Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

THE GREAT WALL MARATHON

  • Edit

 

4 modige, eventyrlystne KM’ere (Ellen, Ejgil, Birgitte og Lene) meldte sig i august sidste år til et af verdens hårdeste marathons: The Great Wall Marathon I Kina, som løb af stabelen Pinselørdag den 18. maj 2013.


Det var et spændt lille KM-firkløver, der tirsdag d. 14. maj 2013 om aftenen steg om bord på SAS AIRBUS SK 995 Kastrup – Beijing efter måneders spændt planlægning og fantaseren om, hvordan Kinaturen ville blive, og ikke mindst den ”lille detalje”: vores deltagelse i The Great Wall Marathon. Der var blevet læst bøger, googlet, kigget YouTube-videoer på nettet fra tidligere års GWM (som gav kuldegysninger og sommerfugle i maven!), holdt ”opvarmningsmiddag” m. kinamad (spist med pinde, selvfølgelig!), snakket med KM’s garvede Kina-løbere, som deltog i det allerførste marathon på Muren i 1999, og frem for alt FANTASERET!


Ellen og Ejgil var tilmeldt marathondistancen – bl.a. 5.200 trappetrin – Birgitte og jeg halvmarathon med ”kun” 2.600 trin af varierende højde (5 – 45 cm) og kvalitet.


Men det endte helt vildt med, at både Birgitte og jeg løb vores første hele marathon på den utroligt krævende, men også spændende og spektakulære rute. SÅ FEDT!!


Løbet starter lige på og hårdt med ca. 5 km direkte op ad et bjerg, derefter ca. 3,5 km op og ned – op og ned – ad Den Kinesiske Mur m. ca. 2.600 – meget afvekslende – trappetrin. Lidt ”fred” (dog med et langt stykke grusvej m. sten mm.) og v. ca. 21 km endnu et bjerg med 2 tinder, der skulle forceres.

 

Vel nede af bjerget igen ventede en uforudset meget ujævn jordvej med rødder, knolde og sten. Og den ultimative udfordring bestod så i, at løbet sluttede med gentagelse af de 3,5 km på Gedestien/Muren i omvendt rækkefølge samt ca. 5 km løb ned ad bjerget (hvilket til oplysning ikke er specielt rart efter alle de krævende kilometer – musklerne kramper og sitrer, og det er svært at bremse).


Som sagt skulle det for mit vedkommende ”kun” have været et halvmarathon. – Jeg er jo så snusfornuftig, og selv om det var lidt ærgerligt ikke at få ”hele pakken” med, var jeg meget realistisk hele vinteren igennem (og egentlig rædselsslagen nok over min tilmelding til Berlin 40 års Jubilæumsmarathon (flad!) i september 2013, som skulle have været min debut på marathondistancen) og ”kendte min begrænsning”. Også når Birgitte ”tænkte stort” og bedyrede, at ”vi kan da godt tage den hele!”.


Selv turde jeg end ikke formulere mit meget dybe ønske om at være med ”hele vejen”. Men den ”halve tanke” i mit hoved fandt pludselig en makker Kr. Himmelfartsdag (9 dage før løbet), da Ejgil og jeg pustede rundt oppe på Skamling, og Ejgil pludselig forsigtigt sagde: ”Jeg kunne nu godt unde dig og Birgitte at få hele oplevelsen……”.


Fra det øjeblik turde jeg tænke tanken til ende, og snakken gik pludselig om alt det praktiske: Hvor hurtigt (langsomt) skulle vi løbe…Hvor lang tid kunne selve murstrækningerne tage….8 timer er lang tid….Hvad var det værste, der kunne ske…osv.


Birgitte var straks med på den: ”Vi kan altid tage en ”walk and talk”, bedyrede hun, men jeg manede alligevel til fornuft.


Men da vi så mødtes i Kastrup Lufthavn med de andre løbere fra Albatros-gruppen, og de spurgte, hvor langt vi skulle løbe, blev det alligevel pludselig til: ”Ja, vi er egentlig tilmeldt halv, meeen….!?”


