Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Styrtebad ved Vesterhavet


Vejrudsigten lød på regn hen under aften, da 12-14 KM´ere en fredag eftermiddag satte kursen mod Vrøgum for at løbe ½-marathon mod Vesterhavet og retur via Oksbøl.


Nu skal man ikke altid tage meteorologernes ord for gode varer, og netop den 15. juni var de ikke pålidelige. Med start klokken 18 ankom vi til Vrøgum en time før - mens de første dråber af regn landede på bilernes forruder.

Da vi stod ved startstedet, var styrtebadet allerede klaret – vi var gennemblødte til skindet.


Pistolen blev affyret, og vi drønede hver især af sted på ruten.

De første 8 kilometer vestpå var det ok; rygvind og stadig gode ben, så et sving mod syd ad våde grusveje til 2. væskedepot; her var der tilmed bananer – lækkert!

Nyt sving; denne gang mod øst, og så begyndte ”det sjove”. Regnen var IKKE stilnet af, og nu var der så også en frisk vind lige i hovedet. Søren S.  mente, at jeg var lidt pigeagtig, da jeg efter løbet ”klagede min nød”, men han er jo også udstyret med en uopslidelig dieselmaskine.


Jeg kunne godt mærke, at der kun var gået 4 uger siden mit første marathon i de varme københavnske gader og så lige et ½-marathon i Århus i tilgift – der var ikke rigtig krudt i benene, og humøret var på lavpunktet.

Ingen søde piger fra klubben at følges med – Mette og jeg havde ellers en ”fræk aftale” om at gennemføre på 1.38, men hun var skadet – så jeg måtte bide tænderne sammen og bruge de mentale kræfter (her er marathontræningen fra vinterens lørdagsture guld værd).

Omkring 18 kilometer fremme i løbet dukker Oksbøl op, og de første heppere iført regnslag og gummistøvler giver lidt energi – et HiFive er nærmest doping. Så svinges der mod nord, og Vrøgum er i sigte. Undervejs overhales et par trætte løbere, men jeg må også selv studere ryggen af 2-3 deltagere, der er lidt mere friske end jeg.


Så drejer vi ind i skoven til mållinien; nu bliver det grus og vandpytter. Ikke alle er lige dybe; jeg fandt én, hvor vandet gik mig til midt på skinnebenet. Nå – skoene var alligevel gennemblødte, og jeg faldt heldigvis ikke.


Mållinien blev forceret, men lysten til at nyde hjemkomsten var ikke stor – vi stod stadig under naturens bruser. Undervejs til bilen kom KS og Rikke – de var i mål kort efter mig, og vi tog alle hen på skolen for at få lidt varmt vand på kroppen og noget TØRT TØJ.

 


Tilbage på festpladsen hentede jeg vores medbragte sandwich, købte en fadøl og nød selskabet med de andre seje løbere fra Kolding Motion.

 

Fedt at der var flere PR´ til os, og Ninna nåede sit mål og fik en fornem førsteplads i sin klasse og blev nr. 2 blandt alle pigerne – STÆRKT LØBET!


Efter en times hygge kom trætheden, og der blev sagt tak for godt selskab til klubkammeraterne.



Hjemme i Bramdrupdam blev løbetøjet kylet i vaskemaskinen, ”ham selv” tog en kop varm te, og så var det sengetid.



Fredag aften sagde jeg ”Aldrig mere Vrøgum!” – men i dag mandag lyder der et ”Måske…..”.





Samværet med klubkammeraterne og de gode oplevelser, vi kan dele og grine af bagefter er jo al ”besværet” værd.



Jan Lundsgaard, startnr. 2124 i Vrøgum 2012.

PS. Nåede igennem på 1.41.31 – trods alt ok, selvom skuffelsen fyldte meget i fredags.

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)