Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Søndagsmarathon

  • Edit

 

Efter en del mindre og billige marathonløb skulle rejsefeberen tæmmes, og allerede i foråret blev turen til Amsterdam og efterårsmarathon ivrigt debatteret ved middagsbordet på Silkevænget. Hanne træffer hurtige beslutninger, og kort efter var vi begge tilmeldt til de 42,2 kilometer langt mod sydvest.


Snakken gik i KM, og formanden + ”hans bedre halvdel” Lene ville gerne med, så vi tilbød kørelejlighed og arrangement af hotel m.v. De skulle blot selv sørge for tilmelding til løbet; det skulle vise sig at være en stor udfordring!

Længe lå sedlen med jobbet ”hotelreservation” på skrivebordet, og midt i juli kom der skred i sagen. ”Værelser til 258 kroner” – fedt, tænkte jeg. ”Hov – forkert dato, det var fra i dag til i morgen”. Nyt søg, og nu var prisen x 3; banditter, men vil man overnatte op til en stor sportsbegivenhed, skal muldvarpen op i lyset.
Der blev reserveret 2 dejlige værelser på Wyndham Apollo Hotel, ½ times gang til startstedet (og 50 minutter hjem!).



I slutningen af august lukkede tilmeldingen til løbet, og så mødte jeg en slukøret Ejgil. ”ØH, jeg har ikke startnummer til Amsterdam” lød det. Heldigvis kommer der altid afbudspladser, og formanden fik sit startnummer fra Winnie (ikke KM). Så vi regnede med at han løb med skåneærmer  og medbragte romkugler; skuffet Smile. Lene skulle ikke løbe grundet en langtidsskade, i stedet var hun heppekor til ug.

I ugerne op til løbet efterlyste Ejgil flere gange detaljer om turen, jeg beroligede ham, men han blev ved. ”Nu skal han få” tænkte jeg, lavede en detaljeret rejseplan på 2 minutter og mailede den til ham. Stort smil da vi mødtes, og siden skulle det vise sig, at jeg ramte tiderne inden nogle få minutter – disponering er vigtig!

Lørdagen, hvor vi skulle af sted, var der lige pludselig, og uret ringede klokken 6.05. Ud af sengen, morgenmad og af sted mod Ryslingevej 15, hvor vi parkerede 5 minuttet i syv; der blev pakket og præcis 7.00 afgik ”vogn 1” som annonceret. Nu var der ro på Ejgil, rammerne var jo på plads Smile.


Vi havde hver især smurt madpakker, og jeg havde regnet med et rast midt på formiddagen. Min mave er dog indstillet på en klemme ved ni-tiden, og den dukkede op af bildørens sidelomme; til glæde for chaufføren og med mange bemærkninger fra passagererne, hvis madpakker lå i bagagerummet på Mondeo´en! Nå, efter en times kørsel fandt vi en dejlig rasteplads med borde og bænke, hvor vi slog os ned og nød en pause.

 

Turen gik videre, og kort før den hollandske grænse gjorde vi holdt igen, fik tisset og dækket bord til vores frokost og ikke mindst Lenes krydderkage. Vi var sikre på, at uanset hvad vi kom ud for, var der mad og drikke på hele rejsen. Kagen smagte mere end godt, og der var nok til både ud- og hjemtur.
Det meste af turen havde vi kørt jævnt og uden megen trafik, men da vi nærmende os den hollandske hovedstad, gik der mylder i den, vi tabte lidt fart, og jeg begyndte at frygte for tidsplanen; men den holdt.

Første destination i Amsterdam var SportsHalle, hvor vi skulle hente startnumre.  Parkering dér var en stor udfordring; først de mange fodgængere og ikke mindst cykler, der skulle køres slalom imellem. Så blev vi dirigeret til en lille p-plads med en bom, som heldigvis gik automatisk op. Vi fandt en græsrabat til Monde´en;  utroligt, så mange der skal løbe en søndagstur. En kort spadseretur mellem de mange cykler, som ikke respekterer fodgængere ret meget - vi overlevede uden skrammer. Ind i SportsHalle, Ejgil skulle sikre sig, at han ikke var Winnie om søndagen, så da Hanne og jeg havde fået vores numre og T-shirts, måtte vi vente lidt på formanden. Og så SKULLE vi lige ind igennem messeområdet;  jeg hader trængsel og tummel, men føjede mig. Her mødte jeg min rollemodel, når der skal tapes op inden løbet, mente Hanne; det vil i hvert fald spare stemmen!

