Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Kristinas - Zugspitze 2014

  • Edit

 

Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km

Starttidspunkt: kl. 09.00 (for 60,7 km – Red.)

Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)

Væskedepot: vand, frugt (vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe, kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.

Medalje: ja

Pris: 75€ (for 60,7 km – Red.)

Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte, førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben, halvanden L væske

Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverse prøveprodukter og reklamer

Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)

Arrangør: PlanB

Karakter: 6/6

Tidsgrænser: V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45 V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30


 

Løbsrapport:

En blæsende, kold og ekstraordinært våd dag i februar – nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys Nationalpark - besluttede jeg mig for at melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.

 

Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mest berygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med en samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter.


Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjoch på 1100 moh, efter én kilometer, og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem og må indrømme, at de unægtelig hjalp mig meget på de stejle passager.

 

Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende, og især på de sidste ca. 2 km krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spænede nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr var det dog det eneste sne, vi mødte.

 

Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sved grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km kunne jeg virkelig mærke, at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort, om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre borde med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt, at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltede nødder og geler var overflødige, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken.


Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet.


 

Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte, og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op ad stigningen og synes også, de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen, fulgte et nedløb på ca. 1 km, og her gik det helt galt for mit knæ, som låste, og jeg kunne ikke rigtig bøje det, uden at smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”.


Den stejle nedstigning vendte sig til en stejl opstigning. Jeg vidste, den var relativ kort (1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned ad kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært.

 

Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh, og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tylle Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen, og kort tid efter kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ.


Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow – mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed, og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn.


Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt, og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der!

 

Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstremt glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende, og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik, og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet for at hylde løberne.


Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste! Og med en placering i den øverste 1/3 blandt kvinderne er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.


Energiindtag:

4x winforce geler

4x GU ekspresso og blackberry geler

1x Red Bull

Ca. 9,5 l vand

10 salt sticks

Ca. 1 hel appelsin

Ca. ½ æble

Lidt vandmelon

1 stk. kage ved hvert depot

½ bondebrød med spegepølse

200 ml cola

ca. 1 hel energibar (mærke: ukendt)

 


Video fra løbet:


https://www.youtube.com/watch?v=cUZrgO2gzV0&list=UUk4W6J6qVF5_HAmfgMi5FsQ


Kristina Schou Madsen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)