Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Ellens Beretning....

  • Edit

 

Lidt forsinket beretning fra Ellen Nielsen fra Hamburg Marathon den 4. maj 2014.


En stor oplevelse fra den store løbeverden. Jeg har altid drømt om at komme til Berlin eller Hamburg Marathon, så nu skal det være. Det bliver Hamburg,og jeg får mig meldt til i god tid, og efter hvad jeg har hørt om løbet fra andre løbere, øjner jeg en chance for en tid omkring 4 timer.


Min træning har været megen styrketræning af især mave, ryg, balder, lår, pulstræning og 2 gange løb i ugen med lidt interval, tempoløb og 1 lang tur om ugen. 4 uger før stod den på Ibs Marathon, hvor jeg havde en kanon oplevelse. Træningen bærer altså frugt, overskud hele vejen, ikke en øm muskel under og efter løbet.


5 løbere: 2 piger: Gitte Schack og mig, Ellen Nielsen og 3 drenge: Mogens Hinrichsen (Super chaufføren), Bjarne Walbech og Stefan Bennedsen har aftalt at mødes på Bøgelund kl. 10.00, så vi har god tid til at afhente startnumre, få noget at spise til middag og så lige det vigtigste for os piger,  at kigge på butikker (kun kigge, men…..), nå ja, og så finde vores ”dejlige” hotel.


Bjarne har glemt sit løbe ur, og sådan et kan man ikke undvære, så konen må lige en tur på Bøgelund.


Kommer i tanke om de billige KM singletter - sådan én kan jeg ikke leve uden. Lene Freiesleben kommer i klubben, så jeg skynder mig ind og finder den rigtige størrelse, tøjet skal jeg ikke gå ned på.


Med lidt forsinkelse er vi endelig klar til at køre sydpå.


Lidt skuffet bliver vi alle, da Stefan ikke skal løbe på grund af en skade, så han bliver placeret i midten på bagsædet; klart at vi andre skal have de bedste pladser.


Vi har nok regnet med, at turen vil ta ca. 2½ time, men motorvejens bilister vil det anderledes. Uheld på uheld på vej til grænsen, så det tager længere tid at komme dertil end fra grænsen til Hamburg.


Vi ser på rigtig mange lækre biler på den tyske motorvej, specielt masser af Porsche Panameraer. Bjarne er helt vild med lækre biler, så Mogens bliver lidt mobbet med sin bil Kia’en. Det er da ikke til at forstå, hvorfor?


Kl. ca. 15.00 ankommer vi til Hamburg, og vi finder hurtigt Messecenter, hvor vi skal hente startnumre m.m.. På vejen hilser vi på familien Svenningsen, altid hyggeligt at møde løbere fra KM.


Vi tager en runde ved standene. Jeg leder efter Adidas Adistar Boost løbesko, men dem har de ikke ved Adidas standen; så sparede jeg de penge. På vej ud fra Messecenter møder vi Hanne og Jan og får en hyggelig snak med dem.


Jeg skal både hente startnumre til mig selv, Lis Bramsen og en løber, der kører med Lis. Jeg skal til afdelingen for mænd og kvinder og til sidst hente T-shirt til Lis. Der er noget at holde styr på.


Puha, klokken bliver godt nok langt over min spisetid. Bjarne er heldigvis kendt i Hamburg, så vi finder hurtigt en restaurant, hvor vi får noget lækkert at spise og drikke. Restauranten ligger med en pragtfuld udsigt over Alster Søen.


Endelig tid til, at vi skal se på forretninger, mange er godt nok lukket, men vi finder tøjforretningen Cos. Gitte og jeg får godt nok kigget på tøj i meget lang tid, så pludselig står de kære drenge i butikken - de kan ikke helt forstå, hvor vi bliver af, deres tålmodighed er vist sluppet op.


Det er tid til at finde vores hotel Zollhof. Et meget billigt hotel. Ser ikke så hyggeligt ud, men vi skal jo kun sove der. Kommer ind i receptionen, bliver modtaget af en meget flink ung mand. Får ordnet de praktiske ting (Mogens gør - vi andre kigger på og spiser bolcher). Den unge mand hjælper os med U-bahnen, og vi får lov til at spise morgenmad tidligt kl. 6.30. Han anviser 3 værelser, ups: 2 enkeltværelser og 1 4-personers værelse. Drengene tager værelset med 4 senge, og Gitte og jeg får hver et enkeltværelse.


Der står nogle meget utålmodige løbere bagved os; de synes bestemt, vi bruger ufattelig meget tid ved receptionen. Pyt, som Chris McDonald siger.


Sikken nogle ”hyggelige” værelser. På hotellets hjemmeside står der, at der er TV og hårtørrer. Ingen af delene findes. Sengen er stort set helt nede ved gulvet. På mit værelse er der dog en brusekabine. På Gittes værelse, som er meget lille, er der TV og radio, ingen brusekabine, bruseren ligger bare i håndvasken- mon Gitte kan være i vasken??