 

Vi kom helskindet igennem basaren, ud i det fri og hen til bilen. Men kunne vi få bommen op; nej. Flere andre forsøgte, men der kunne hverken bruges kort eller mønter, blot en polet, som ingen vidste, hvor vi skulle købe. Løsningen blev et ”Rugbrød” der kørte til bommen fra modsatte side, så den åbnede, og så smuttede 3 store biler ud i en række, kofanger ved kofanger; smil og tak til en venlig belgisk dame.

Nu gik det i rask tempo (Lene mente rallykørsel) til vores hotel, hvor vi efter lidt besvær (sa…. GPS´er) kom ind på p-pladsen. Ud af bilen og ind i receptionen. Her opdager Lene, at hele området er afspærret søndag til klokken 17; 2 timer efter vores planlagte hjemkørsel. Nå, vi kommer op på værelserne, og så finder Hanne og jeg ud af, at fra bagsiden af hotellet kan vi komme væk. Hurtigt ned i bilen, ud af porten og finde en kantsten i en sidegade tæt på hotellet; en gåtur på 500 m (ok lørdag, men hårdt for Ejgil søndag).


Vi havde sendt Nis ud som spejder for at finde en god restaurant til lørdagsmiddagen. Han og familien var ankommet tirsdag og var velvilligt gået i gang med opgaven. Vi skulle mødes 10 minutters gang fra vores hotel (hvis altså Ejgil var startet i den rigtige retning). Lidt forsinket ankom vi til et hyggeligt italiensk spisested tæt på kanalen. Her klokken godt 7 om aftenen var der stadig 20 graders varme, så jeg gik turen i T-shirt; nød det lune vejr og frygtede at det fortsatte søndag, så ville løbet blive mere end hårdt for mig. ”Nå, det er i morgen” tænkte jeg, fandt en plads ved bordet og bestilte en stor fadøl og en gang pasta med gorgonzola; nu var der tanket op til strabadserne. Og dog, for der kunne lige knibes en bananasplit ned. Hanne og Lene var hardcore og tog en stor isdessert, jeg blev noget misundelig, men for sent.

 

Vi tog afsked med Nis, hans kone Charlotte og sønnen Gustav, og vandrede så mod hotellet. Undervejs kom vi forbi de fattige piger (de manglede penge til tøj!), og denne gang var det ikke mig, der havde valgt turen (se beretning fra Hamborg i maj måned 2014). Hjemme på hotellet gik vi hver til sit, Hanne og jeg gjorde klar til løbet søndag - så lidt som muligt skal klares på selve dagen - og kravlede så i seng. Lyset blev slukket, og så startede en formidabel larm af musik. Vi frygtede et diskotek, men det var blot en bil på tankstationen, vi havde som nabo. Kort efter blev der ro udenfor, og det smittede åbenbart, for vi faldt hurtigt i en tiltrængt søvn.

 

Søndag morgen ringede uret klokken lidt i halv syv, men da var jeg allerede vågen og i gang. Det er bare svært at sove, når spændingen slider i kroppen, og lysten til at løbe kildrer i maven. Vi kom i tøjet og gik til elevatoren. Jeg er altid lidt ambivalent med at køre i en sådan, sæt nu den sætter sig fast, og vi ikke kommer til start. Nå, bortset fra ventetid - trappen havde været hurtigere - kom vi sikkert ned til restauranten og et veldækket men dyrt morgenbord. Vi mødte hurtigt Ejgil og Lene; hun fik mest ud af buffeten, da hun smurte en stor madpakke til dagens tur som hepper. Efter maden en tur op og blive helt klar (toiletbesøg!), og så ventetid på elevator. Vi havde pakket vores ting og satte dem hos Ejgil og Lene, da deres værelse skulle agere omklædningsrum efter løbet. Udcheckning af værelser med besked om forlængelse af nr. 445. Ud i det lune søndagsvejr, dejligt at gå i, spændt på løbeturen.


Efter ½ time var vi ved stadion, ind på atletikbanen og stille op i pink bås; man er vel KM´er… Ejgil skulle i gult område, men sneg sig med vi andre uden problemer. Han sikrede sig også genkendelsen af os fra ryggen; ved ikke hvorfor, men unødvendigt i dag. Ventetiden gik hurtigt, og klokken 9.30 blev der tudet afgang; vi heppede og gjorde os mentalt klar. Efter knap 5 minutter kom vi over startlinien og begyndte turen.


