Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

43 kilometer Trailløb ad bagdøren.

  • Edit

43 kilometer Trailløb ad bagdøren.

 

Adskillige løbere i Kolding Motion har gennem det sidste halve år forsøgt at overtale mig til at tage med i skoven og ud på trailløb, men jeg har afvist det indtil nu. Alligevel har jeg deltaget i noget, der efter min opfattelse er tæt på, for med 42,2 kilometer i mudder, vandpytter og hullet underlag har jeg haft den oplevelse 3 gange: Første – Sidste - Eneste!

 

Vi har i Kolding Motion lavet en bruttoliste over marathonløb, og Fredericia Cannonball den 21. februar var nummer 2 i rækken. Lørdag kl. 8.45 kørte vi mod Fredericia Idrætscenter, 8 m/k i alt. Det var koldt, regnvejr og blæst, og med udsigten til omkring 4 timer udendørs var gejsten ikke på det højeste.

 

Omvendt var det årets første marathon for mit og Hannes vedkommende, og vi så frem til udfordringen (hvad det også blev!).

Nis, Stefan, René, Hanne og Jan havde valgt 6 omgange = marathon, mens Anette og Mette skulle ud på 3 runder. Kristine havde et mål om 30 kilometer, så det var 4 omgange + en sløjfe. Vi fik et flot billede af hele truppen, inden vi drog ud på strabadserne; se de glade smil.

 

Klokken 10 blev der fløjtet afgang, og vi løb ud af porten ved Monjasa Stadion og drejede mod nord; en strid modvind og slud lige i fjæset; jo, det begyndte godt. Første runde er læring af ruten og føles altid lang; i dag var ingen undtagelse.

 

Vi var advaret mod et par fedtede steder på ruten, det var ingen overdrivelse. Der skulle ikke løbes skarpe hjørner, men svinges forsigtigt for ikke at miste fodfæstet. Der var trængsel på 1. runde, men hurtigt blev vi spredt ud, og der var plads til at løbe sit eget tempo. Efter knap 5 km var depotet i sigte, men så skulle vi ud på en sløjfe omkring Fredericia Miniby. Indtil nu havde det været en flad rute, men her blev vi præsenteret for lidt bakker, ikke alvorligt på første omgang! Den sidste stigning på omgangen var lidt ond, nok 10 meter stejlt opad mod depotet, først arbejde, så det gode.


Vi fandt lidt tørvejr under pavillonen, hvor drikkevarer og slik var placeret, og som i andre løb blev der spist godt af Haribos vingummi; en god kilde til energi.

Ud på 2. omgang, her fulgtes Hanne og jeg med Steen fra Åbenrå, der havde arrangeret vores sidste cannonball marathonløb. Vi fik en god snak om løb, og med genkendelsen fra 1. runde kom vi forholdsvis hurtigt igennem her. Depot og videre, nu var Steen hurtigt foran, og det blev ”Team Silkevænget”, der løb for sig selv. Fik vinket til Anette og Mette, lidt misundelig på, at de to snart var færdige.

 

De fedtede steder på ruten blev bredere og længere; til sidst var vi oppe på knap en kilometer mudderbad. Nå, som vanligt blev 3. omgang også hurtigt klaret, og vi drog ud på den normalt sværeste omgang, den 4. Her er der stadig langt til mål, og samtidig har vi brugt en del kræfter på de tre første.

 

Alligevel gik det ok, der blev hilst og sludret med andre deltagere. Vi mødte Stefan, Nis og René på broen over jernbanen, fik et vink og videre. Trods det kolde vejr - vi havde stadig slud og blæst - løb vi stabilt kilometer efter kilometer. Vi valgte dog at ”snyde lidt”, for 2-300 meter af ruten gik på en smal skovsti, parallelt med Vestre Ringvej. Den benyttede vi i stedet, trods en forlængelse på 30-40 meter; her var der fliser og asfalt = fast underlag.

 

Så var det tid til pitstop, Hanne gik et stykke på den stejle bakke mod depotet, det var hende vel undt. Vi havde indtil nu holdt en omgangstid på omkring 40 minutter, helt fint set i forhold til vejr og underlag.

Nu var det 5. eller bedre: næstsidste omgang. Det plejer at være positivt, men i dag fik Hanne som i tidligere løb problem med kramper i benene; øv.

 

Efter nogle stop splittede vi op, og jeg løb resten af turen i ensom majestæt. Der blev brugt megen energi på det mentale, virkelig nødvendigt. Over jernbanen og ned om Minibyen, så var depotet i sigte, når bakken var forceret. Ind i læ, lidt cola og Haribo, og ud på sidste runde. Følgeskab med en anden løber, det holdt den første kilometer, så sænkede jeg farten en smule, og da han øgede, var det farvel.

 

Nu begyndte jeg også at slås med lægkramper, de mange fedtede strækninger havde sat sine spor i muskulaturen. Så omgangen blev præget af skiftevis små gåture og længere løbepas; især de fedtede strækninger blev forceret med forsigtighed. Flere gange tænkte jeg på Hanne, og om hun var stoppet efter 5 omgange; det mest fornuftige. Kender jeg hende ret, tog hun nok også sidste omgang med. Meter efter meter blev tilbagelagt, og så var Minibyen i syne; herligt. Op ad bakken til depotet, hvor var mållinien? Jeg løb 10-15 meter forbi pavillonen før jeg blev råbt an og kunne erklære, at Fredericia Cannonball var overstået; en god fornemmelse. Ofte har jeg efter et marathon haft overskud til at fortsætte, men det var bestemt ikke tilfældet i dag.

Lidt cola, en medalje, og så vaklede jeg ned i kælderen og fandt omklædningsrummet. Satans drenge, de havde svinet gulvet med mudder fra sko og tøj. Næstformanden gik på jagt efter en kost og fik fejet det værste snavs væk fra fliserne. Et tiltrængt bad og så ud at lede efter Hanne. Hun var kommet i mål og stod i badet, så jeg ventede et par minutter. Vi slog følge og gik til Cafe FIC, hvor vi mødtes med Stefan, Nis og René. Sidste var mere end træt, vi var bange for, at han skulle falde i søvn, inden maden kom.

 

Burgere til de fleste, mens Nis fortærede et stjerneskud. God fadøl til, det er godt at restituere på.


Anette og Mette havde valgt at køre hjemad, før vi var i mål, forståeligt nok med det trælse vejr at vente i. Klokken 4 var der afgang mod Bøgelund, og humøret var steget adskillige grader med de fyldte maver.


Vel ankommet til p-pladsen på Bramdrupskovvej blev der takket af for godt selskab og hygge efter løbet.


Nis var lidt bekymret for at løbe med Stefan fremover; de sidste 2 gange havde hans selskab resulteret i de dårligste tider til dato J. Nå; det afhænger jo nok af Nis selv, han hygger sig sikkert i vi andres selskab.

Undervejs i løbet kom Hanne og jeg frem til, at hvis udfordringerne med kramper mm. er ”faste gæster” i marathonløb, er det ikke noget, vi fortsætter med.


Det SKAL være sjovt og en god oplevelse; også undervejs, så de næste par gange bliver der tænkt over tingene og måske sat punktum for en kort, men intensiv marathonkarriere.

Fakta.
Jeg løb 43 kilometer, 218 højdemeter; 21 meter højdeforskel.
Temperatur omkring 0 gr., middelvind fra nord.

 

Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)