Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Hammertrail på Bornholm 2013

  • Edit

 

Her er historien om venskaber, som knyttes tæt i bakkerne på Bornholm.

 

hamer 1

Det hele startede for 9 måneder siden, hvor jeg fik den skøre idé at ville løbe Danmarks absolut hårdeste trailløb, Hammertrail på Bornholm. Løbet er officielt på 50 km (som dog blev forlænget til 52 km, da det jo er Danmarks hårdeste) fordelt på ca 1500 højdemeter + ”det løse”, som de siger på Bornholm, vel vidende at dette betyder 1700+ højdemeter (det skal jo være Danmarks hårdeste). De her små forlængelser bliver man orienteret om et par dage før start. Super, hvis man i forvejen er lidt i tvivl om egne evner Smile Det hele foregår i fysisk og teknisk meget svært terrænt. Jo jo, de forstår virkelig at sætte folk på prøve.

 

Efter måneders plageri og tiggeri lykkedes det mig at få overbevist Tonni Ryborg og Ulrich Poulsen om, at Hammertrail også lige netop ville være et fantastisk løb for dem. (Læs: at vi alle ligger i den tunge vægtklasse, og det er absolut IKKE nogen fordel, når man skal løbe op ned, op ned, op ned en hel arbejdsdag).

Vores træningsmetoder var forskelligt bygget op. Tonni strikkede et træningsprogram sammen fra nettet, kombineret med MTB cykling. Ulrich valgte at deltage i lange hårde løb så som Thy Trail for at booste formen. Jeg valgte at få Anders Vesterlund (som var i klubben start januar i år) til at lave et konkret træningsprogram ud fra min Vo2max test. Alle 3 metoder virkede fint for os hver især. Samtidig havde vi rigtig meget fællestræning på trailsporet i skoven hen over vinterperioden fra januar til april. Det er bare sjovere og mere motiverende, når man pisker rundt på 3. eller 4. time i minus 10 grader og sne, at have nogen, som man kan hygge med.

Vi var alle klar over, at det ikke ville blive a walk in the park, men vi var målsatte og motiverede (det meste af tiden Smile). Her kan nævnes, at 7 dage før afgang til Bornholm stod en frisk ung fyr i Brugsen og fortalte mig, at han blev nødt til at droppe turen, da formen ikke var på plads, og motivationen manglede?? !! - Hvad sker der for sådan en fyr efter 6 måneders koncentreret træning??. Der var absolut brug for noget mental bearbejdning! - Som sagt, så gjort, midt mellem husmødre og sultne børn kl. 18 en fredag aften i SuperBrugsen Bramdrupdam. 20 minutter senere var vi ALLE 3 klar til afgang.

Grethas Pension I Allinge blev booket i god tid, da det ligger tæt ved starten på Hammerhavnen. Hun hedder i øvrigt Sanne !! ? Som hun sagde til mig i telefonen ”Godt nok har vi meget flot natur her på Bornholm, men man skal dæl’me være godt tosset for at rende rund i den SÅ mange timer, som I gør, når man bare kan sidde her og nyde den fra mit vindue!” - Hun er en historie for sig selv Smile

 

Fredag 3/5 drog vi af sted. Bilen var pakket med alverdens udstyr og godt humør. Vi var lidt usikre på tøj/sko og udstyrsvalg generelt, hvorfor bilen lignede en velassorteret sports-/spejderbutik. Vi var klar over, at realistisk sluttid ville være 8-10 timer, hvorfor vejret jo nemt kan nå at skifte undervejs, og tøjskift kunne blive nødvendigt.

Da færgen jo koster en mindre Airbus (når man gerne vil ha’ sin bil med, og det var vi nødt til pga. udstyret), blev frokosten fortæret på havnekajen i Ystad i form af rugbrøds klap-sammen-madder. Dog spiste vi nu ikke mere, end at vi også kunne fortære lidt fra kantinen på færgen - det er vigtigt at loade, inden vi skal løbe, havde vi alle læst.

 

Vi blev hurtigt indlogeret fredag eftermiddag. Stemningen var fantastisk på pensionatet. Der var naturligvis andre løbere - nogen skulle starte kl. 1 nat, nogen var allerede startet tidlig fredag morgen afhængig af, om man skulle løbe 25/50 km eller 50/100 miles. Da vi stod og kiggede ud af vinduet i spisestuen på Grethes Pension, lød det enstemmigt: FUCK, FUCK, FUCK - her kan man da ikke løbe! En nervøs latter brød ud fra os alle 3, og vi forstod nu, hvad Sanne mente med, at man var godt tosset, hvis man løb her.

Vi kørte ned til Hammerhavnen for at se lidt på faciliteterne, få startnr. mv. På det tispunkt var klokken omkring 16, og 100 miles løberne havde været i gang siden kl. 10 formiddag!!! (og forventede at slutte lørdag eftermiddag mellem kl 15-18 ….!! Vildt, helt vildt). Publikum var på lægterne -  jeg kunne hurtigt tælle 4-5 stykker Smile. Start/mål var totalt øde, og da løberne var fordelt på øen, var der absolut INTET at se på. Selve løbet er mest for hardcore ultratrail nørder, dvs. at der i alt på alle klasser var ca. 250 til startfordelt på 2 dage. Efter at have set lidt på ruten og konstateret, at ” det er dæl’me stejlt ”, så var der dømt fælles aftensmad på Grethas Pension. Kanon hyggeligt at høre lidt røverhistorier fra de øvrige. Den køligste kommentar fik Ulrich, da han spurgte en gut, der havde løbet Thy Trail (ligesom Ulrich), om han ikke også syntes, at Thy trail var en hård omgang? - Kort svar: Nej. OK, OK, så var stilen ligesom lagt.