Jeg blev ved med at ”væve i det”, helt indtil ruteinspektionen var overstået 2 dage før selve løbet. Birgitte sagde:”Vi har bestemt os. Vi gør det! – Nu gider vi ikke spilde mere krudt på det!”.

 

– Jeg har et meget morsomt, helt surrealistisk billede i hovedet af Birgitte, der ligger på maven på sengen  og læser i den elskede ”Turen går til Kina” og begejstret udbryder: ”Neej, allerede i 1400 var der….. Hold da fast, det er kutyme i Kina at….. Næh, Den Forbudte By var….”, alt imens hun fra mig fik totalt ”skæve” svar med km-udregninger, hvis-nu-udbrud osv. ”Hvis vi løber xx min/km på de flade strækninger…. Vi har xx minutter til at nå over Muren….Man kan 48 km på 8 timer (fladt, godt nok!)….Vi skal være forberedt på varmen….Der er masser af væskedepoter….Kun 2 toiletter på 42 km….Nej, det er for uansvarligt, det her…..Men det kunne være så fedt!… Og hvad er det værste, der kunne ske???...”


Men enden på det blev altså en opgradering til helmarathon efter de 3,5 km ruteinspektion i bagende sol!

 

SÅDAN! – Nu fangede bordet!


De andre i gruppen var overraskede – og lidt duperede. Hold da fast – de GØR det sgu’!


Dagen efter ruteinspektionen med de 3,5 km på trapperne havde alle i gruppen faktisk ondt i lægmusklerne, og der var lidt skepsis at spore rundt omkring: Havde man nu ødelagt benene allerede inden løbet? Kunne man nå at blive helt frisk? (Der var også stadig lidt jetlag på spil rundt omkring).


Da vi kom tilbage til hotellet i Jixian efter at have travet rundt i området v. Qinggravene, på et lokalt grønsagsmarked og ved Duleshitemplet, valgte Ellen og Ejgil at gå med den lokale, kinesiske guide hen til nogle kinesiske massagepiger og få æltet benmusklerne igennem. (Det gav også lige en oplevelse med cykeltaxa på tilbagevejen).


Jeg hengav mig til lidt ”alene-tid” og afslapning på værelset, mens jeg fordøjede vores store beslutning, og Birgitte videreudforskede lokalområdet til fods.


Om aftenen havde hotellet (som ikke var imponerende ud i det kulinariske) oppet sig og bikset en pastabuffet sammen til alle de mange marathonløbere, som skulle have fyldt depoterne op til morgendagens krævende tur (Det forlød, at pastasovsen var fløjet ind fra Danmark!).


Morgenmaden var så ringe/utilstrækkelig, at vores guider på løbsdagen sørgede for supplement: Havregryn, yoghurt, rosiner, honning, bananer og ordentlig kaffe.


Løbsdagen oprandt – ovennævnte morgenmad blev indtaget i hast kl. 5:00.

Afgang kl. 5:30 fra hotellet de 30 km ad bjergveje til Yin&Yang-pladsen i Huangyaguan.

Vi var rigtig, rigtig søvnige (jeg havde endnu ikke vænnet mig til Kina-tid (+6 timer) og samtidig også godt spændte. Hvad havde vi vovet os ud i?

Men planen var klar!

Vi var så ”heldige”, at Ejgils skade i baglåret (som en overgang havde ført til tvivl om, om han overhovedet kom til at deltage i løbet) fik ham til at vælge at følges med os (Birgitte og mig). På den måde kunne han skåne sig selv lidt og samtidig støtte os (dvs. specielt holde os tilbage i starten, hvis vi skulle blive fristet til at løbe for hurtigt, og bakke op og motivere til sidst, hvor kræfterne var ved at være opbrugt). Det gav en vis tryghed.


Ellen var jo rigtig godt forberedt til løbet med masser af trappetræning og styrketræning, så selv om det kunne have været hyggeligt at følges, var vi godt klar over, at Ellen ”var til lidt mere”.


