Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Etape Bornholm

  • Edit

Etape Bornholm 2016

 

 

I uge 30 afholdes der hvert år Etape Bornholm. Et etapeløb over 5 dage, som ender ud med, at man sammenlagt har løbet et maraton. Kolding Motion var selvfølgelig stærkt repræsenteret til trods for den lange afstand til Bornholm.

 Jeg var selv kommet med på et afbud, til mit held havde Hans Dam andre planer for uge 30. Jeg overtog hans startnummer, plads i bilen og seng i sommerhuset. De andre deltagere i min lejr var Johnnie Bramsen, Steen Ronby, Formand Ejgil og Fru Lene. 

 Vi tog afsted lørdag klokken 14 i ret god tid, men det er også dejligt at have god tid til pauser. Vi fik dog ikke holdt de store pauser undervejs, så vi ankom til Ystad et par timer, før vi skulle sejle (troede vi!). Det viste sig at være meget heldigt, for Formanden var kommet til at bytte om på ankomst- og afgangstid. Så vi var der lige til tiden, helt perfekt.

 Vi skulle bo i Balka i sommerhus. Det er et charmerende lille sommerhus, hvor vi rigtig kunne komme hinanden ved. Sommerhuset er hyggeligt indrettet med masser af nips, der dog let ryger på gulvet, hvis man har lidt store armbevægelser. Jeg skulle dele værelse med Johnnie, som måske havde forventet sig lidt mere hyldeplads end den stol, der var stillet til rådighed til hendes store, rummelige lædertaske. Men hyggeligt var det, og humøret var højt. Vi boede i øvrigt 100 meter fra en Bounty strand.

 Søndag skal vi ikke løbe. Vi skal hente løbsnumre, og Formandsparret viser rundt på Rønne stadion, hvor sidste etape slutter. Så er det tid til at lege turister, vi tager ud til Jons Kapel. Vi får en forsmag på de kommende dages mange højdemeter, men udsigten er rigtig flot. Søndag aften lader vi op til løb med kæmpe fiskebuffet sammen med Mogens og Anette, der bor i Sandvig. Jeg er spændt på de kommende dages løb og kan næsten ikke vente, til det bliver næste dag, og vi skal i gang.

 Mandag er første løbsdag, men vi skal først løbe klokken 18, så der er tid til lidt mere afslapning på stranden. Steen, iført spritnye badeshorts, nyder at sove ved stranden og behøver ikke solcreme, det er ikke for rigtige mænd. I hvert fald ikke på førstedagen.

 Nå, nok om sol og strandløver, vi skal til vores første løb i Hasle. Jeg er lige ved at eksplodere af spænding og lægger mange planer for første etape på 10 km. Ejgil har gennemgået ruten, og jeg beslutter, at jeg ikke vil give den fuld gas, der skal også være energi til de kommende dage. Vi mødes med de andre ved KM-banneret. Gensynsglæden er stor, og alle er klar til første start.

 Vi bliver inddelt i startbokse, og jeg finder min stadig med en plan om at spare på energien, så jeg stiller mig bagerst i boksen. Starten går, ny plan, jeg giver den fuld gas. Mine ben er fulde af energi, og man bliver båret frem af de mange, der hepper. Efter 8 km går jeg lidt kold, men opdager, at foran mig løber Kjeld (tidligere KM’er, der nu bor i Odense), og han har det rigtig hårdt op ad bakkerne i Hasle by. Det giver mig energi i benene, og jeg løber forbi ham og siger kækt hej i forbifarten. Jeg kommer ind i min hidtil hurtigste 10 km tid og slår ikke bare Kjeld med 1 min., men også Mogens, sikke en start. Alle har en god første dag, dog har Simon et styrt ved vandposten og må efterfølgende investere i en ny T-shirt.

 Tirsdag skal der løbes på Dueodde - 5,8 km - her er underlaget det fineste sand, man kan tænke sig. På stranden kan man rigtig se, hvor stort feltet er, og det giver lidt sommerfugle i maven. Jeg har stadig friske ben, men jeg har ikke løbet i sand før. Så planen er at lægge lidt roligt ud. Starten går, og det er ok at løbe det første stykke, sandet er fast. Jeg får øje på Kjeld igen, jeg får igen blod på tanden og sniger mig forbi ham. Jeg bliver desværre opdaget, og Kjeld overhaler mig igen efter en kilometer, og jeg bliver bagved. Jeg har nu andet at spekulere på, sandet er tungt og løst, men jeg holder mig i løb. Ikke nok med at sandet er tungt at løbe i, nu skal man også op og ned af klitterne; den store finale er et bjerg af en klit, som jeg finder ganske umulig at komme over i løb. Heldigvis kan resten af gruppen i KM fortælle, at de også fandt ruten udfordrende. Winnie, Lisbeth og co. valgte at lave en flyvende start, de kom løbende, lidt efter starten var gået. Det var noget med en shoppingtur, der trak ud. Men de kunne efterfølgende berette, at opvarmningen gjorde dem godt. Måske det er en plan for i morgen.

 Onsdag hedder Almindingen og er 7,8 km. Ifølge Ejgil lidt ligesom Marielundskoven. Lene fortæller mig, at der er lange bakker, som går opad, men også fantastiske nedløb. Dagens plan: Jeg aftaler at følges med Mogens. Jeg bliver nødt til at trække på erfaring. Mogens regner ud, at på 10 km løb vi med 5:20 min./km i snit, denne rute er ikke så lang, så 5:15. Hjælp, tænker jeg, det er alt for stærkt, men håber, at han ikke kan holde tempoet, når han først er kommet i gang. Men det kan han! Jeg løber det bedste, jeg har lært, og prøver at vise lidt overskud, men ved 5 km må jeg slippe ham og løbe selv i mål.