Ærligt talt så følte vi os nok som klassens tykke drenge. Vi var mellem unge friske gutter med en body age så lav, at den måles i måneder og ikke år, med en muskelprocent på højde med en pitbullterriers – hmm, det måtte blive vores rutine, der skulle slå til (træls, at det så varvores første løb på det her niveau Smile

De var nu alle nogle fine fyre. (For der var desværre ikke så mange kvinder, som deltog!!).

Fredag aften var blæsende og hundekold. Vi var alle meget i tvivl om, hvor meget påklædning, der skulle bruges næste dag, da vi jo både løb nede på stranden lige i vinden og i bakkerne/skoven, hvor der er læ. Men heldigvis vågnede vi til en solrig morgen, ingen vind overhovedet og 12-14 grader. Det var PERFEKT.  Shorts og T-shirt og så lige rygsækken med den obligatoriske proviant, vand, mobil, fløjte, first aid mv. Ja en fodfejl på nogen af skrænterne kunne få katastrofale følger, hvis man faldt. (Et par stykker udgik med brækket ben mv.). Ingen faldt heldigvis ud over skrænterne, som godt kunne være adskillige meter dybe. Men helt undgå at skvatte kunne vi nu heller ikke, efterhånden som benene blev trætte og terrænet meget uvejsomt. Det gik heldigvis ikke værre, end at vi kunne grine af det bagefter.

 

Starten gik og efter 60 meter mødte vi de 7 stejleste km på hele ruten. Som de siger på Bornholm:  ”Så ved I, hvad bakker er”. Jo tak, hertil kan så nævnes, at de samme 7 km løber man igen efter 45 km. Man løber lige forbi mål med al proviant, hygge, grill og ikke mindst stole. Men du kan ikke få noget af det før om 7 km – i det terræn da er det altså noget over 2 timer, tak Bornholm Smile

Men når det er sagt, så må man sige, at det simpelthen er den mest FANTASTISKE natur/rute, man kan forestille sig. Så varieret, at det er helt ubeskriveligt. De første 4 timer hørte vi os selv sige ”Hold da op, hvor er her flot!” 100-vis af gange…… Så havde vi ikke mere luft, og der blev stille.

 

Det samlede mål for os som gruppe var:

1. at gennemføre turen.

2. at komme under tidsgrænsen og ikke mindst cut off tiderne (det var ikke noget problem).

3. ikke at blive skadet undervejs.

Derfor fulgtes vi ad de første 26 km, så kendte vi ligesom ruten, der skulle gennemføres 2 gange (med og mod uret). Derefter var tempoet frit. Der var nu aldrig mange minutter mellem os. Dog valgte Tonni, at han i stedet for at følges med et par flotte fyre som Ulrich og jeg, hellere ville følges med Tracy Høeg, som var den eneste kvindelige deltager på 100 miles.(Jeg behøver vel ikke at nævne, at hun vandt) Smile

 

Der var ikke voldsomt mange tilskuere på ruten, men dem, der var, skal have stor ros. De var ihærdige. Mange var jo pårørende, og dem havde vi jo spist sammen med aftenen før.  Nu kunne der jo gå temmelig lang tid mellem, at der kom en løber forbi, så det var om ikke at falde i søvn, hvis man var tilskuer.

 

Ind imellem mødte vi 50/100 miles løberne…….Hmmm, de var fysisk og mentalt ude at s…. - her kunne det virkelig være et stort problem for dem at tage sig sammen til at synke en salttablet og drikke et glas vand, for slet ikke at tale om at skifte en T-shirt. Så mange af dem var MEGET glade for hjælp, og det havde vi heldigvis overskud til. Dejlig fornemmelse at kunne hjælpe. Naturligvis kunne man også opleve, at en 100 miles løber blæste forbi på ruten, vel og mærke efter at han havde været i gang i 140 km.

Der var lagt op til grillhygge ved løbsafslutning. Desværre må jeg sige, at det meste var spist, da vi kom i mål. Om det var, fordi de andre var meget sultne, eller vi var for langsomme på ruten, ligger lidt i luften. Vi blev dog mætte, men havde også brug for at sidde stille og roligt for at fordøje oplevelsen samt bare nyde stemningen - det var nogle fede timer.

 

Aftenen var ung, Tonni og Ulrich gik i seng. De er jo også hhv. bedstefar og småbørnsfar, så de måtte jo åbenbart trænge til søvn SmileSmileSmile.  Jeg drak øl med de øvrige på pensionatet for at få fyldt depoterne op igen.

Alt i alt må jeg sige, at dette var det største KICK, jeg nogensinde har fået sportsmæssigt. Samtidig har det givet nogle relationer og knyttet nogle bånd til både Tonni og Ulrich, som er svære at beskrive, efter at vi har haft samme focus i så lang tid. Det bedste, jeg kan sige, er: PRØV DET!

 

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at den største præstation helt klart kan tilskrives den BLINDE (ja, du læste rigtigt) løber, som havde hjælper med for at komme gennem ruten. At han kom igennem - og endda uden at blive skadet ved fald eller lignende - er intet mindre end et under. Der blev optaget et tv-program med ham under løbet, som evt kan findes på DR2. Han var den første blinde, der gennemførte ruten.

 

Jesper Damkjær Hansen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)