Det endte med, at vi fulgtes de første 5 km op ad bjerget. Ellen var ”armeret” med et tonstungt batteri af gel’er, som af og til raslede af, og vi samlede op, mens Ejgil prøvede at få dem til at sidde lidt bedre i hendes bælte.


 

Da vi så kom op på Muren, blev der så meget kø og kiggen nedad for ikke at træde forkert, så Ellen forsvandt frem i feltet, og vi så hende først igen i målområdet. Men det var nok meget godt – både for hende og for os. Hun blev ikke holdt tilbage og gennemførte et rigtig flot løb med totalt overskud til sidst (forlyder det), og vi følte os ikke pressede undervejs.


Vores plan gik ud på at på mursektionen 1. gang og derefter holde ca. 7 min./km i snit på de flade strækninger gennem landsbyerne. På diverse bjerge o.lign. undervejs samt på ”umuligt”/udfordrende underlag måtte vi se, hvad der var hensigtsmæssigt.


Da Muren startede, og Ejgil bedyrede: ”Så går vi!”, lød det fra Birgitte: ”Skal vi allerede GÅ??”, og jeg tænkte, uha, hun er så frisk, Birgitte – det bliver svært at holde hende nede i tempo. - Selv var jeg godt tifreds med tempoet. Forsøgte på samme tid at være forberedt på, at vi skulle være i gang i RIGTIG LANG tid fremover, og så alligevel ikke tænke for meget på det. Tage det i små bidder. Jeg havde aldrig før i mit liv løbet i mere end 2 t. 25 min. (2x hjælper t. Lillebælt + 1x Kalkmine½marathon) – og 7-8 timer m. uforudsigelige strabadser var lidt uoverskueligt.


Jeg tænkte også på min manglende optræning. Aldrig før marathon – Ingen målrettet træning vinteren igennem – Hverken ret lange træningspas eller ret meget specifik trappe- eller bakketræning – Og så lige dén der: det er altså et af verdens hårdeste marathons! – Til gengæld var jeg de sidste dage bare blevet SÅ MENTALT KLAR!! Jeg VILLE det her – og jeg troede på, at jeg kunne!! –Og jeg havde frem for alt tiden til det. Jeg er overbevist om, at VILJEN og det mentale betyder rigtig meget i sådan en situation.


Jeg var forberedt på, at jeg ville blive presset – og måske lidt ”utilregnelig” - undervejs, og inden vi startede, sagde jeg til Ejgil: ”Hvis jeg kommer til at sige noget grimt eller bide af dig undervejs, så ved du, at det ikke er ”personligt”. At det er, fordi jeg er presset!”. Det var vigtigt for mig lige at få formuleret det. Jeg var ikke helt sikker på, hvor svært det ville blive for mig, og hvor voldsomt jeg kunne finde på at reagere i en ekstrem tilstand. Det er ikke altid optimalt at løbe sammen med en partner eller én, man er meget tæt på, når man kommer derud, hvor det virkelig gør ondt.


Men tonefaldet blev vist ikke så slemt endda. Der var et par gange, hvor jeg tog mig selv i at lyde lidt skarp (og Birgitte syntes vist et par gange, at det var lidt ”uha, uha”, men hun kender jo heller ikke helt vores indbyrdes ”jargon”), men slet ikke noget ”kriminelt”, og Ejgil kunne sagtens gennemskue mig.


1.omgang mur gik fint. Vi havde jo været det igennem 2 dage før på ruteinspektionen og tog det stille og roligt. Nød udsigten og passede godt på ikke at falde. De har været så søde at sætte jerngelænder op, hvor der er ”frit fald” – det er trygt og dejligt at holde i/trække sig op ved. Men på mange strækninger var man nødt til at fægte lidt i luften med armene midt på trapperne eller prøve at støtte sig til de ru mure (dejligt at få fat i skudhullerne).


Visse steder (på de rigtig gamle dele af muren) var der ikke engang rigtige trin, men bare lidt hakkeri i stenene, som var temmelig glatte. Længe leve gelænderet!

 

Mur-turen afsluttes med den lange, stejle Gedesti, som simpelthen skal opleves!