 Længere nede i feltet er der dramantik. Winnie er styrtet i et sving. Heldigvis er hun sammen med en stor gruppe KM’ere, der gør deres bedste for at hjælpe. Der kommer en tilskuer og en official til, som overtager førstehjælpen og hjælper hende til opløbsstrækningen, hvor hun – et stykke tid senere - løber de sidste 250 m i mål sammen med Lene Freiesleben.

 Til denne etape skal også nævnes det kæmpe sammenhold, der er på hold 5. De støtter hinanden ubetinget under hele løbet, og da Lene Fischlein får krampe i læggene, giver alle mand en hånd med for at massere læggene, så hun kan fuldføre etapen.

Onsdag aften bliver vi inviteret til at besøge Team Pedersker i deres sommerhus. Her bor blandt andet Robert, Hanne, Winnie, Lisbeth og Joan. De serverer en stor stak pandekager med is, som spises med stor fornøjelse, alt imens dagens strabadser bliver bearbejdet. Winnie er godt forslået, men humøret er højt, og hun nyder at blive vartet op.

 Torsdag er det Kongeetapen på 8,5 km, men hvilke km. Den starter med 3 km op ad bakke (15 % stigning fra start!) og slutter 2 km op ad bakke, hvor de sidste 500 meter er med 19 % stigning. Afslutningen er op ad en snoet vej, hvor der er spækket med tilskuere, der hepper. Winnie er nu på heppeholdet, da det viser sig, at hun har brækket armen, men nogen bedre hepper kan man næppe ønske sig. Michael er også på heppeholdet grundet en skade i låret. Både Winnie og Michael har fundet to unge sprøde udskiftere, som er klar til at give den en skalle.

 Jeg starter ud igen med Mogens, Kjeld og Frederik. Jeg følger Mogens de første 3 km, selvom det er lige lovligt hurtigt for min smag. Frederik og Kjeld tager det lidt mere stille og tænker: Det tempo kan hun ikke holde hjem! - Det kunne jeg heller ikke. Efter 3 km må jeg have den første gåpause af mange, Kjeld og Frederik overhaler mig med højt humør ned ad bakke. Der er lang vej i mål, på de sidste 435 meter er der lagt tidsmåtter ud, så man får målt, hvor lang tid man tager om det (Hammerdysten). Her gik jeg så op ad den snoede serpentinervej, med værdigheden under armen, og med tilskuere, der hujede på begge sider af vejen. Jeg kommer i mål med blodsmag i munden, men hvor var det en vild oplevelse.

 Resterende KM’ere kommer også igennem ruten, Johnnie er helt høj af turen, det er lige noget for hende, og hun er klar til at bytte den flade 10’er i morgen ud med endnu flere af de forfærdelige bakker. Jeg forstår ingenting, men jeg har jo heller ikke løbet Zugspitze.

 Aftenen i sommerhuset går med at spise pasta og masser af kage. Formandsparret lægger igen aftenens resultater ind. Lene gennemser vores tider på de sidste 435 meter og opdager, at Anette Ronby har slået mig med 1 sekund. Jeg foreslår Lene, at det bliver mellem os to, men har bange anelser om, at det nok ikke sker. Steen (med tilnavnet ’krebsen’ grundet den rigelige solbadning) står for aftenens underholdning. Vi ser Etape Bornholm på hans telefon, alt imens hans afbrændte hud langsomt forlader kroppen, så Lene næsten ikke kan koncentrere sig om udsendelsen.

 Endelig er vi ved sidste etape. Jeg har regnet ud, at hvis jeg løber de 10 km på 59 minutter, kommer jeg ind på en samlet tid på under 4 timer. Men det virker en kende uoverskueligt, benene er ømme og kroppen træt. Da vi mødes med de andre ved KM-banneret, er det første, Lene siger: ”Hej Anette, du slog Helle på Hammerdysten”. Så meget for den hemmelighed.

 Nå, men vi kommer i startboksene en sidste gang, og ganske langsomt er det, som om kroppen nu er klar til at præstere igen. Jeg flyver afsted med godt tempo de første 3 km, båret af de mange heppere inklusiv Winnie. Igennem skoven falder tempoet, og jeg kan samle op på mit åndedræt, men pludselig er der kun et par km tilbage, og den sidste rest energi bliver skudt af ind gennem et fyldt Rønne stadion, hvilken oplevelse. Sidste etape gennemført i min bedste 10 km-tid til dato: 53:20 - det var så fedt.

 Glæden var stor, da alle KM’ere blev samlet med medaljer om halsen, der blev uddelt krammere og High Five til alle. Efterfølgende sluttede vi af på græsset omkring KM-banneret i aftensolen, vi spiste pastasalat fra Brugsen, der på denne aften i disse omgivelser faktisk smagte godt.

 Etape Bornholm har for mig været den største løbeoplevelse nogensinde. Jeg fik prøvet at presse mig selv længere ud, end jeg troede muligt, jeg har lært løbekammerater at kende på en ny og dejlig måde. Jeg har grinet rigtig, rigtig meget. Lene og Ejgil har delt deres megen erfaring med løb og var en fantastisk støtte. Dog er Lene også blevet en erfaring rigere. Hun har lært, at det er vigtigt at have lyset tændt, når man smører sig dér, hvor man er rigtig øm, for det bliver først rigtig ømt, når man tager fejl af desinficerende creme og Aloe Vera creme!

 

Tak for oplevelsen Kolding Motion, jeg kan ikke vente til næste gang, vi skal på nye eventyr.

 

Helle Brøkner Mortensen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)