Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Ellens Beretning HCA 2013

  • Edit

 

Beretning fra HC Andersen Marathon, den 22.9.2013

 

Så oprinder den store dag, hvor jeg skal deltage i et rimelig stort marathonløb. Det største for mig nogensinde.


Det bliver en lidt dyr fornøjelse, da jeg får mig meldt til lidt sent, men pyt. Hvad gør jeg ikke for at komme ud at løbe 42 km? Jeg kontakter Mogens Hinrichsen om kørelejlighed. Jeg lover at tage snolder med til køreturen, så jeg får lov til at køre med.


Aftenen inden sms’er jeg med Gitte, og hun er meget i tvivl, om hun overhovedet gennemfører på grund af sit knæ. Ifølge Mogens og Gitte skal de ikke løbe hurtigt. Jeg tilbyder at tage en kørestol med (har en på lager), hvis det går helt galt for Gitte.


Jeg tvivler stadig på, hvad de mener med ”ikke at løbe hurtigt”, da jeg efterhånden har løbet nogle Marathon med de 3 superløbere Mogens, Gitte og Claus, hvor jeg har halset med i starten og har måttet opgive at følge med.


Jeg står som vanligt meget tidligt op, heste og hund skal lige fodres, jeg indtager min sædvanlige morgenmad og ca. 1 liter væske, laver lidt let træning af hele kroppen, så kan jeg vist ikke være mere klar.

 

Dagen oprinder, og vi mødes på Bøgelund kl. 8.30. Min taske vejer som sædvanligt rigtig meget på grund af masser af væske og kulhydrater.

 

Vi ankommer i god behold til Odense, masser af biler alle steder. Claus kan huske, hvor de holdt sidste år, men der holder en anden løber, hvad pokker bilder han sig ind?! Vi sniger os ind lidt længere henne.


Jeg er glad for, at jeg har de 3 superløbere med; de ved lige, hvor vi skal hen med bagage m.m.


 

Jeg begynder at få lidt kriller i maven, har min dårlige tid fra Mandø Marathon i hovedet, og kan jeg igen løbe på godt 4 timer? Er min ryg OK i dag? Bliver det for varmt? Hvor skal jeg stille mig i forhold til tempoholderne: 4:15 eller 4:30? Sikke mange bekymringer, der farer rundt i mit lille hoved.

 

Nå, først er der lige noget, der skal ordnes. Væskebælte tjekkes, på toilet, mit lille lykkedyr, selvfølgelig hesten, skal på i bæltet.

 


I mellemtiden er de andre blevet væk, så jeg tager en hurtig beslutning: at starte sammen med Flemming og Nico ved 4:30 ballonen, altså sluttiden, og så se, hvad ryggen og benene kan klare.

 

Mit store mål for dette løb er bare at få en god og stabil løbetur.

 

Vejret er perfekt, tørvejr, omkring 15 grader, lige en temperatur for mig, der ikke kan løbe i varme.


Tanken strejfer mig, skal jeg starte ved 4 timers ballonen? Nej Ellen, mentalt er det ikke til at holde ud at løbe ”baglæns”, det har jeg prøvet før.

 

Jeg kan mærke, at jeg er frisk, og jeg slipper Flemming og Nico og æder mig langsomt ind på 4:15 ballonen. Tempoet passer mig fint, pulsen ligger stabilt, ryg og ben er super, væsken, jeg har med, indeholder kulhydrater, proteiner og elektrolytter og fungerer fint med vand og energidrik ved depoterne.

 

 

 

Tempoholderne ved 4:15 er rigtig gode, de hjælper løbere, der er i problemer: ”Kom så, du kan godt!”.

 

I gruppen er der 2 piger/kvinder ca. på min alder, der løber deres 1. marathon, vi får en hyggelig snak undervejs.


