Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.
  • Edit

 Legenden om Fanø Marathon-trail – v/Jan Lundsgaard

 

Underligt som ens hukommelse har huller. Når man lige er kommet i mål efter et anstrengende løb, siger jeg næsten altid ”Aldrig mere! / Det var det sidste i rækken!”, men allerede dagen efter er smerter og ømhed afløst af et ønske om ”en tur mere”; forstå det, hvem der kan!
I foråret begyndte rygterne om et marathon på Fanø at svirre på Bøgelund, og som en forkølelse i oktober blev langdistancetosserne smittet - én efter én. Jeg gik heller ikke forbi, det må skyldes et lavt immunforsvar mod netop den bacille. Laughing Så som det er sket adskillige gange før: Pc tændt, ind på google.dk og søge, tilmelding uden overvejelser; nu hænger du på den igen, Jan.

I ugerne op til løbet steg spændingen, men det var så som så med fakta fra løbsarrangørerne. Vi var lovet gratis færgeoverfart, men hvad med billetter? Og hvor var ruten lagt? Kan man overhovedet løbe 42 kilometer på Fanø uden at genbruge adskillige kilometer vej? Ja til det sidste; man løber bare ud i klitterne, skovene, stierne…. 

 Dagen inden løbet havde jeg selv arrangeret bestyrelseshygge i en anden forening med græsk buffet og teaterforestilling som dessert; så afslapning og hjemlig hygge med fokus på opladning var det ikke til. Nå, kom under dynen kvart over elleve, det skal nok gå. Bare benene er udhvilede, er der håb!

 Lørdag morgen - kan ikke sove, så jeg vågner før uret; var sat til alarm 6.10. Op og få morgenmad, lufte hunden og på med tights og KM-T-Shirt, så er vi klar til udfordringen. Afgang fra Silkevænget klokken godt 7, ind til pendlerpladsen ved Bramdrupdam og samle Berit op, videre mod Lunderskov, hvor Ellen også havde ”købt billet” til Mondeo´en mod Esbjerg havn. Vi ankom 7.55, tidsnok til at se færgen sejle ud af havnen, så der var hyggelig ventetid ½ time før næste afgang i selskab med 50-70 andre løbetosser.

 12 minutters overfart, ud af færgen og vupti ser vi 2 damer med guideskilte ”Fanø Marathon”. Vi går i samlet trop efter dem og kommer i meget hurtigt tempo til startstedet ved Fanø Hallen. Startnummer og reklameposer udleveres, vi gør alle klar til de næste 4-5 timers løb, og toilettet besøges indtil flere gange.

9.45 er der samling på pladsen foran startportalen, vi får lidt praktisk information og klokken 10 sharp går pistolen af, og vi løber af sted; 125 forventningsfulde og energifyldte m/k´ere.  

 Det har været overskyet og køligt, men vejrguderne holder ord og går i gang med at fjerne skyerne og lade solen varme os. De første kilometer går gennem klitter og fyrretræsbevoksninger, smalle passager, hvor vi må løbe i gåsegang, indtil vi kommer ned på strandområdet. Her hersker der hullede veje/stier med vandpytter fra nattens og morgenens regn, så der bliver hoppet og steppet fremad; det tærer på kræfterne.

 

Efter knap 5 kilometer kommer det første depot, veludstyret med vand, cola, energidrik, vingummi (YES!) og frugt.
Underlaget skifter til fast sand, så løber vi op i klitterne og det løse underlag giver igen udfordringer og koster kræfter.

 

Videre ad beton- og asfaltveje, passerer Rindby Banegård (uden skinnerLaughing) og løber ud i et lettere

uvejsomt område med våde og hullede stier.

Vi har indtil nu haft følgeskab af blandt andet Steen Ronby, men han havde mere speed i benene og forsvandt forude stille og roligt. Han var bare i overskud, nåede at sende penge til teenagedatteren. Så nærmer vi os Sønder Ho, og pludselig er den ellers udmærkede afmærkning af ruten usynlig. Nå, vi kigger os fremad og omkring og ser minebåndene flagre i luften 30-40 meter fremme, så vi fortsætter vores stabile løb.

