Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Jans & Hanne Etape Bornholm

  • Edit

Det solfyldte og varme Bornholm gav udfordringer for familien fra Silkevænget.


I den mørke vinter blev Hanne og jeg flere gange forsøgt ”lokket” af Ejgil og Lene til at prøve kræfter med Danmarks østligste løberuter: Etapemarathon på Bornholm, i den lune danske sommer.


Vi drøftede årets sommerferie med ungerne; Malthe på 12 år samt Lærke og Sebastian på 11 år, og deres ønsker passede med at tilbringe en uge på klippeøen i Østersøen. Hanne og jeg tilbragte et par timer med pc og kaffe; så var der fundet sommerhus, bestilt færge og tilmeldt 5 deltagere fra Kolding Motion til løbet.
Vi syntes begge to, at det kunne være godt, at alle fem har nogle fælles løbeoplevelser. Motionsløb fylder meget i både Hannes og mit fritidsliv, så børnene må ofte lægge ører til, hvad vi har brugt en fridag til.


Vi ankom til Bornholm i strålende solskin lørdag den 19. juli og kørte fra færgen til hallen i Rønne og hentede startnumre. Måtte lige investere i 2 par kompressionsstrømper; billige, så det kan en jyde ikke overse! Forbi Statoil og hente nøgle til sommerhuset, og lidt i 3 trillede vi ind til vores logi for de næste 7 dage: Strandvænget 34 tæt ved Østersøen og Dueodde. Grill og afslapning lørdag; der blev ladet op til de kommende dages strabadser.


Etape Bornholm består af 5 løbsdage for voksne og 3 for børn, afviklet forskellige steder på øen. Alle løb starter klokken lidt over 18, så dagen er ledig til andre aktiviteter. 1. løb er om mandagen, så vi havde søndagen fri. Vi havde valgt at slappe af og bruge dagen i Jobo-land, et mindre legeland med svømmebad, som gav rigelig motion til benene.


De øvrige dage brugte vi formiddage og eftermiddage til sightseeing rundt på øen, så vi både fik almindelig ferie og godt med motion. Masser af gåture i skønne byer, klipper og bakker er godt til restituering Laughing.



Første løbsdag gav kildren i maven; hvad havde vi lige valgt at udsætte os for her i ferien? Afgang i god tid til Hasle, en køretur på en god halv time. Finder et skyggefuldt sted til bilen på det lokale stadion, hvor vi parkerer. Løbsarrangørerne har 110 % styr på alle udenomsdetaljer, så det er let at være løber og koncentrere sig om det vigtigste – at flytte benene.


Vi leder forgæves efter Ejgil og Lene, men ser dem ikke, før vi skal ud på 10 kilometer flad rute. Flad - og dog, for den første kilometer går op og ned på vejen fra havnen! Hanne og jeg følges som aftalt, og der er højt tempo fra start til slut. Vi møder en pige fra Gauerslund og får en sludder med hende, vi er genkendt på vores pink løbetrøjer! Ungerne løber også i dag; Lærke har vores Shetland Sheepdog Grace med på turen, så hun bruger ekstra tid. Børnene løb kortere end os, men oplevede meget forskelligt terræn og blev godt udfordret. Sebastian var sur over, at to drenge overhalede ham lige før målstregen; så han var tændt! Kiggede igen efter Ejgil og Lene, men forgæves. Vi kørte hjemad, spiste den forberedte pasta og kødsovs, og så gik Hanne og ungerne til vandet, mens forfatteren gik ”på kontoret”. Fik sms´et med formanden og ”–inden”; Ejgil stod BAG os i startboksene, så derfor så vi ham ikke.

 

Løbet er sådan organiseret, at vi er tilmeldt med forventet gennemførelsestid på 10 kilometer, og så har startnummeret en farvekode, som går igen på opsatte flag, der viser, hvor vi skal stå. Hver farvegruppe starter med 45 sekunders mellemrum, så vi havde luft fra første skridt trods flere tusinde deltagere.


Efter de voksne var startet, blev børnene sendt af sted; også i grupper, fint for alle. Ved mål bliver Lærke råbt op af speakeren; ”Du må ikke have hund med på turen!”, så hun var lidt mopset, da vi mødtes. Hanne læste tyndt på reglerne, og jo, vores firbenede KM´er måtte blive hjemme de næste dage.


Tirsdag var det ”badedag” med knap 6 kilometer på Dueodde, Bornholms sandstrand. Her havde børnene hviledag, så det var kun os gamle, der blev udfordret. På vej hen ad stranden til startportalen sagde Hanne ”Har vi meldt os til dette?”. De KM´ere, der har prøvet Havbundsløbet, kan gange vandturen med 4-5 og så lægge 7-800 meter løb i løst sand oveni; så er oplevelsen i hus. Vejret var med os, modvind den første 1½ kilometer samt sol og varme (ikke lige min favorit). MEN der skulle lægges mange kræfter i, og jeg kom igennem på den langsomste tid af alle dage; 5.54 pr. minut og 34 minutter på ruten; Hanne kom lidt efter.