Drengenes værelse er på 5. sal. Jeg får altså ”klaus” af elevatorkørsel, så første gang vi skal besøge drengene, tager vi trapperne. Puha, det er hårdt, så jeg må vænne mig til elevatoren; benene skal ikke slides op før søndagens løb.


Hvad træder vi ind i? Næsten en suite, et stort værelse med 4 senge og et dejligt badeværelse. Gitte og jeg er slet ikke misundelige. Inden den står på mad igen, fremviser vi vores ”skønne værelser” for drengene.


Så er det endelig tid, juhu, vi skal igen have noget at spise; depoterne skal fyldes op til morgendagens marathon. Igen er det godt at have vores stifinder, Bjarne. Vi kører rundt i Hamburg og finder en restaurant, der hedder "September".


Kia’en finder vi en plads til, hvor vi vist ikke måtte holde. Det er heldigt, vi kommer ud igen. For næste dag er der en bom for.


Restauranten er hyggelig, super mad. Da vi sidder og grubler over, hvad vi skal spise, og der skal bestilles, bestiller Bjarne 2 næsten ens retter. Det sidder jeg længe og spekulerer over. Godt nok spiser jeg meget, men at Bjarne kan spise så meget pasta, det kommer bag på mig.


Da han kommer til ret nr. 2, sidder han og fisker, men efter hvad? Han fisker efter kyllingestykker - aha, så er mysteriet løst.


Desserten er fantastisk lækker isdessert. Så er depoterne fyldt op.


Der er godt nok gang i bordet bag ved os. Øl og sang fra en flok glade tyskere. Tror, det er fodboldfans. Vi kan jo desværre ikke være med. Har ellers hørt, hvor sjov Bjarne er, når der kommer spiritus ind under vesten.


Ca. kl. 23 er vi tilbage på vores ”dejlige” hotel. Alt bliver gjort klar til morgendagens løb. Til min store skræk kan jeg ikke låse døren indefra, så jeg hiver og skubber i døren, men jeg aner ikke, at ingen ubudne gæster kan komme ind udefra. Der bliver ikke sovet meget den nat. Jeg bliver mobbet noget om morgenen af de andre, de har nogle mærkelige tanker.


Gitte har heldigvis haft samme oplevelse; hun stiller en taske for døren, mon dog det hjælper?


Jeg springer ud af sengen kl. 04.30, lige lidt morgentræning, så kroppen er klar.


Alle ritualer er nu i gang. Bad, væske, kinesiotape hist og her på de aldrende muskler, vabeltape og vaseline på de efterhånden ødelagte løbetæer.


Jeg er klar og vil lige tjekke, hvor langt Gitte er i hendes ”skønne” hybel. Gitte byder på dejlig kaffe og brød, men pludselig kommer der en dame ud på gangen, om vi lige vil dæmpe os lidt. Ups, hun var nok ikke marathon løber.


Vi har alle morgenmad med hjemmefra, men Gitte og Mogens har nærmest mad med til os alle. Ingen ko på isen. Super morgenbuffet, alt hvad en løber har brug for, så hotellet får en velfortjent stjerne på kontoen. Der drikkes en masse kaffe, derefter forsvinder Gitte og jeg- mon ikke toilettet skal besøges.


Det bliver lidt hektisk, da vi kommer for sent afsted til U-banen.  En noget længere gåtur, end vi har regnet med. Vi får heldigvis en sid-ned i toget, og så lange Bjarne, der lige skal have blusen hæftet fast på bukserne. Det klarer vores coach Stefan. Virkelig morsomt at se på.


Med hensyn til Bjarnes løb er intet overladt til tilfældighederne. Han har et mål, der siger 3:30; der skal kappes ca. ½ time af hans tidligere tid.


Stefan og vi andre er noget skeptiske på Bjarnes vegne, men Bjarne gennemfører bare i en super tid: 3:33. Hatten af for den præstation.


Jeg springer lige lidt i min beretning. Så kommer den store udfordring, at finde Lis Bramsen og hendes makker i Messecenteret. Vi regner med at være fremme ved 8-tiden. Jeg sms’er til Lis, men men men… Lis sms’er tilbage, at hun står på en bænk tæt ved indgangen til Messecenter. OK, bare det at komme frem i menneskemængden uha… Tiden går, pludselig ser jeg Lis, og hun bliver bare så glad, og jeg er meget lettet over at kunne aflevere deres rygsække.


Vi når det hele og får afleveret af vores rygsække. Her sker det frygtelige: Gitte og Mogens bliver væk for mig, men pludselig står de heldigvis foran mig igen. Toiletbesøg er som altid et stort problem - det er skide koldt (undskyld sproget), og det småregner. Igen har Gitte og Mogens styr på det, plasticposer til at holde varmen i.


Det er jo nogle garvede marathonløbere, Bjarne og jeg er kommet i selskab med.


Apropos Bjarnes start på løbet, så hører der lige en bemærkning med. Bjarne sidder på toilettet, da startskuddet lyder. Ups, med den tid, han har i sigte, skal han nok starte noget oppe i rækkerne, men Bjarne kan ikke bare rejse sig, men må klare det, som skal klares. Det ved alle løbere. Det er lige en episode til ”grinebæltet” - dem har vi masser af på turen.


