Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Marathonløber vs. Hepper

  • Edit


Berlin Marathon 2013-29-09


Min optakt til Berlin Marathon startede d. 31/12 2012, da Trine spurgte, om jeg havde nogle nytårsforsætter. Jeg svarede hende stille, at jeg måske kunne finde på at løbe et marathon. Hun kiggede på mig og sagde: ”Er du klar over, hvor langt det er…??”, og jeg svarede hende, at det kun er 4x10,5 km.


Januar startede med, at jeg ikke kunne komme rigtigt i gang med min træning, så det blev en stille opstart på 2013; sammenlagt kun 85 km i jan. og feb. Men så fik jeg lidt gang i min træning igen i marts, da jeg meldte mig til ½ marathon i Vonsild d. 10/4. For mig hjælper det utrolig meget at have nogle små delmål. Så det blev til lige omkring 100 km i marts.


Onsdag d. 10 april skulle jeg løbe mit 4. ½ marathon, og hvilken oplevelse Smile De første 10 km blev løbet sammen med en masse gode venner fra klubben, men de skulle kun løbe 10 km, og jeg prøvede noget, som jeg aldrig håber at skulle prøve igen, nemlig at løbe de sidste 11,1 km uden at møde en eneste løber!!! - og så i sne, slud og blæst Frown Da jeg klokkede ind på 2:17, havde de næsten pakket sammen, selvom jeg kun var den 3. sidste - da fik selvtilliden godt nok et knæk.


Næste mål var Lillebælt Halvmarathon d. 3/5. Jeg fik ikke trænet godt op til løbet, da jeg fik ondt i ryggen i april (81 km inkl. ½ marathon i april), men Lillebælt skulle jo løbes.


De første 16 km gik ok, men så fik jeg ondt i ryggen og gik faktisk meget af de sidste 5 km, men klokkede alligevel ind på 2:15, så tiden var jo ok, men det var min krop ikke. Da havde jeg de første tanker omkring, hvor langt et marathon egentlig var, og om det overhovedet ville lykkes for mig at få trænet mig op til det.


I maj fik jeg trænet 110 km, stadig ikke nok efter min plan, men stadig med dårlig ryg.


I starten af juni købte jeg nye løbesko og fandt ud af, hvor vigtigt det er ikke at løbe 1 helt år i samme sko, og min dårlige ryg forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet.


Så jeg fik løbet lidt  mere stabilt i juni - dog kun kortere ture med lidt mere hastighed på.


Men jeg var stadig langt efter min plan (juni 86 km).


Så tog vi på sommerferie i Kroatien, og jeg besluttede, at nu skulle den have en skalle. Selv om det var 25 grader, løb jeg skiftevis 10 km den ene dag og 3 km den næste.


Kroppen var ved at vænne sig til de mange km, og for første gang begyndte jeg virkelig at tro på det.


Så der blev løbet 120 km i juli, og jeg startede med at følge klubbens program, da jeg kom hjem fra ferie. Der var ikke mange, der løb langt i mit tempo, men heldigvis var der en del, der ville løbe dagens rute med mig, så tit havde jeg løbet 10-15 km, inden jeg kom ud i klubben, og løb så de sidste km sammen med gode kammerater fra klubben.

August blev min rekordmåned: 1. gang over 30 km, PR. på 5km, og jeg nåede at runde 220 km.


1. sep. løb jeg Kolding City ½ marathon og satte PR med 2:02:37, så nu troede jeg virkelig på det. Men bedst som jeg troede, at det gik godt, fik jeg selvfølgelig en overbelastningsskade. Så det blev ikke til meget løbetræning i sep., men jeg fik da svømmet lidt.


Ugen op til Berlin fik jeg lige en melding fra næstformanden om, at der i klubbens 19-årige historie ikke er en eneste maratondebutant, der ikke har gennemført, så der var pres på.


Lørdag 28/9

Vi startede hjemme fra Kolding kl. 7 lørdag morgen efter en nat uden meget søvn. Vi ankom til Berlin ved middagstid og fik hentet startnummer.


Lørdag aften var vi til Pastaparty sammen med 15 andre fra Kolding Motion, det var rigtig dejligt at få en masse gode råd af ”de garvede løbere”.