Dette løb var tæt på vores sommerhus, så vi havde inviteret Ejgil og Lene til grill efter turen, og de takkede ja. KM står jo for Kolding Madklub, så den tradition skal vi holde ved lige Smile. Vi kørte hjem, før Lene var i mål; hun løb langsomt hele ugen, da en ankelskade skulle holdes i ave. To voksne i bad, gang i grillen og bordet dækket op, så venter vi kun på gæsterne. Lidt senere end vi regnede med, så jeg overtog indkøb af dessertis fra den nærliggende Dagli´Brugs i Pedersker, mens de to gæster fik et velfortjent bad og skyllet sandet af kroppen. Hanne tilbød at vaske deres løbetøj, det blev modtaget med glæde. Vi nød maden i haven og gik indenfor, da mørket faldt på, og nød kaffe og is i stuen. Klokken godt elleve skulle gæsterne hjem, og Ejgil tog vasketøjet ned i skæret fra en lommelygte. Her afslørede han en godt gemt hemmelighed; han er åbenbart til dametøj, for næste morgen savnede Hanne sine løbetights!



Onsdagen bød på løb for alle i Almindingen midt på øen. Vi ankom i god tid og gik til startområdet. Fik sludret med Lene og Ejgil, tisset i flere omgange og tænkt over, hvad der ventede forude: knap 8 kilometer op og ned på grusveje i skoven. Starten gik, og igen fulgtes Hanne og jeg på ruten. Et tempo lige under 5 min/km var for meget for mig i varmen, og ved væskedepotet omkring 5 kilometer henne valgte jeg at slippe Hanne og Ejgil og endte knap et minut efter dem. Hanne gav sig fuldt ud og kastede op, da hun kom over målstregen; en sej tøs. Jeg tænkte også på turen næste dag: Hammershus, så der blev sparet lidt på kræfterne. Ungerne havde også en god tur; Malthe nød de mange heppere, og Lærke blev næsten væltet af en Bambi, der åbenbart også ville løbe i skoven Foot in mouth.  Vores 6. deltager, Grace, var i dag parkeret i sin kurv i sommerhuset, da hun jo ikke var velkommen i løbet.

 

Torsdag kombinerede vi udflugt og løb. Kørte hjemmefra sidst på formiddagen, spiste frokost ved Hammer Havn, hvor løbet skulle starte, så vi var forberedte på de første 4-500 meter. Gik langs kysten til Hammershus, nød udsigten og de mange oplevelser, som området gav. Gik ned til bilen ad landevejen og fortsatte til Hammer Sø, så på vovehalse, der kørte i tovbane fra klippene til vandet, og ladede mentalt op til aftenens tur. Hen til bilen og klæde om, gåtur NED til Hammer Havn, hvor vi mødte Ejgil og Lene. Her sad vi i skyggen bag et fiskeskur, sludrede og hyggede os, inden vi skulle ud på den udfordrende tur.


Hanne og jeg havde aftalt, at vi ikke skulle hænge på hinanden i dag; jeg frygtede at blive en hæmsko for hende, men sådan gik det ikke. Jeg brugte et trick fra marathon, hvor jeg tænker på en given strækning, vi ofte løber i KM, når jeg møder en svær udfordring; i dag Gl. Kongevej x 3 det første stykke. Jeg satte et jævnt, men lidt højt tempo fra starten, og som Ejgil skrev på Facebook, så han kun ryggen af min KM-Singlet på denne tur. Kæmpede med pulsen og åndedrættet de første 3½ kilometer, så gik det nedad de næste 3, lidt kuperet indtil 600 meter før målet, som nogle afsindige bornholmere havde placeret ved et fyrtårn på toppen af Ørnebjerg i 72 meters højde over havet.Jeg måtte gå 150 meter på de

sidste 500 meter af løbet, men fik ”fart” i benene og kom over målstregen i langsomt løb og med tungen ud af halsen! Efter godt et minut kom Ejgil og Hanne, som igen måtte ”gylpe” efter anstrengelserne. Ungerne havde hviledag og var gode heppere, dejligt at få mental energi. Vi gik mod den parkerede bil ned ad smalle stier, men med en fantastisk udsigt. Kørte hjem og fik fyldt depoterne; kylling med bacon og pasta.
PS. Da vi kom hjem tænkte jeg på Flemming R´s gode råd til at vinde en marathon: ”Sæt fuld fart på benene de første 2 kilometer og hold tempoet oppe, til du passerer målstregen!”. Det var åbenbart min ubevidste taktik på næstsidste etape Smile.