Vel nede i dalen ”spiste” vi os stille og roligt gennem kilometerne, langs marker og flodlejer og gennem landsbyer, hvor mange børn (men også voksne) stod og heppede og ville klappe vores hænder og gav os blomster.


Vi var forberedte på ”bjerget med de 2 tinder”, som vi skulle over ca. på halvvejen, og følte os helt seje, da vi stille og roligt – men i løb! – bevægede os forbi rigtig mange, der gik på det tidspunkt. Det var ved at blive lidt varmt (og så var vi alligevel heldige – de havde lovet 33 gr., men vi kom nok højst op på 25 gr. Og let skyet), og jeg var lidt forkvalmet. Men så gik det nedad igen, og det blev tid til fest, da vi passerede de 24,6 km (som er det længste, jeg nogensinde har løbet – for år tilbage, da Mogens ledte os grundigt på afveje ude i Møsvrå J). Birgitte og jeg skrålede: ”For she’s a jolly good fellow….!”, mens de lokale, vi passerede, grinende klappede og kom med tilråb: Jia You!! (Egt. ”Tilføj olie!”).

 

Lettelsen over veloverstået midtvejs-bjerg blev dog kort, for rundt om hjørnet ventede en strækning med totalt ujævn jord, rødder og stenbrokker – det tog lidt hårdt på de efterhånden lidt reducerede kræfter. Og uvisheden: Ville dette vare 100 m eller flere km??


Humøret/overskuddet steg lidt igen v. 29 km mærket, hvor vi flettede sammen med halvmarathon’s 16 km – og overhalede en del! Det, syntes jeg, var lidt sejt (vi var startet på samme tid). Og vi gentog vores ”For she’s a jolly good fellow…”), da Birgittes hidtidige maxdistance var 29 km.


Men det blev en kort opblomstring. Efter 30 km blev det hårdt – og kedeligt, syntes jeg! Og det eneste, der holdt mig oppe, var, at vi skulle op på Muren igen v. 35 km; det var til at overskue. Og nu bagefter ser jeg på højdeprofilen, at det faktisk stiger jævnt fra 30 til 35, så det var nok ikke så sært, at det var lidt drøjt.


På ”gennemrejse” på Yin&Yangpladsen på vej op på Muren igen ænsede jeg kun 2 ting: 1) Prøve at se lidt sej og overskudsagtig ud over for de mange tilskuere, og (mest) 2) Fokus på: ”Where do we get our wristbands?” ( - armbånd, som vi fik dér og skulle vise, når vi kom ned ad Muren 2. gang og i mål (uden dét blev man sendt på Muren en 3. gang – ikke et intenst ønske efter 42 km!).


Og så kom nok den største ”interesse-konflikt” mellem Ejgils og mine planer. Når jeg havde kunnet overskue (og ligefrem glæde mig lidt til) at nå frem til Muren igen v. 35 km, var det, fordi min ”plan” gik på total råhygge - ned i tempo – tage billeder – snakke – slentre osv hele vejen på Muren. Vi nåede stoppunktet v. 36 km (hvor man ville blive taget ud af løbet, hvis man ikke var der inden 6 timer) flere TIMER, før vi skulle. Intet kritisk!


Så da vi endelig nåede Gedestien (som havde været slem at komme nedad v. 7-8 km og ikke var ret meget rarere opad efter 35 km med de megastejle, ujævne trin), og mit pace bare gik (ikke i stå, Ejgil!) men helt ned i hyggetempo, lød en vanvittigt frisk og irriterende røst bagfra: ”Kom nu! Nu må du ikke gå i stå! Fremad!”.


Jeg vurderede for og imod forbruget af kræfter ved at protestere (mine store hoftebøjere kunne efter de mange flade, men trættende km ikke rigtig finde ud af at løfte benene så højt op, og det gjorde ”lidt nas” i starten), men min diskussionslyst og trang til selvretfærdiggørelse vandt naturligvis, da jeg pressede ud mellem tænderne: ”Jeg er IKKE gået i stå! Jeg bevæger mig hele tiden!!!”. Og så - med uanet kraft – ”Hvorfor skal det gå så hurtigt??! – Vi har masser af tid! Der er overhovedet ingen grund til at stresse sådan af sted!!!”.


