Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.
  • Edit

Impulsivt forårsmarathon på Fyn

 

Et marathonløb kræver ikke altid langtidsplanlægning. Deltagelsen i mit seneste løb lørdag den 28. marts blev bestemt klokken 7:45 ved morgenmaden, klokken 9:05 holdt jeg i Glamsbjerg på Midtfyn. Kort efter ankom Mogens, Gitte, Claus (det ubrydelige 3-kløver) samt Steen. Sidste skulle blot have kilometer i benene til et kommende 100 kilometerløb i juni måned.

Som vanligt sludrede vi inden starten, og jeg fandt ud af, at selvom Steen ikke havde nogen tidsrekorder i udsigt, så var målet alligevel at komme igennem løbet under 4 timer. 3-kløveret havde samme strategi som tidligere: løb og hygge med lange depotstop. Jeg koblede mig på Steen og satsede på, at tempoet ikke ville kvæle mig i dag.

Vejret var næsten perfekt til løb; bortset fra en strid nordvestenvind. Da ruten gik hele kompasset rundt, var det til at overse – før starten! Ruten var på 10,5 kilometer, så ”de barske” skulle ud på 4 runder, ½-marathon 2 og så en masse på 1 omgang. Steen og jeg lagde roligt ud og fulgtes med blandt andet Mogens og co. det meste af første omgang. Ruten havde nogle mindre bakker, der var både grus, asfalt og skovbund samt JERNBANESKINNER. Heldigvis var togdriften indstillet, ellers skulle man have haft øjne i nakken.

Efter 6½ kilometer var der pitstop; lige ud for en stor svinestald; efter lugten at dømme! Nå, der blev spist vingummi og drukket lidt vandt, inden vi satte kursen mod det store depot ved start og mål. Indtil nu havde der været masser af selskab, dejligt at møde andre løbere og sludre med dem, jeg kender fra andre cannonballløb. Få hundrede meter før målstedet skulle Steen lige vise, at han var i flyvende form. Et fornemt rullefald og landing på højre skulder, så var han oppe igen og løb videre. Få synlige skrammer, det skulle senere vise sig at være lidt mere alvorligt. Ind og tanke slik og væske og så af sted på 2. omgang.

 

Nu var det ikke ukendte stier og veje, og tempoet var også ok med omkring 5.30 i snit på hele omgangen. Ad de både gode og trælse strækninger; især 1,5 kilometer forbi en bondegård med store sten på grusvejen var ubehagelig at løbe på. Kort efter kunne vi dufte midtvejsdepotet ved svinestalden. Optankning og afgang.

Så løb vi en 3-mands gruppe op, der var ude på ½-marathon. Især en pige gjorde væsen af sig med kort og heftig vejrtrækning. Både KM´s coach og næstformand gav gode råd til Helle, som den næsten udbrændte løber hed. Hun fik styr på åndedrættet og fortalte, at hun oprindelig satsede på at komme rundt under 2 timer, men havde opgivet, da hun var helt brugt. Det var lige en udfordring for ”drengene”, så de næste 3,5 kilometer ”talte” vi Helle skridt for skridt mod målet. De sidste 200 meter kom hun endda i spurt og nåede ind på 1.56; flot løbet med 4 års løbepause i benene. Blev vi en smule motiveret af den kvindelige ungdom; nej vel.

Nu var halvdelen af turen klaret, og der var masser af overskud, både mentalt og i benene. Jeg havde frygtet, at den hurtige beslutning og deraf manglende forberedelse ville være en hæmsko, men det var heldigvis ikke tilfældet. Steen og jeg susede af sted; ikke på 3. men næstsidste omgang. Det er en mental strategi, jeg valgte for flere år siden, som gør det lidt lettere at komme igennem den sidste del af løbet, når trætheden melder sig. Kendte spor åbenbarede sig for os, men nu var der tyndet ud i deltagerantallet, og vi løb ofte alene. Ind til grisestalden og tanke, videre mod hallen og det store depot.

Ud på sidste runde, og nu begyndte benene at fortælle mig, det snart var nok. Men de bestemmer ikke! Vi to hårde hunde fortsatte, men efter pulsen at dømme var mine depoter ved at være tømte. Langt ude i horisonten skimtede jeg en stor vindmølle. ”Den står 2 kilometer væk” sagde jeg til Steen; det var ikke en positiv melding ifølge herren.

Grusvejen ved bondegården var længere end de tre foregående gange, underligt som jorden strækker sig. Så nåede vi depotet, et hurtigt stop og en sludder med blandt andet en official, der var ude at fotografere. Tanken om at køre med til mål var fristende, men vi fik ikke lov! Forude ventede de sidste 4 kilometer, så det var bare at arbejde støt og seriøst. Trætheden meldte sig, og både Steen og jeg kunne godt have brugt en sofa og en øl, men det måtte vente. De sidste 2 kilometer af ruten var fælles for ud- og hjemturen, og her mødte vi mange, der var på starten af 4. omgang. De fik et ønske om god tur, og vi så frem til at komme i mål. Byskiltet ”Glamsbjerg” blev passeret, og Garmin´en viste 41,3 kilometer; nu var det lige før. De sidste to hjørner blev rundet, og så var vi i mål – HURRA.

Turen blev klaret til Steens tilfredshed på 3.57, og jeg selv var mere end glad for præstationen. En medalje, lidt væske og så kom de ømme benmuskler og gjorde opmærksomme på, at dagens arbejde var overstået! Lidt småsludring med de andre, der var kommet hjem, så et velfortjent bad i lækkert varmt vand. Her blev Steens nye ”tatovering” af højre skulder åbenbaret, og indmaden gjorde ikke godt ifølge ”ham selv”. Men når den gamle kampsportsmand skal brillere, så kommer regningen pr. efterkrav. Badet kvikkede, og vi snuppede en kop kaffe, fik hilst på Mogens, Gitte og Claus, der fik mere for startgebyret end Steen og jeg; de var i hvert fald længere tid ude på ruten. Ifølge Mogens kan et godt depotbesøg ikke klares under 2 minutter, så det er måske en del af forklaringen.

Ind i Mondeo´en og så kursen mod vest. Læssede Steen af ved Januarvænget i Bramdrupdam og kørte selv videre til Jem&Fix; skulle lige slæbe et par 20 kg sække med sand hjem! Landende i Aagaard lidt i fem, træt men dejlig til mode over at have gennemført et marathon mere. Og endda uden Hanne; hvorfor nu det?

Desværre er den lille sprinter ”løbet ind i” en knæskade, der gør ondt, så hun er midlertidig ude af drift m.h.t. at løbe langt. Øv for hende, men hun skal nok komme med i en af de næste beretninger, hvis jeg kender tøsen ret.

 

Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)