 

 Indtil nu har Ellen været trækdyret sammen med Hanne, mens Berit og jeg har ”sikret” bagerste flanke. I depot ved knap 25 kilometer, og så dukker Steen op bagfra, WTF…, vi har misset en runde på knap 1 kilometer. Ellen vil løbe tilbage på ruten, men vi tre andre bestemmer os for at løbe de manglende meter tæt på målet. Fra depotet kommer vi ud på en bred sandstrand, måske 50-70 meter, med store vandområder mellem klitterne og vandet. Her møder vi en frisk og veloplagt KM-hepper, Ole Knudgaard. ”Et par kilometer fremme skal I ind i landet igen” siger han kækt, inden vi løber nordpå. Ole kan vist sælge elastik i metermål, for ifølge min Garmin løb vi 5 kilometer; og der var stadig strand forude! Depot i en VW transporter, der bliver igen spist og drukket, så de personlige lagre får et tiltrængt boost.

Nu går turen ind i landet/klitterne, løst sand og lidt bakker. Så kommer der en udfordring; op på et udsigtspunkt ad smalle trapper, blot for at løbe ned til samme sti, som vi for 200 m siden drejede fra; her var der ikke roser til løbsledelsen.  

Videre mod øst, så rammer vi landevejen til Nordby, og vi sætter kursen mod målet omkring 10 kilometer fremme. Vi spotter en gruppe mennesker i vejkanten, depot og en yderst tiltrængt pause til flokken. Vi spilder dog ikke tiden, fylder maverne og sætter igen bentøjet i bevægelse. 

Nu kommer regningen for de strabadser, vi fik i trailsporene i starten af løbet. Ellen er ved at gå kold, jeg har heller ikke meget at byde på, og Berit løber stabilt men med TUNGE BEN; det er nok kun Hanne, der har en smule overskud. En cykelsti der bare går ligeud – ligeud – ligeud, er ikke det mest motiverende, når man er i den fase af et marathonløb. Her kunne vi godt have brugt lidt stemning fra Berlin eller Hamborg, men det var ønsketænkning. I stedet gled vi hver især ind i os selv, åd den ene kilometer efter den anden og nærmede os sindsygt langsomt Nordby og færgelejet, hvor det sidste depot skulle findes.

 Endelig kommer det til syne, Hanne og jeg er foran de to andre, vi tanker, og jeg strækker ud, mens Hanne småtripper for ikke at gå i stå. Først Berit, så Ellen, og vi følges igen alle fire mod målet. Er lige ved at løbe forkert igen, heldigvis bliver vi guidet af en rutevagt.Laughing

Nu skal vi så have den manglende kilometer lagt ind, før vi kommer til målstregen. Her gik der østrogen og lilla ble i planlægningen; jeg var forrest og ville slå et slag ad en mindre vej til højre og retur til ruten, men pigerne var ikke enige. Hr. Lundsgaard blev MEGET KORT for hovedet, og de sidste 1½ kilometer løb jeg i eget selskab, så kan de lære det!! Fodboldbanen ved hallen blev brugt som min ruteforlænger, men uden selskab og med ondt i maven (fandens til energidrik – hold dig fra det, Jan) måtte jeg gå/løbe de sidste 7-800 meter. 

 

Fik gang i benene og kom over målstregen i flot figur (skuespil…), og så skulle der væske og snolder i kroppen. Fik sagt tak for turen til pigerne, taget et foto af Berit, Hanne og jeg (Ellen var forsvundet), og så et varmt og langt bad. Op i cafeteriet og spise; måtte droppe både laks og grillpølser, maven var ikke tilfreds med så heftige sager, så det blev til en Tuborg med pastasalat.Laughing

Da vi alle 4 havde spist, smed vi taskerne på ryggen og vandrede mod færgen. Tæt på havnen så Ellen bilerne køre om bord på færgen, og hun satte i en mindre spurt med vi tre andre halsende bagefter.

 

Vi overhalede næsten Stefan, Nis, Steen, Ib, Michael og Jesper. Alle nåede afgangen, vi smed os i stolene på 1. sal (hvorfor skal man op og ned af de fa….. trapper?) og slappede af, til vi nåede Esbjerg. Med en parkering 50 meter fra færgen kunne vi vinke til vandrende KM´ere, der havde parkeret ½ kilometer væk (vi fik vist den sidste plads ved færgen) og køre mod Kolding. Der blev snakket om vores oplevelser, og snart var Lunderskov i sigte, og Ellen sagde tak for i dag. 10 minutter senere var det Berit, der blev ”hældt ud”, og Hanne og jeg fortsatte til Silkevænget.

 

 

Her dagen efter løbet sidder jeg og tænker tilbage på turen i går. Ved ikke hvorfor, men de pinsler og smerter, der prægede især de sidste kilometer af løbet er mere end svære at genkalde. Så mon ikke marathon nummer 24 bliver planlagt inden længe.Laughing

 

 

Jan Lundsgaard

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)