Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

”lokket” på afveje

  • Edit

Løber ”lokket” på afveje.



I slutningen af august kommer Hanne hjem efter besøg hos veninder i Horsens og meddeler: ” Vi skal løbe Danmarks Højeste Marathon” i starten af september. Den tygger jeg lige på et par dage, og så overgiver jeg mig og melder de to ”marathonfreaks” til en omgang bakkeløb ved Skanderborg.


 

 

 

 

 

 

 

Nok ikke den mest velovervejede beslutning, for dagen før løbet var vi i Tivoli Friheden og vandrede rundt i 6 timer med ungerne. Men fortiden indhenter ofte én, så søndag den 7. september var det op af den lune seng tyve minutter over syv for at gøre klar til dagens udfordring. En stor skål havregryn og en kop kaffe, så er man godt i gang. Afgang fra Silkevænget kvart over otte med kurs mod Ejer Bavnehøj, et af Danmarks højeste punkter.

 

 

 

 

Vi ankom lidt over ni, fik overstået toiletbesøg og sludret med de andre få deltagere. Genkendelse hos Linda fra Midtjylland, som vi har mødt adskillige gange til marathonløb i år, og en snak om Etapemarathon på Bornholm; vi fik vist solgt ideen. Pludselig var klokken lidt i ti, vi fik information om løbet og gjorde klar til start. På forhånd havde vi fået oplyst, at forløberen ville have en hastighed på 5.45-6 minutter pr. kilometer, men hold op; det gik bare stærkt.

 

Vi løb på stier ved tårnet på toppen, over en mark og ned ad en kodriversti! ”Pas på kokasserne” var vi blevet advaret. ”Lige ud” er et ukendt begreb på de kanter, og vi løb/gik de første 1½ kilometer af den 10,5 kilometer lange rute. Efter marken kom vi ud på en grusvej, der hurtigt blev til asfalt. Højresving og lidt opad, så nedad; jo, det var vist et kuperet område af Danmark, vi besøgte i dag. Efter 2,5 kilometer venstresving på en tværgående vej; her skulle 5 kilometer-løberne dreje til højre og løbe op til Ejer Bavnehøj igen. Vi løb de næste kilometer på en bakket asfaltrute med langt mellem husene og store bondegårde; og drejede så af mod Såby. JUHU – efterår er lig med majsmarker - godt hvis maven driller Smile.


Det gik fortsat op og ned, og vi kom til et lille hus med flere biler uden nummerplader; så er man vist langt ude på landet. Og dog, for den ene af bilerne var en Porsche! 5 kilometer nået, og vi kiggede efter midtvejsdepotet, som vi var sat i udsigt, men intet i sigte! Fortsatte lidt skuffede gennem Såby, op ad en stejl bakke, og så dukkede 2 dejlige piger og deres depot op for vores øjne. Der blev provianteret med vand, saft og cola, spist chips og vingummi; og så var vi klar til de næste 4 kilometer frem til Ejer Bavnehøj.


 

Kort efter kom vi til Yding Skovhøj, der ligger på en ”trailrute”; smalle og ujævne skovstier med krat og buske, der skulle forceres for at følge ruten. Ud på asfalten igen; dér var der cykelløb, og vi måtte kante os forbi parkerede cykler ved depotet, som lå midt på vores rute! Igen gik det op og ned de sidste 3 kilometer hen til Ejer Bavnehøj. Her havde løbsledelsen fået den ”gode ide”, at vi skulle op i det flotte røde murstenstårn og ned igen; 2 x 62 trin ad en snoet og smal stentrappe. Depot med alskens godt á la det første, også her blev der provianteret.


Ud på anden omgang; højt humør og fint tempo, vi havde klaret den første runde med 6.00 i snit, flot i forhold til de mange højdemeter, vi var blevet udsat for. Nu var det kendt terræn, vi bevægede os i, og denne omgang føltes hurtigere end den første. På vej ned ad kodriverstien blev vi lidt betænkelige, for en stor flok køer, 50-60 lysebrune kreatuer, ventede på os, og vi kantede os forbi. Resten af turen var der ingen overraskelse; så var ½ marathon-distancen gennemført, og vi satte os i løb ud på de to sidste runder.


Og så – F… - efter knap en kilometer fik Hanne sine berømte kramper! Der fulgte 10 minutter, hvor det seriøst blev overvejet, om vi skulle sige tak for i dag og kravle retur til start. Jeg oplevede for første gang, at motivationen til at løbe var fuldstændig væk; en skræmmende oplevelse. Begge fik vi dog gang i bentøjet, og omgangen gik nogenlunde med et par stop, hvor Hanne masserede ben.


 

På Yding Skovhøj advarede Hanne mig om en løber bagfra; det var så løbets vinder, der havde hentet os med en omgang! Ejer Bavnehøj i sigte, og kort før vi svingede op mod mindesmærket og de 2 x 62 trin, mødte vi dagens eneste hepper, der syntes vi var seje – han skulle bare vide! Hanne var klar til sidste omgang, og jeg tog mig sammen, og vi satte kursen mod marken og kodriverstien. Nu var vi fuldstændig alene, Hanne var lidt bag mig, og vi mere gik end løb ad de mudrede bakker. Hen til et af Danmarks højeste punkter, rundt i en lille shelter, og så blev vi overhalet af et par rolige mandlige løbere, der fik lov til at slippe forbi! Ud på grusvejen, jeg ville være galant og holde vildtlågen for Hanne, men takken var et ”spark” i låret; fandens til elektriske kreaturhegn! Nu foregik de næste 3 kvarter med henholdsvis løb og gang, iblandet en speciel håndkantsmassage af Hannes lår, som fik gang i benene.


Vi havde nogle gode delmål, den ”glemte Porsche”, sidste depot og Yding Skovhøj. Alle blev vinget af, og vi fik udsyn til det flotte røde tårn på toppen af Ejer Bavnehøj. Her tænkte vi ikke på de 124 trappetrin, heldigvis! Vi løb/gik roligt mod målet, Hanne lidt bagefter mig, da hun adskillige gange skulle ”lave bankekød”. Jeg konstaterede, at vi havde en okay chance for at gennemføre under 5 timer, en tid jeg aldrig havde forestillet mig at skulle løbe et marathon på.


 

Vi løb roligt gennem byen Ejer, drejede til højre og OPAD mod Ejer Bavnehøj, jeg en smule foran Hanne. Op i tårnet, fandens til smalle trin, over udsigtsplatformen og nedad igen ad en lige så smal trappe. Ud af døren, en medalje om halsen og tillykke med præstationen fra løbslederen og nogle af Hannes venner fra Horsens (de samme, som havde fortalt hende om løbet!). 15 sekunder efter mig kom Hanne ned ad trapperne og modtog sin belønning for en sej præstation; medalje og en dåse småkager!


Vi fik en kop kaffe, sludrede lidt og kørte så ned til en nærliggende skole og fik et velfortjent bad, inden kursen blev sat mod Aagaard.  Vi var begge enige om, at næste marathon er det planlagte i Amsterdam (19. oktober 2014 – Red.), og jeg er overbevist om, at både krop og sjæl har brug for en pause fra de 42,2 kilometer.


Her i skrivende stund søndag aften klokken 21.30 er de mange strabadser trængt i baggrunden, en god aftensmad er nydt, og benene er slet ikke ømme. Så nu er det med at huske beslutningen om løbepause!

 


Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)