Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.
  • Edit

 

Hamburg Marathon 2015 – en løbeberetning

 

Søndag d. 26. april blev en på mange måder ny oplevelse i min 'løbekarriere'. Først og fremmest var det mit første marathon i udlandet, og jeg så frem til at opleve den store tilskueropbakning, som jeg havde hørt så meget om forinden. Desuden havde jeg højt og flot proklameret hjemmefra, at jeg gik benhårdt efter en PR, og at alt andet ville være en skuffelse af dimensioner. En lidt anderledes udmelding fra en ellers sindig vestjyde...

 

Dagen var ikke mange timer gammel før jeg sprang ud af sengen og satte kursen mod Bøgelund. En efter en dukkede billygter frem i mørket, og snart stod de gæve KM-musketerer klar til at drage i krig sydpå: Martin A, Stefan B., Jesper H., Sonni T og undertegnede (Nis K. skulle vi hente på vejen) – men hov manglede der ikke én? - hvor var René J.? Et telefonopkald gav ikke noget resultat men bedst som vi var ved at sætte os i bilerne kimede telefonen. En noget søvndrukken og rundforvirret René i den anden ende fik fremstammet noget med at sove over sig. Nu er KM'ere jo kendt for deres hjælpsomhed og opbakning til hinanden så 5-10 min. senere holdt KM's taxaservice udenfor Renés hoveddør, og så var det ellers med sømmet i bund sydpå. Vi glæder os til kvajebajer til sommerfesten... ;-)

 

Der pågår for tiden massivt vejarbejde nord for Hamburg, hvilket har resulteret i en helt aflukket motorvej, men under kyndig ledelse af Stefan B., blev vi blev ledt ind i millionbyen af bagvejen og fik således også oplevet en snert af tysk bondeidyl. Vel fremme ved messehallerne og det berømte TV-tårn, rendte vi ind i Mads Munch med følge, og på hans anvisninger fandt vi et par P-pladser meget tæt på orkanens øje. Perfekt!

 

Efter nummerudlevering gik jagten ind på at lokalisere Charlotte L., som var taget ned dagen forinden. Også det gik nemt, og så var vi stort set klar. En temp. på omkring de 12-13º og med næsten ingen vind måtte det betegnes som rigtig fint løbevejr. Det kunne næsten ikke gå galt...

Planen var, at jeg skulle følges med marathonnovicerne Jesper (2. marathon) og Charlotte (1. marathon), og udgangstempoet var sat til 5:00-5:05 per km og så måtte vi ellers se, hvor det ville bære henad. Selvom jeg anser dem begge for habile løbere, må jeg indrømme, at jeg havde min tvivl omkring deres holdbarhed på den lange distance, ikke mindst med tanke på deres manglende erfaring på området. Jeg skal love for min skepsis blev gjort til skamme, men det vender vi tilbage til....

 

De første 5-10-15 km gled ubesværet forbi, og vi brugte tiden på at kommentere lystigt på det vi oplevede: de mange sjove udklædninger både blandt tilskuere og løbere, festlige bannere fra heppere og andre sjove påfund (såsom den mælkehvide tyske ungersvend hvis løbe T-shirt bekendtgjorde, at han var ”Kenias letzte Reserve”), de mange finurlige løbestilarter, den flotte rute samt selvfølgelig den fantastiske tilskueropbakning, ikke mindst til os danskere.

Omkring de 17-18km var Jesper pludselig væk, og meldingen lød at han var blevet tissetrængende. Charlotte og jeg tog en rask beslutning om at gøre ham kunsten efter, og for første gang nogensinde under et konkurrenceløb var jeg en tur i rabatten for at lade vandet. Kort efter var trioen samlet igen, men der gik ikke lang tid førend jeg ikke længere kunne ignorere, hvad der allerede havde været under opsejling et stykke tid: allerede tidligt i løbet havde jeg syntes maven opførte sig underligt, men nu var det benene der udgjorde problemet, idet de føltes mere og mere stive, og samtidig kunne jeg fornemme en vabel eller to begynde at tage form. Jeg forsøgte at fokusere på noget andet, men det var tydeligvis ikke min dag, og ved ca. 25km måtte vores veje skilles, og jeg begyndte at indstille mig på, at det her kunne blive en lang dag. De næste fem km formåede jeg fortsat at holde en stabil fart, men ved 30km mærket ramte jeg den så berømte mur, som tusinder og atter tusinder af marathonløbere har oplevet før mig. Stille og roligt dalede tempoet, og kilometertiderne hed nu 5:15-5:30. Benene føltes efterhånden som cementklodser, vablerne tog til i både antal og størrelse, og samtidig begyndte jeg at fryse gevaldigt. Der er næppe tvivl om, at havde det ikke været fordi, jeg fortsat øjnede muligheden for en PR, ville jeg have taget en pause og begyndt at gå på det tidspunkt. Ærgerrigheden holdt mig dog i bevægelse, og samtidig nærede jeg nok også fortsat et spinkelt håb om at fange Charlotte og Jesper igen... ;) Istedet skete det modsatte, da jeg pludselig blev overhalet af Stefan B., der havde besluttet sig for at løbe lidt konservativt til en forandring. Han behøvede ikke se længe på mig for at konstatere, at der var udsolgt, og en hurtig opmuntring og så var han væk.

