Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

50 kilometer fra Vesterhavet

  • Edit

Det var, hvad der ventede 13 halvskøre KM´ere, da vi forlod Kolding fredag den 21. juni; årets længste dag og dermed korteste nat. Vi havde alle meldt vores deltagelse i Coast2Coast-løbet, der startede i Skallerup Klit kl. 22.22 ved solnedgang og sluttede på Palmestranden i Frederikshavn næste morgen, når solen stod op.


Den lille Golf var læsset til bristepunktet med Jan som chauffør, Ulrik på højre forsæde og Hanne, Stefan og René på bagerste række. Vi holdt et kort rast ved Randers for at spise de medbragte klemmer. Knap færdig dukker Michael op; han, Berit og Rikke havde spist 3 bænke fra os. Og ud af det blå kommer så 3-kløveret Mogens-Gitte-Claus, der også vil have tanket depoterne op.


Turen fortsatte til Palmestranden i Frederikshavn, hvor vi parkerede bilen, nogle var i løbetøj, mens andre klædte om, og vi entrede busserne til Vesterhavet. Her ankom vi lidt i 10, fik plads i toiletkøen og gik til stranden, hvorfra starten skulle gå. Og hvad ser man så; KM-flaget samt Ejgil og Lene, der var klar til heppe os igennem strabadserne; I er altså bare dejlige!



En kanonsalut sendte de godt 800 deltagere afsted; heraf 350 ”rigtige” løbere (de andre skiftede mellem cykel og løb). Hen ad stranden, op på en smal grusvej, og vi drog af sted i det tiltagende mørke. Jeg løb sammen med Hanne, Berit, Michael og Rikke Wraae, og efter et par kilometer nød vi synet af en lang slange løbere/cykler på vej mod morgenmaden i Frederikshavn. Grus blev afløst af asfalt, og vi holdt en stabil fart på 6 minutter/kilometer (gik det for hurtigt, måtte den ”lyshårede” fartholder trække i bremsen).


Første depot: Der blev spist blå/hvide bolsjer og drukket vand, før vi hastede videre. Jeg duperede resten af gruppen ved at kunne huske, hvor depoterne var placeret; faldt dog lidt i agtelse, da jeg ikke var 100 % sikker på ”menuen”. Ruten var forholdsvis flad i starten og med en del tilskuere; også formanden & konen + Berits mand, Morten. Hans grå Golf blev et lyspunkt adskillige gange undervejs; bare tanken om at kunne køre med var energiskabende!


Ved 12 kilometer var 2. pitstop, ind til den lokale idrætshal og snuppe et pølsehorn og nogle bananer, før det gik videre hen over et par fodboldbaner.


Vi sludrede og hyggede os indtil næste depot på 18 kilometer, men kort før det planlagte stop stod KM´s specialforplejning ved Ejgil og Lene i vejkanten. Et hurtigt break og sludder, før det gik videre østpå.


Nu var der ikke meget lys tilbage, men de mange cykler gav et fint tilskud, så vi kunne orientere os på vejen. De var dog også en ”sten i skoen”, for de mange skift mellem cykling og løb gav trafikpropper, når de stod og fyldte på vejen. Sjovt at se efterladte/ventende cykler; én var flot pyntet med et lysende juletræ! Godt halvvejs i løbet kom vi til Sindal, ind til en garage, hvor der var chips i lange baner, godt med noget salt. Talte også om, at vi ikke følte os trætte eller søvnige.


Omkring 30 kilometer havde vi en ubehagelig oplevelse: En cykel lå i vejkanten og ovenpå en ung pige, der var væltet. Vi fik stoppet en bil + nogle løbsassistenter på cykel, og der blev taget hånd om hende.


Videre på ruten - jeg foreslog, at vi fortalte historier, men valgte faldt på den danske sangskat. Berit og jeg dannede en flot duet (fik ikke de andres vurdering!), og både ”Skorstensfejeren gik en tur” samt ”Mariehønen Evigglad” blev skrålet ud i den danske sommernat. Så var der depoter ved både 31-33-35 kilometer; jo, så havde vi tanket op til de sidste 15 kilometers løbetur. Til nu var alt gået godt, men så fik Hanne vrøvl med maven og gik i grøften. Her blev hun udnævnt til ”Skovtrold” af andre løbere, da de fik øje på en hårtot i græsset.


Vejret havde været perfekt indtil nu; køligt uden at være koldt, og næsten ingen vind. Så begyndte mit højre knæ/lår at drille med kraftige smerter og ømhed; en medbragt pille blev slugt, og efter et kvarters tid var det overstået. 37 kilometer-mærket; telt med musik og lidt væske, utroligt hvad vi bliver udsat for.


Nu glædede vi os alle til næste depot ved marathon-distancen på 42,2 kilometer; her ventede norske pandekager. Men ak, den hidtidige præcision fra løbsledelsen var forduftet, og det samme var depotet; kun mørke og træer, og i tilgift begyndte regnvejret. Michael, Rikke og jeg var bestemt ikke tilfredse, men vi fortsatte turen ud i mørket. 43 kilometer og lys forude, her blev der bagt pandekager og serveret kaffe/vand/sportsdrik. Hanne hang i bremsen med meget ondt i maven og gik afsides, mens vi andre forsynede os. Jeg sendte de tre andre afsted og ventede på kæresten, som fik en pandekage og lidt vand, før vi fortsatte mod solopgangen.


Regnen tog til, og de sidste 7 kilometer var ikke sjove at skulle løbe. Hannes maveproblemer fortsatte, og det blev til adskillige besøg i vejkanterne de næste 3½ kilometer. Sidste depot ved 46 kilometer; nu ventede 3 kilometer gennem en lille by og ad en laaaang cykelsti, før vi nåede Frederikshavn og kunne se Kattegat. Over en bro, og så dukkede Palmestranden op foran os. De utrættelige heppere Ejgil og Lene gav os energi til de sidste 300 meter - vi løb forbi morgenmadsteltet og ud til vandkanten, hvor målstregen ventede. Michael, Berit og Rikke stod og klappede os i mål.


Fedt at have gennemført en drøm, og nu kan man også kalde sig UltraLøber. Medaljerne blev hængt om halsen, og vi hentede vores goodie-bags + løbetrøjer med løbslogo.


Spadseretur til roklubbens omklædning, pigerne indenfor og herrerne i et telt; heldigvis med varmt vand til badet. Vi travede tilbage til bilen og morgenmadsteltet; her blev vi slemt skuffede. Toastbrød, stiv æggekage og stegte pølser var menuen. Vi havde sat næsen op efter friske rundstykker eller lignende - øv! Spiste hurtigt og fik sendt Ulrik + Rene i bad, inden turen gik sydpå til Kolding. Fik læsset de tre passagerer af klokken otte ved klubhuset på Bramdrupskovvej og så hjemad til Silkevænget i Aagaard. Bilen tømt og på hovedet i seng; trætte efter et anderledes døgn.

Skal det gentages? Måske, men I andre, der kan/vil løbe marathon, skal overveje, om ikke det er tiden til at prøve noget nyt.


Undervejs var jeg spændt på, om øjnene kunne holde sig åbne - intet problem. Hvad med de ”ekstra” kilometer fra 42 til 50? - Med et passende tempo var det ikke noget, der mærkedes, så er du vant til marathon, kan det sagtens lade sig gøre.


Kan man løbe alene? - Stefan klarede turen i eget selskab, men jeg vil foretrække at være i en gruppe, så der er lidt support ud på de små timer.


Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)