Fredag var sidste løbedag for alle. Vi kørte til Rønne, hvor en hurtig 10 kilometer etape ventede os voksne, mens ungerne skulle ud på 4,2 km. Igen mødtes vi med Ejgil og Lene, dejligt at få sludret og hygget inden løbet. Vi havde parkeret ved en nærliggende skole, så ungerne kunne hente Grace, der sov i sin kasse bag i bilen. Efter løbet skulle vi klæde om og hygge os med mad og drikke på stadion.


Hanne og jeg havde i dag aftalt at lave ”parløb”, såfremt det var muligt. Starten gik i bagende sol, og vi kæmpede os i gang. De sidste 4 dages strabadser kunne nu mærkes i benene for os begge, og jeg kæmpede tillige med ømme ribben. Tempoet var højt; under 5 min/km, og husene i Rønnes gader susede forbi. Ned på havnen, ud langs vandet og mange tilskuere, der gav energi. Jeg holdt øje med farten og pulsen, og der blev justeret både op og ned. Hele tiden kunne vi se Ejgil foran os med lidt elastik i afstanden. Efter væskedepotet løb vi alle tre side om side, og der blev heppet på os; jeg blev grebet af stemningen, og vi løb hånd i hånd, mens jeg råbte ”Kolding Motion”; det kyste Ejgil! Dog ikke mere, end at han øgede tempoet en smule, mens Hanne og jeg fortsatte det stabile løb, vi havde haft til nu. Vi løb ind i et plantageområde, og skyggen gjorde godt, men en lille stigning var hård. Nåede vendepunktet ved 7 kilometer, og kom ud af skoven ved 8 km. Så satte vi tempoet en smule op, da det ville være fedt at komme igennem turen under 50 minutter. 9 km-flaget i sigte, og så blev der trykket på speederen, og vi nåede rundbanen på stadion, holdt farten og havde overskud til en lille spurt hen over målstregen; 49.31 blev tiden; perfekt.

 

Lærke stod ved hegnet til målområdet, og kort efter kom drengene med Grace. Vi sludrede med Ejgil og gik over til hegnet, hvor løberne kom ind på stadion. Lene dukkede op i fin stil og blev heppet i mål; hun havde hele ugen ydet en formidabel præstation med løb trods skader. Ungerne synes, det havde været en hård og varm tur, men bestemt en god oplevelse. Især Lærke var sej, for hun har kæmpet med ondt i fødderne, men trodsede ubehaget og kom igennem ruten.
Grace fik også opmærksomhed, da hun snuppede en stor bid af en sandwich, som en mand nød siddende på græsset; hun troede vist, der var serveret til hende Smile.



Vi fik alle syv badet og klædt om, hentede pastasalat og drikkevarer og fandt en plads på plænen, hvor vi hyggede os en times tid. Hanne og Malthe havde været heldige og vinde lodtrækningspræmier: T-shirt og shorts, så vi tre andre var spændte på, om der var en til os den sidste dag. Snydt, for fredag var det kun store gevinster. Lidt i ni takkede vi af til formanden og fruen for super selskab hele ugen og satte kursen mod Pedersker og sommerhuset.


Lørdag var det hjemrejsedag med pakning, aflevering af nøgler og eftersøgning af mit pulsbælte, som forsvandt under omklædningen fredag aften; det blev desværre først opdaget, da vi var ved sommerhuset.

PS. Pulsbæltet blev fundet og leveret af Ejgil, som holdt en uges ekstra ferie på klippeøen.


Summa summarum. Et lidt dyrt løb, vi betalte omkring 2.500 kroner for os alle, men fedt at være sammen; også med Lene og Ejgil. Det kan bestemt anbefales at holde aktiv ferie på den måde. Eneste minus syntes vi begge to var, at løbene startede klokken 18.10 hver dag, så man ikke kunne hygge sig med aftensmaden; i hvert fald blev det sent, vi fik spist.  Formanden ytrede sig om, at han ville forsøge at stable et klubarrangement på benene et af de kommende år; det kan være at Kolding Motion bliver den største deltagende klub!



Navn                                                                 Tid på ruten/placering i klassen    Kendetegn Smile

Jan

3.37.13

30 / 83

Den tunge med lange ben

Hanne

3.37.45

24 / 95

Fighteren

Ejgil

3.39.24

17 / 61

Det erfarne ”fnug”

Lene

5.05.52

89 / 95

Den sejeste! Løb og gang også en metode.

Malthe

0.48.00

22 / 87

Gav den gas hver dag.

Lærke

1.25.28

80 / 104

Nævnt i mål + løb trods smerter

Sebastian

0.58.34

51 / 119

God løber – hvad mon det bliver til?

Grace

Løb 1. afdeling.

Diskvalificeret. Frown

 

Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)