Årre, så det var lidt ligesom en meget laaang lørdagstur i KM - dog med heppere undervejs.


Gitte, Hanne og jeg fik følgeskab af 3 singleløbere; blandt andet ”bloddoneren”, som var på sit første marathon. De nød vores intensive konversation (Ejgil siger, at hvis Hanne og jeg er tavse, er der noget galt!), men havde ikke lyst til yde et bidrag, selvom vi tilbød taletid -J.



Ud mod de 30 km måtte jeg adskillige gange ”træde på bremsen”, da både Gitte og Hanne satte tempoet op over de 5.30 min./km, som vi skulle holde for at nå Gittes mål. Vi passerede nogle løbere, der måtte stoppe p.g.a. skader - øv for dem. Vi holdt gang i snakketøjet, og det satte humøret i vejret, men vores følgesvende var stadig ikke villige til at fortælle historier, så vi hang på den opgave!

 

 


Undervejs blev vi adskillige gange passeret af den samme cykelrytter på mountainbike, så til sidst stoppede vi hende for at få en logisk forklaring: hun var ”følgevogn” for manden og sønnen, men de opholdt sig noget bag os med mindre kriser.
Flere gange mødte vi også det samme energiske heppeteam, som kørte fremad på ruten, og selvom vi ikke kendte dem, fik vi hver gang moralsk opbakning med klap og High-Five.



Nå; efter de 30 km holdt vi den jævne hastighed, og både vores bagtrop og adskillige andre blev distanceret af trekløveret fra Kolding. Men det skal ikke være nemt, så i tilgift fik vi en god portion vestenvind; så der blev tæret ekstra på depoterne. Så begyndte mit højre lår at drille med stigende ømhed og nu også lidt smerter i hoften. ”Jeg må sætte farten ned” sagde jeg til de to tøser, men fik meldingen ”Negativ”! ”Brug kampråbet” sagde Hanne, og så brølede jeg et ”Smerte er brændstof til viljen!!!”, så de andre løbere nærmede sig en høreskade J.

 

 

Det hjalp, og vi kom til 37 km og sidste depot. Vand på tanken og videre. Så begyndte Gitte at sætte lyd på åndedrættet, og hun lød efterhånden som en hårdt redet cowboyhest. Hastigheden gik også lidt nedad, men så satte vi klubånden i højsædet, og først trak jeg og derefter Hanne ”krikken” med mod målet. Farten gik lidt op og ned, men et kig på uret viste, at Gittes ønske om en tid under 3.53 var opnåelig. 41 km-mærket kom til syne, men så skulle vi løbe modsat Helle-Hallen -som vi både kunne se og høre - for at snuppe 200 m asfalt og vende om en kegle; marathondistancen skal jo overholdes! Her var Gitte ved at stå af, men vi efterlader ikke nogen på ruten! Så jeg greb den lille hånd og fik hende med til bygrænsen 500 m fremme og slap så Gitte løs igen. På de 500 m havde hun både fået ros og skældud, men jeg tror, hun var lidt ligeglad….
Nå, vi skulle nå den aftalte tid, så både Hanne og jeg gav Gitte et par hænder og fik hende endda til at ”spurte” mod målet (hun havde ikke helt tabt kampgejsten!) under stor opbakning fra tilskuerne; heriblandt Berit, Ib og Michael. Vel gennem målfeltet måtte begge piger have en stor krammer for det supergode teamarbejde, vi havde haft de sidste knap 4 timer. Og vi nåede vores mål med tiden 3.52.34.


Men: lidt ømme ben er mildt sagt, når den sidste tredjedel af løbet foregik i modvind, og der skulle arbejdes hårdt for at holde tiden; jo det kostede mange kræfter.

Ind og have et laaaangt og varmt bad – DEJLIGT. Michael havde fået en supertid, men betalte også en høj pris med MEGET stive ben. Og spørg så lige Gitte, om det er smart at lægge tasken med skiftetøj i bilen…


Omklædt og en smule mere frisk sprang Gitte i bilen og kørte hjemad for at forberede et foredrag til næste dags arbejde. Ib var draget til Kolding og Michael skulle besøge svigerfamilien. Så Berit, Hanne og jeg kørte sydpå til Endrup Møllekro, hvor jeg havde reserveret bord (Gitte S – jeg har lært noget fra Nordborg!). Den flotte brostensbelagte plads foran kroen var ikke vores livret – av, av at gå på så ujævn en vej!
På kroen fortærede vi hver en pæn stor wienerschnitzel, og herren snuppede en Tuborg Classic, mens de to tøser fik hver en cola.


Efter at maverne var blevet fyldt, sprang vi i vognen og kørte hjemad mod Bramdrupdam. Snakken gik lystigt i bilen om de mange små episoder, som vi hver især havde lagret fra de 42,2 km løb.


Vel hjemme på Bakkegårds Allé sagde vi farvel og tak for en god søndag i hinandens selskab.



Stort set kun roser til arrangørerne, som var debutanter. Og dog: næsten kun, for i skrivende stund kl. 22 søndag aften har de ikke korrekte resultater på hjemmesiden for marathon-distancen; det er bare ikke godt nok!


Om turen går til Varde Marathon næste år vil tiden vise, men det er afgjort en mulighed; der er i hvert fald potentiale i løbet.


Jan Lundsgaard, 53 år; gennemført sit 3. marathon på 5 måneder.

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)