Hanne og jeg har, som vi plejer, valgt at følges, og vi havde et forsigtigt håb om at sætte ny PR; en tid bedre end 3.52.24; svarende til 5.25 i gennemsnit. Vi havde stort besvær med at holde farten nede; vi var jo også blandt dem, der skulle gennemføre på 3.30. Det var en god dag, og vi holdt tempoet indtil 9-10 kilometer før mål, så gik vi en smule ned i fart.


De første 12 kilometer gik gennem Amsterdams gader og seværdigheder, så havde vi 13 kilometer langs en kanal og retur, før vi igen nåede ind i byen. Tiden hertil var et gennemsnit på 5.13 min/km; uforståeligt, men godt. Overalt var der mange heppere, og vi fik tilråb fra både danskere, tyskere, hollændere og mange andre nationaliteter; det giver energi hver gang.



Ude i kanalen var der adskillige både med heppere og sågar nogle vandakrobater på ”vandsøjler” - flot.
På de første kilometer af turen passerede vi andre deltagere, og vi fik hilst på Nis, Hans (som desværre måtte udgå), Ulf (også kaldet Uffe blandt venner) og ikke mindst Ejgil, som i lang tid lå nogle få hundrede meter foran os. Vi lod ham dog få et større forspring, han er indimellem mentalt mærket af vores dyst på Bornholm ( se beretning herfra, sommer 2014).



Omkring 30 kilometer fik jeg ondt i maven, det blev ignoreret. Men nej, med en fodbold i sækken (sådan føltes det) måtte jeg stoppe ved 37 kilometer og ”sparke” Hanne af sted, mens jeg selv gik og bandede over udfordringen. Efter 1 kilometer og en masse bøvs og lidt prut havde jeg fået ”luftet ud”, og der kom gang i benene igen. Nu blev der holdt øje med uret. Gennemsnittet var på 5.22, så 5.23, men de mange marathonløb og erfaringerne herfra gav netop det rygstød til, at jeg kunne holde et stabilt og rimeligt tempo de sidste 4 kilometer til målstregen - der var endda overskud til en lille spurt de sidste hundrede meter. - Hurra, jeg kunne se, at jeg ville nå ind og lave PR; hvor meget, følger senere.


Kantede mig igennem menneskemyldret, ud af stadion og over kanalen til SportsHalle, hvor vi havde aftalt at mødes. Hurtigt fandt jeg Ejgil, så dukkede Lene, Charlotte og Nis op, men hvor var Hanne? Kort eftersøgning gav resultat, og vi gav hinanden et kram og tillykke. Hun var kommet i mål et par minutter før mig; velfortjent og godt arbejde.


Efter lidt smalltalk sagde vi farvel til Nis og familie, gik ud af SportsHalle og satte kursen mod vores hotel. Ejgil var noget betænkelig, om det var rigtig retning, men den gamle orienteringskører (forfatteren) havde styr på retningen, og vi gik stille mod vores hotel. Adskillige gange måtte vi ”vente” på Ejgil, men han havde også haft høj fart hele vejen, så det var forståeligt, at han var ”brugt”.


Vel oppe på værelset fik vi tre løbere et bad, Lene lavede kaffe, og vi spiste krydderkage! Så blev der pakket ned, og vi checkede det sidste værelse ud og gik knap ½ kilometer hen til bilen, iblandet Ejgils klagende stemme: ”Hvor langt er der endnu?”. Præcis klokken 16 - en time efter planen - kørte vi fra Amsterdam. - Og hvad sker der så; GPS´en dør! Heldigvis var der en backup indbygget i bilen, så vi kommer støt og roligt ud på motorvejen og får kurs mod Tyskland. Et par korte pitstop; Jan skal altså bare tisse en del, når han har løbet, og klokken 19 tog vi et stort break med schnitzel og pommes, Lene med en trucker-gyros; dejligt.


Vi rullede videre nordpå; en kaffepause med krydderkage blev der tid til, og kvart i 12 søndag aften rullede Mondeo´en ind på Ryslingevej, hvor der blev krammet af med tak for et par gode dage. Videre med de sidste to til Aagaard, hvor dynerne ventede.


Udpakning og andet blev udsat til næste dag, nu gjaldt det nogle få timers søvn, inden mandagen og jobbene kaldte på os.

Som altid en fantastisk oplevelse at være ude og løbe; uanset distancen. Man får et andet og mere nuanceret syn på sine klubkammerater, når vi er på udebane; prøv det selv.


PS. Både Hanne og jeg fik ny PR i Amsterdam, hun forbedrede sin mere end min, men så har jeg nok nemmere ved det, næste gang chancen byder sig.

 


Jan Lundsgaard

(Redaktør. Lene Freiesleben Hansen)