 

Igen skal der lyde en stor tak til de mange danske – men egentlig også tyske – tilskuere der heppede en frem, men hvor jeg tidligere havde haft overskud til at smile ud til dem og takke for støtten, blev det nu kun til et skævt smil i mundvigene og en slatten tommelfinger op eller et svagt nik med hovedet. Heller ikke de mange sambaorkestre med deres inciterende rytmer kunne længere få mig til at 'danse' med. Kilometer for kilometer fik jeg slæbt mig igennem, og på et tidspunkt syntes jeg næsten, det virkede som om, jeg var i en form for døs, hvor jeg bare sejlede langsomt afsted meter for meter, uden rigtig at tage notits af omgivelserne. Jeg higede efter at høre det næste lille bip fra mit ur der bekendtgjorde, at endnu en kilometer var rundet, samtidig med jeg spejdede desperat efter de hvide skilte der bekræftede samme budskab (og som konsekvent først kom 2-300m. efter mit ur havde bippet, men i mit hoved var det som om de kom længere og længere efter for hver kilometer der gik). Jeg satte mig små delmål, og i stedet for at tænke i antal km til mål tænkte jeg på bare at nå til 35km... så 36.. så 38..etc... Efter hver km blev tiden til mål beregnet ifht. PR, og da det fortsat kunne nås, var det 'bare' at blive ved. Jeg tænkte på et skilt, jeg havde passeret tidligere på ruten med teksten: ”Smerte forgår, stolthed består”, og bed tænderne endnu hårdere sammen. Vejrguderne forsøgte også at drille lidt med at lukke vand ud over os i stadig kraftigere mængder, men det var bare fremad, fremad og fremad.... Og så pludselig – efter at have rundet endnu et hjørne, kunne jeg ca. 2-300m. nede af vejen skimte den store hvide portal påtrykt ”Ziel/Finish”. Utroligt som hjernen kan manipulere med kroppen for pludselig – som en anden terminator - gik det i fuld galop de sidste meter mod målstregen uden skelen til vabler og generelt ømme ben. Målstregen blev krydset i tiden 3.36.50 og dermed ny PR med ca. to min.

 

Efter at have stavret lidt rundt i målområdet og forsynet mig med frisk frugt, kiks og andet godt, satte jeg kursen mod badefaciliteterne inde i en af de store messehaller. Her valgte jeg at sætte mig ned på gulvet et øjeblik for lige at hvile ud og lade musklerne få fred og få mælkesyren til at 'fordampe'. Dårlig idé! Straks jeg havde sat mig begyndte de ondeste kramper i først det ene ben og snart det andet. Af flere omgange forsøgte jeg at rejse mig men uden held. Igen og igen vendte kramperne tilbage og forplantede sig også til andre dele af kroppen, såsom skulder og lænd. Efter at have ligget der på betongulvet i ca. 20-30 min. og spjættet som en anden hjælpeløs mariehøne, valgte jeg at bide i det sure æble og fiske mobilos frem og få tilkaldt assistance fra nogle af de andre KM'ere. Kort efter stod kavaleriet der, og efter lidt forgæves forsøg på at få strukket ud, blev vi enige om, at de bare skulle få mig hjulpet på benene, og så kunne et varmt bad forhåbentlig bevirke, at muskulaturen ville løsne lidt op. Som sagt så gjort, og heldigvis virkede det efter hensigten, omend de andre efterhånden må have begyndt at spekulere på, om jeg skulle være druknet i badet så længe det tog..

 

Tilbage til hægterne kunne jeg konstatere, at Jesper og Charlotte havde overgået både sig selv og alle andres forventninger med fantastiske tider. Således kappede Jesper hele syv min. af sin tidligere PR og kom i mål i flotte 3.32.12, mens Charlotte brød alle naturlove og løb en marathondebut i suveræne 3.29.14! Hvad skal det dog ikke blive til...! :) Også de øvrige KM'ere brillerede med flotte tider, og stemningen var naturligt høj, da vi satte kursen nordpå igen. Efter et kort pitstop på en tysk rasteplads for at få optanket depoterne, var vi retur i Kolding sidst på eftermiddagen. Omend mit 6. marathonløb også blev et af de hårdeste til dato, kunne jeg med tilfredshed konstatere at PR-målsætningen blev opnået, jeg blev en oplevelse rigere, og alt i alt havde det været en god dag. Som det jo stort set altid er, når man er ude at løbe...

        

Heine Worm – d. 26.april 2015

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)