Natten til søndag fik jeg sovet ok, men vågnede selvfølgelig meget tidligt - det var nok sommerfuglene, der havde vækket mig. Ned til morgenmad kl.6 og fylde de sidste depoter op. Jeg sagde farvel til Trine kl. lidt over 7, og vi havde aftalt, at hun skulle stå ved 21 km og 37 km. Vejret var, som de kalder det i Tyskland, Kaiserwetter: Høj sol og 8 grader (kongevejr til at løbe i).

 

Jeg tog med S-toget ind til Startområdet og fulgte strømmen og stod i startboksen ca. ½ time før starten. Nervøsiteten havde meldt sin ankomst, så det blev lige til et par wc-besøg inden starten. Starten gik kl. 8.45, men jeg løb først over startlinjen kl. 9.14, men hvilken følelse at løbe over startstregen og vide, at nu var jeg i gang med mit livs største løbeudfordring!


Jeg havde besluttet at løbe omkring 6:30 min/km. Og gå gennem alle vanddepoter, så jeg fik væske nok.


Der var godt nok mange løbere, men jeg holdt min plan med tiden og løb de første 10 km på 1:08 og nød det virkelig, og jeg vidste jo, at vores heppere stod ved 21 km. Lige da jeg passerede 16 km, blev der sagt i højttalerne, at der var blevet sat verdensrekord. Lidt mærkeligt at tænke på, at jeg stadig manglede 26 km.!!!!

 

Det var en utrolig dejlig følelse at se Trine og Birgitte stå ved ”Danskersvinget” ved 21 km, lige en hurtig snak og et billede og så var det bare videre.


Nu troede jeg, at der ville komme en krise, når jeg havde passeret 30-32 km, men med alle de tilskuere, der stod langs ruten, kunne man næsten gå på vandet. Så tiden gik, og jeg åd kilometer efter kilometer, og lige pludselig var jeg næsten nået ud til vores heppere igen, altså 37 km, uden nogen form for krise, selv om jeg selvfølgelig godt kunne mærke, at kroppen gjorde ondt.


Så stod de lige pludselig og viftede med flag og råbte efter mig. Fik igen lige taget et billede og løb videre, nu kunne jeg godt mærke, at der var ved at være udsolgt. Så det var meget svært at komme i gang efter det sidste depot ved 40 km, men da vi drejede omkring et hjørne, kunne jeg se Brandenburger Tor og målet.

 

Det var en kæmpe forløsning at kunne se målet, og alt det, jeg havde kæmpet for og tænkt på det sidste år, var nu inden for rækkevidde SmileSmile

 


Den sidste kilometer var en ren fornøjelse at løbe, for der stod så mange tilskuere og råbte og skreg på os løbere, så jeg næsten kom i tvivl, om det var mig, der havde vundet.


Da jeg løb over stregen, var det med tårer i øjenkrogene og med tanken om, at for mindre end 2 år siden kunne jeg knap løbe 2 km.


Jeg fandt Trine efter løbet, og vi tog hjem på hotellet for at slappe af, inden vi skulle ud at spise med nogle venner fra Kolding Motion.


Til alle begyndere: Husk, at al begyndelse er svær, men sæt jer nogle mål og tænk på, at følelsen ved at have gennemført er den samme, om man løber sin første 5 km, 10km, ½Marathon eller Marathon.


G0’ vind til jer alle og kom endelig og spørg mig, hvis I har flere spørgsmål til, hvordan jeg ”kom i mål”.


Peter Salling

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)

 



 

 


Som hepper til Berlin Marathon.


Da Peter kom og fortalte, at målet var at løbe Berlin Marathon 2013, tænkte jeg: ”Ja ja, som om du kan dét med din størrelse…!!!”


Men selv jeg må indrømme, at den mand har en jernvilje…..!!! Smile - og KÆMPE  KÆMPE respekt for det Smile


Træningen blev sat i gang, og der var ups and downs på vejen hen over foråret og sommeren. Men det springende punkt var sommeren og de lange ture, hvor det hele bare lykkedes, som Peter gerne ville have det Smile


Endelig blev det weekenden med Berlin Marathon…..

