Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Beretning fra Nordborg 2013

  • Edit

Nordborg Marathon 2013.

Med billet til det 40. maraton i Berlin i slutningen af september var vurderingen hos både Hanne og undertegnede, at en træningstur på 42,2 kilometer var passende. Valget faldt på Nordborg Marathon, hvor vi havde gode erfaringer fra sidste år. I år havde løbsledelsen ændret ruten, så vi løb de hårdeste 21 kilometer først, og sluttede så med den ”lette del” (den genkendte vi så ikke!).


Lørdag morgen den 31. august ringede vækkeuret lidt i syv (tidligt), og efter en solid morgenmad var der afgang til Als. Vi ankom godt ni og parkerede 25 meter fra startstedet; det skulle senere vise sig at være en god beslutning. Vi fik hilst på Anders, Ulla, Signe og Ida, som var parate til løbet. Der blev hentet startnumre og T-shirt, spist en rugbrødsklemme, tisset af, og så var vi klar til afgang. KM var også repræsenteret med Ejgil og Lene samt Gitte, Mogens og Jens Bonde; så vi forventede at være det største klubhold. Vores strategi var helt klar: Rolig start og så vurdere, hvad benene kunne holde til, når de første 21 kilometer var løbet.


Starten gik, og vi drog optimistiske ud på ruten. Vejret var perfekt til løb: en blanding af sol, skyer og en kølende vind. Ret hurtigt blev feltet spredt, og tvillingerne Signe og Ida lagde sig i front. Jeg kæmpede med ømme akillessener, så et tempo på 5:30 min/km var meget passende. I sædvanlig KM-stil blev der sludret, både med hinanden og med andre løbere. Jens Bonde lagde ud i et højt tempo, så vi valgte at sakke agterud på vej til 1. depot ved stranden ud til Lillebælt.


Undervejs mod 2. depot fik vi kontakt med Jens og hans 2 følgesvende, og så var vi en gruppe på 6-8 deltagere, der løb i samlet flok. I Nørrelykke blev der tanket op med væske og en banan, og så af sted igen. Hanne overvejede et ”pitstop” for aftankning, men det blev ved idéen. Jeg beundrede de mange majsmarker, vi kom forbi og sendte tanker til løbet sidste år. Smile


Foran os ventede nogle barske udfordringer med høje kanter og stejle bakker. Kantstenen ved Dyrvig Badehotel var ikke så udfordrende som i 2012, men dengang var der også 21 kilometer mere i benene på det tidspunkt. Vi manglede også de grydespillende tyskere, så en lidt tam affære her. Efter Dyrvig begyndte vi at kravle opad, opad og opad. Ind på en smal og ujævn sti. Her faldt Jan på knæ for Hanne, men den eneste kommentar var ”Rejs dig op og løb videre!” (Jeg sagde bare AV!). Det gav snavsede hænder og et blodigt knæ, men så var smerterne i anklerne lidt på afstand det næste kvarters tid. Ved 16 kilometer-depotet blev der vasket sår og så af sted igen.

 

Vi nærmede os ”min majsmark” og ja, planterne her groede højt og kraftigt. Nu var vi næsten i Nordborg, og hjernen blev ved med at sige ”snart i mål”; utroligt hvad erindringer betyder. Igennem en flot blomsterbue, hen ad en lille gade og så ned og vende ved målet. Lidt ondt af løbsledelsen, men vi overlevede. I samme nu, vi tog fat på 2. halvdel af løbet, blev ½-maratondeltagerne sendt af sted. Vi fik så en masse nye løbere at følges med, og på de små stier, vi løb på, var det til tider en udfordring at holde sit eget tempo. Samtidig syntes ”Fru Herre”, at vi skulle have lidt vandkøling med en 5 minutter lang og kold regnbyge.

Nu begyndte de første 21 kilometer at bide i både ben og vilje. Hukommelsen kunne genkende mange detaljer fra løbet i 2012, og så var der stop ved 26 kilometer og væskedepot. Vi fik tanket på af både vand og energi, og så gik turen videre tilbage mod Nordborg. Snart løb vi langs søen ved Nordborg, i en flot natur og i kølende skygge. Så drejede vi af væk fra byen og satte kursen sydpå mod Havnbjerg og en masse asfalt. Tempoet var faldet en del siden starten, og for mig gjorde hvert skridt ondt i benene, men viljen til at gennemføre var stærkere. Vi kom hen til Golfbanen, og så fik Hanne problemer med krampe i lægmusklerne. ”Løb bare” var meldingen til mig, men man forlader ikke en ven i nød, så jeg fulgte hendes tempo med løb/gang de næste par kilometer. Ved 33 km-mærket sagde vi alligevel farvel til hinanden, og jeg satte kursen mod målet i Nordborg.

Nu kom der mere fart i benene, og adskillige ½-marathon-deltagere blev overhalet undervejs. De tidligere maratonløb kom virkelig til gode her med den mentale ballast, sådan et løb giver. Med 4 kilometer igen var hvert skridt en kamp, og løbestilen vekslede mellem almindeligt og forfodsløb. En lang asfaltsti og to løbere forude, så var sidste depot i sigte. En kvindelig deltager på marathondistancen gav lidt motivation til at sætte tempoet i vejret, og de sidste 2 kilometer blev der arbejdet hårdt og intensivt for at holde hende bag mig. Ind på stien ved søen, og så nærmede jeg mig Nordborg og målstregen.

Tilskuerne, heriblandt Ejgil formand, heppede og gav lige det overskud, der var nødvendigt for at smile og nyde de sidste minutter. Nå ja, nyde at få en 6-7 % stigning på de sidste 450 meter var nok overdrevet, men jeg havde gejsten til at spurte mod målportalen. Løbet blev gennemført på 4.06, lidt langsommere end sidste år, men omstændighederne taget i betragtning godkendt.


Jeg blev klappet over målstregen af familien Christensen og de mange andre tilskuere og løbere, der stod i målområdet. Satte mig på en kantsten og fik en snak med Signe og Ida om løbet. De syntes, det havde været en fysisk hård udfordring, men klarede at blive hhv. nr. 3 og 4 i kvindeklassen.

Så kom der en pigegruppe til syne på vej mod målet; heraf Lene med munden i samme tempo som fødderne. Hun var blevet selvudnævnt coach for 3 andre piger, og de fulgtes flot over målstregen under Lenes supervision!


Tiden gik og de andre spurgte efter Hanne. Jeg begyndte at gå baglæns ad ruten for at møde hende og følges de sidste meter til mållinien. Midt på gågaden var en gruppe aktive lokale kvindelige heppere, der ivrigt kommenterede mit tilhørsforhold til Kolding Motion. ”Det er dem med majsmarken” blev der råbt, og jeg kunne glæde ”fruerne” med, at aktøren stod foran dem. Jo, gode historier spredes hurtigt i en lille by. Smile

Ned til hjørnet ud mod søen, og her kom Hanne i næsten vanlig løbestil. Hun blev heppet op af den stejle gågade, og jeg løb den sidste halve kilometer sammen med hende. Kramperne var under kontrol, men hun var mere end brugt, da målstregen blev forceret.


Vi sludrede med de andre fra klubben, så præmieuddeling og gik så på skolen og fik et velfortjent bad. Ejgil, Lene, Mogens, Hanne og Jan kørte til Café Friends og spiste en sen, men velfortjent frokost og fik vendt de mange oplevelser fra dagen. Klokken 17 var tallerkenerne tomme, og vi satte kursen mod Aagaard. Vel hjemme på Silkevænget blev der tømt tasker, og så var der en sofa, der kaldte på de to trætte løbere.

 

 

Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)