 

 

Pludselig mærkes det, som om jeg har fået en sten i skoen. Det viser sig senere, at jeg har fået den første og største vabel nogensinde under foden, og min hæl svier også, men jeg snakker lidt med mig selv om, at det ikke dur at stoppe og fjerne ”stenen”.


Jeg spekulerer også på, hvor de 3 superløbere er, er dog sikker på, at de er bag mig efter deres udsagn om, at Gitte bare skal igennem.


Men det lurer mig: Er de alligevel foran? Da vi kommer til en sløjfe, hvem ser jeg på den anden side? Gitte og Mogens, de er sgu (undskyld!) foran mig. Men hvor er Claus?


Okay, når jeg tænker nærmere over de andre løb, jeg har løbet sammen med de 3, så lægger de altid hurtigt ud, så hvorfor ikke i dag…

 

Ved omkring 30 km skal der lige hankes op i min mentale styrke - Chris McDonald’s råb: ”Hu ja Hu ja!” Og: ”Jeg kan, jeg vil, jeg skal!”

 

Pludselig ser jeg en kvindelig løber, der har smidt trøjen, ja rolig nu, bh’en sidder dog på endnu. Det er sørme Gitte. Jeg indhenter Mogens og Gitte ved et depot ved ca. 35-37 km. Gitte siger: Jeg er færdig nu! og ønsker mig go’ tur.


Vildt hygge rundt på ruten, hvor Lone, Winnie, Anette, Kirstine, Søren, Lene, Ejgil, Christina m.fl. hepper på os. Det giver bare så meget energi og mental styrke.

 

De sidste kilometer er hårde, har læst i en Marathon bog: Ryst armene, ret dig op og spænd op i mave og bækkenbund. Det virker, men hvem ser jeg på hjørnet ned mod stadion, Formand Ejgil: Kom så Ellen, du kan nå Claus, der løber lidt længere fremme!


De andre heppere, bl.a. Lene, Christina, Winnie står lidt længere fremme. Jeg sætter lige turbo på og hører Christina sige: Hun løber s’gu da hurtigt! Jeg når ham ikke, men jeg har overskud til at gi’ den gas på stadion og, jeg slår hans nettotid. Yes!

 

Så er det tid til indtagelse af væske m.m. og en sid ned efter løbet.

 


Vi vender lige løbet. Mogens, Gitte og Claus starter ved 4 timer ballonen, så det koster måske i den anden ende, Mogens’ hjerne og krop vil ikke samarbejde, Gitte klarer det super flot, trods sit skadede knæ, Claus er godt løbende, selv om træningen ikke har været optimal, siger han. Jeg har et helt super løb, hvor jeg holder mig til de aftaler, jeg har med mig selv, løber langsomt i starten, og stille og roligt sætter jeg farten op.


Tiden er inde til et velfortjent bad. Det er utroligt, så langsomt det går med at komme af tøjet og i tøjet igen efter 42 km. Og de grimme vabler skal lige tilses.


Bagefter går turen til en café i Odense. Da Gitte skal ud af bilen, havde en kørestol været på sin plads. Mogens og jeg får noget mad, der ikke er noget at råbe hurra for, men Gitte er fornuftig og bestiller proteinrig mad og øl.


Så kommer det værste: at skulle sidde ned i en bil efter løbeturen. Det er meget værre end at løbe de 42 km, men et lyspunkt, jeg har været på storindkøb af snolder, så er kulhydraterne på plads, selv om det er de hurtige af slagsen.


Spændende bliver det, hvordan de næste 2 dage går. Har det helt super, styrketræningen med masser af squats og lunges har båret frugt for lår, balder, mave, ryg.


Tak til Mogens, Gitte og Claus for en rigtig hyggelig tur som altid.


Også tak til Flemming og Nico for godt selskab de første km af turen og til alle hepperne fra KM.


Jeg glæder mig allerede til det næste bymarathon. Det kunne være Hamborg Marathon 2014, og HC Andersen står også på ønskesedlen.

 

Ellen Nielsen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)