 

Som kone og hepper skulle jeg selvfølgelig med til Berlin, men jeg havde da mine skrupler, for jeg tænkte lidt, at det nok blev en laaang dag, hvor tiden bare ville stå stille….


Men også her blev mine bange anelser manet til jorden..!!!


Dagen startede med morgenmad kl. 6 – woops, det var tidligt, men man går vel all-in som hepper og skal have fyldt alle depoter op inden Tour de Berlin går i gang Smile


Peter tog af sted kl. 7, og jeg gik fra hotellet kl. 8 – ned mod km 21, hvor jeg havde aftalt med min heppe kollega Birgitte ( HOLD 5 styrer Smile ), at vi skulle mødes. Vejret var fantastisk, så det var en dejlig start på dagen Smile Udstyret med flag, kobjælde og klappegrej stod vi i første parket i dansker-svinget. Iflg. App’en fra Berlin Marathon kunne jeg se, hvornår Peter var løbet over startstregen, så med lidt simpel hovedregning vidste jeg nogenlunde,  hvornår han ville komme forbi os. Birgitte havde styr på de andre KM’ere, så vi stod klar, når de kom forbi.


En lille time efter startskuddet havde lydt, kom de første løbere forbi… Bob bob, en fart og sikke en jubel der lød fra alle. Først dér blev jeg egentlig klar over, hvor mange tilskuere der var mødt op, og sikke et overskud løberne havde! De hujede mindst ligeså meget som publikum, og dét i sig selv gjorde det bare fedt at være med på sidelinjen.


Hvis man tror, det er afslappende at være hepper, ja så kan man godt tro om igen..!!! Øjnene kører jo som en radar over feltet, der i en lind strøm drøner forbi os. Vi spottede de fleste (altså af dem, som vi kunne genkende) og fik hujet dem godt videre – desværre gled nogle af dem også ubemærket forbi os – så herfra skal lyde en lille bøn, at hvis I næste gang kunne iføre jer klubbens bluser/farver, ville det være en stor hjælp. Hold nu op, hvor er der mange, som løber i rødt. Jeg kan godt forstå, at der er noget symbolsk over at stille op i DK farver, men ikke for os heppere, som skal finde jer i mængden Smile


Efter at vi havde fået knus af Lene (formandinden) og kys af Peter og sendt dem videre, kunne Birgitte og jeg gå videre ned mod 37 km stedet. På det tidspunkt var nogle KM’ere allerede kommet forbi dér, men vi vidste, vi kunne nå nogle af de andre. Stemningen var også dér super god, og små bands havde stillet sig op og bidrog med mere musik (larm) til alle løberne og os andre Smile!!


 

Vi nåede heldigvis at heppe Birgittes mand, Søren, og datter, Kirstine, videre. Jan og Hanne løb os næsten ned af bare glæde. Igen med radarblik skulle vi jo gerne spotte flere kendte ansigter. Men pga. den gode stemning fik vi jo også heppet på alle de andre seje løbere – men især de danske. Nogle havde mere brug for peptalk end andre, men alle så enormt glade ud, over at Birgitte og jeg (som var de eneste danskere lige på dét sted) gad heppe på dem – man kunne bare slet ikke lade være… Lene havde igen overskud til at give knus og var rigtig glad for at se et par kendte ansigter og løb videre, derefter fik vi Peter forbi. Han havde også stadig overskud og denne gang blødende brystvorter (av av!) og var klar til foto og kys.


Herefter kunne vi så gå mod mål. Selv som tilskuer kunne man blive helt høj af den gode stemning, der var rundt i gaderne, så jeg kan virkelig godt forstå, hvor stor en betydning det har for løberne, at der står folk på ruten, men især et kendt ansigt hér og dér har stor betydning for dem.


Til sidst vil jeg bare sige, at det var en super fed oplevelse, som jeg kun kan håbe, at andre får mulighed for at deltage i, og endnu en gang dyb, dyb respekt til ALLE de seje marathonløbere .


Go’ vind til alle Km’ere!

Knus fra

Trine Salling

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)