Ejgil mærkede vist ikke så meget til baglåret på det tidspunkt. Virkede bare overskudsagtig, da han blev ved med at opmuntre og opfordre mig til at overhale og holde (gang-)tempoet. ”Kom!! – Lige forbi ham dér! – Og hende dér! – Og hende dér tykke kinesermamma, hende vil du da ikke sjoske rundt bagved?!”.


Samtidig med en enorm trang til bare at holde mig ude i siden og trække mig op ved det trygge, stabile jerngelænder og vende det døve øre til Ejgils (irriterende/motiverende) peptalk, så drev det mig fremad, og jeg overhalede den ene efter den anden (også seje, unge mænd!), som kravlede eller kæmpede sig op ad trapperne.


Gedestien blev forceret, og vi fortsatte i samme stil på de 3,5 km Mur. Prøvede at sætte lidt i løb på de små strækninger uden deciderede trapper, men det var svært for de stive ben at ændre bevægemønster fra gang til løb og tilbage.


Det forekommer mig, at Birgitte hele tiden skyndte sig op ad trapperne og stod og ventede på toppen og smilede sødt og virkede utålmodig og lidt overskudsagtig. (Senere forklaring lød på: Jo, utålmodig, men ikke overskud; hun havde så ondt, at hun bare ville have det overstået!).


Da Muren var besejret, gik det nedad igen, og det var nok dér, jeg havde det bedst af os 3. Nedløb var på det tidspunkt bestemt ikke rart for Ejgils baglår – det gjorde ondt! – og Birgittes tendens til kramper i den store lårmuskel forpå blev heller ikke bedre. Jeg syntes endelig, det gik ok! Ikke så ondt i benene og mine meget ømme rygmuskler (mit svage punkt!) kunne slappe lidt af.


Men så var jeg til gengæld ved at gå totalt i stå, da det blev fladt igen omkring 40 km.


Min begejstring (og medfølgende beslutning om at GÅ), da Birgitte bedyrede ”Ej, jeg bliver altså nødt til lige at strække ud!” blev kvalt af et ”Du løber bare videre!…lige så stille…hun kommer om lidt!” fra ”Løbschefen”. Men min stædighed var på det tidspunkt stærkere. Han skulle IKKE bestemme! Og når Birgitte kunne ”slappe af” med udstrækning, så ville jeg i hvert fald mindst GÅ! Så jeg vendte det døve øre til. ”Kom så! Find lige dit positive gå-på-mod og din stædighed og brug den konstruktivt! Lad være med at gå i baglås. Vi er der snart. Det er bare lige som en lille tur omkring Marielundssøen med dine Dagpleje-Begyndere!”.

 

Jeg marcherede demonstrativt ca. 50 m, bedyrede så: ”Jeg løber henne fra den røde bil!” (Det var ligesom lidt værdigt – min beslutning), og så startede jeg lige før den røde bil.


Og så LØB vi resten af vejen! Snakkede lidt med en franskmand undervejs, som også var ved at være træt (og som bagefter kom hen og takkede os for godt følgeskab, da det ”bed lidt”). Prøvede at aflede mig lidt med at tale fransk.


Da vi kom ind på fortet igen og nærmede os Yin&Yang-pladsen, fik vi lige samling på 3-kløveret og smilet på , og vi løb storsmilende og stolte i mål med hinanden i hånden i tiden 06:10:29 (06:10:30, 06:10:31).

 

 

Birgitte og jeg havde derved lige kæmpet os til ikke mindre end 2 nye, seje, velfortjente titler: Marathonløbere og 6-timersløbere!


Det var bare den FEDESTE fornemmelse!


Det vildeste og sejeste, jeg har bedrevet!


Det var hårdt at løbe The Great Wall Marathon, og det har taget tid for kroppen at blive helt frisk igen, men jeg ville ikke tøve et øjeblik med at tage udfordingen op igen!

 

Lene Freiesleben Hansen