Jeg selv bliver altid mobbet med alt det proviant og væske, jeg har på mig. Jeg har 9 gel med og druesukker, undlader dog væske stik imod, hvad min psyke normalt kan klare.


Stefan siger, jeg ligner en terrorist med alle de gelbatterier. Mit lykkedyr er også med i bæltet. Det er selvfølgelig en hest, som har været en del af mit liv i 47 år.


Selve marathonløbet.


Vi står ved startgruppen i ca. 17 minutter, inden benene overhovedet kommer i gang.


Gitte, Mogens og jeg lægger stille ud; det er ikke til at komme frem, sik sak løb og mange overhalinger stort set helt frem til 17-20 km, før det giver luft.


Hovsa, der kom selveste Jesus løbende. Der er mange måder at gøre opmærksom på sig selv.


På et tidspunkt mærker Gitte noget, der generer i skoen, så vi stopper op. Længere fremme bliver jeg væk fra Gitte og Mogens. Jeg sludrer lidt med mig selv og beslutter at løbe selv, kan mærke jeg har super gode ben, og farten bliver sat noget op de sidste ca. 20 km. Mit mål er stadig omkring 4 timer. De gode kræfter holder hele vejen - okay, de sidste 2 km var lidt hårde på grund af en lilletå, der gjorde så nas.


Overalt på ruten fantastiske heppere, der giver Hi Five. Vores egen coach Stefan dukker selvfølgelig op en enkelt gang, og hvem dukker også op: Lene Arentsen. Stor tak til Lene og Sebastian, der tog den lange vej til Hamburg for at heppe.


I mål 42,66 km i 4.02 og maratondistancen på 3.59, så super tilfreds og stolt. Gitte og Mogens har forskellige gøremål på turen, toiletbesøg og så har Gitte fået en masse vabler undervejs.


De kommer også ind i en flot tid, så sejt at Gitte er kommet stærkt tilbage efter lang skadespause.


Depoter bliver fyldt op med suppe m.m. Blandt de tusindvis af mennesker støder jeg på 3-4 løbere fra Lunderskov, hyggeligt. Derefter videre for at finde rygsækken med jakke og bukser. Har desværre ikke fået en tør bluse med, så jeg fryser som en lille hund og av min lilletå.


Alle mand er i mål, Bjarne skal vi undvære resten af turen, han skal mødes med sin familie og med tog hjem. Det bliver tid til at finde vores supercoach og hepper Stefan, eller hepper er nu så meget sagt. Det viser sig, at Stefan tager på udflugt i stedet for at heppe på os. Hvor mon den unge mand har været? Der er noget, der hedder Reeperbahn i Hamburg…


Min lilletå er ”i total av”, og hvor jeg dog fryser, da vi skal finde Stefan og U-banen.


Endelig finder vi Stefan og begiver os til U-banen. Da vi kommer op fra U-banen, antaster Mogens et fint ægtepar, og de mener, hotellet ligger ca. 500 m væk. Men nej, vi er kommet til at hoppe (bob bob) af toget en station for tidligt, hvilket resulterer i en frygtelig lang gåtur. Stefan får lige en advarsel. Jeg kan ikke følge med de andre, de ”spæner” bare afsted.


Jeg tilbyder at betale en taxi det sidste stykke vej til hotellet, men der er ingen, der hører, hvad jeg siger, selv om taxien holder lige ovre på den anden side af vejen.


Ja-hatten falder simpelthen af mit hoved. Stefan tilbyder, at jeg kan komme op på ryggen af ham, men tænk, hvis han taber en halvgammel kvinde på vejen.


Hold da op hvor bliver jeg mobbet, men efter 42 km har min krop og hoved ikke lyst til en hel masse ekstra gåture. Basta bum! De andre kan vist ikke lige kende Ellen Nielsen for en stund.


Endelig tilbage på hotellet og et dejligt bad i vente. Da vi skal ind i drengenes suite, kan vi ikke komme ind, kortet lukker ikke døren op. Åh nej, så skal ja-hatten findes frem igen.


Pigerne får lov til at bade først. Mogens er en stor gentleman.


Gitte har sørget for kaffe og elkedel, knækbrød, Nutella m.m., hvor dejligt med kaffe og ikke mindst få kigget på lilletåen og få det ulækre tøj af.


Afgang fra Hotel Zollhof, vi aldrig glemmer, og udfordringen er nu at finde vores stamrestaurant ”September” uden Bjarne som stifinder. Vi kører meget længe rundt i Hamburg frem og tilbage, til højre og venstre, og pludselig dukker restauranten op. Gitte var ved at miste tålmodigheden.


Skøn mad og drikke igen, og så venter 2-3 timers kørsel hjem i super-Kia’en. Vi er selvfølgelig inde på en tank og forsyne os med slik og kaffe.


Det næste marathon, jeg ser frem til, er H.C. Andersen i Odense til september. Glæder mig allerede.


En kæmpe stor tak til Mogens, Gitte, Stefan og Bjarne for en fantastisk hyggelig og ikke mindst SJOV weekend.


Ellen Nielsen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)