Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Hamborg

  • Edit

 

Løbsberetning fra Hamborg maraton 2016

 

 

Vi var en flok KM´ere, der havde aftalt at følges ad til Hamborg, så klokken 11.30 var der fælles afgang fra Bøgelund. Et godt stykke nede ad A7 valgte vi at gøre stop, dels for at strække ben og dels for at indtage frokost ………… da der i én af bilerne var strenge restriktioner om, hvad måtte spises og ikke spises inden for bilens 4 døre. Apropos madrestriktionerne så vi os også nødsaget til at indtage de medbragte hjemmebagte muffins og energibarer fra Easyfood i bidende kulde og blæst uden for bilerne, hvilket var noget af en kold fornøjelse. Det hjalp dog gevaldigt på humøret, da Kirsten kunne berette om dengang, hun i god tro endte med i bogstaveligste forstand at drukne sin gamle Polo ved at hælde vand i motoren ……. man skulle måske nok have været der for at se det humoristiske i det, men sjov, det var historien i hvert fald.

 

 I Hamborg tjekkede vi ind på NH Hamborg City Hotel, hvorefter turen gik ned til Messehallen for at afhente vores startnumre til løbet. Senere på aftenen havde Mogens sørget for at booke bord på ”Restaurant September”, der tilfældigvis lå lige ved siden af hotellet. Her fik vi fornøjelsen af en meget lidt serviceminded kvindelig tjener, der absolut ikke brød sig om en flok løbeglade tosser fra Danmark. Hun var i hvert fald ikke til at imponere ……… og selv Bagerens forsøg på at joke med hende hjalp ikke. Vi ventede længe på maden, og til nogens overraskelse var der et twist af chili i den ene af maratonretterne, så der blev svedt lidt ekstra rundt om bordet. Tilbage på hotellet var vi nogle, der fik udleveret strips til chippen af Mogens, der så venligt havde taget ekstra med, og uden at nævne navne var der nogen, der havde visse udfordringer med at få dem vendt rigtigt, så de holdt chippen på plads på skoen …….. måske var det bare nerverne, der spillede et pus.

 

Søndagen startede for de flestes vedkommende klokken 6 i hotellets morgenmadsrestaurant, hvor depoterne blev fyldt godt op. Der var aftalt fælles afgang til startområdet kl. 8:20 sharp, men inden da blev der lige tid til et fællesfoto foran hotellet.

 

 

Med en vis portion nervøsitet og spænding i kroppen møvede vi os igennem mængden af løbere og frem til startboks G, hvor de fleste af os valgte at stille os klar til startskuddet. Stemningen var i top, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da løbet blev skudt i gang kl. 9:00. 10-15 minutter senere var det blevet vores tur til at passere startstregen til Hamborg maraton, og med Ejgil i front og med en klar strategi for løbet og et mål om at få vores gruppe ”Team Ejgil” under 4 timer var løbet nu for alvor gået i gang.

 

 

 

Ruten gennem Hamborgs gader var fyldt med glade løbere …….. nogle mere festklædte end andre, og langs vejene stod masser af publikummere og heppere klar til at bære os gennem de 42,195 km. Stemningen var i top, og folk var mødt op med flag, bannere og festlig musik. Vores helt eget heppekor mødte vi første gang ved 12 km-skiltet på havnen, hvor vi fik masser af glade tilråb og energi, og Heidi og Torbens datter, Sofie, havde lavet et flot lamineret heppeskilt. Det var så fantastisk og skønt at se dem tiljuble os.

 

Den ene kilometer afløste den anden, og frem til omkring 26 km fulgtes vi i flok, nogle stødte til, andre faldt fra, og med Ejgil og Ulrik som fartholdere blev Kirsten og jeg i den grad guidet og ikke mindst serviceret med væske på samtlige væskedepoter frem til mål.

 

 

Hvilket privilegium at få den oplevelse og føle, at man gennem hele løbet havde sit helt eget løbeteam med coaches ved sin side. For hver gang vi passerede vores splitpunkter, blev der holdt regnskab med tiden, som dog heldigvis var i plus på hele ruten, hvilket helt klart var en kæmpe motivationsfaktor. Undervejs fik vi blandt andet også Ulriks længe ventede forklaring på, hvorfor han har et princip om aldrig at skulle besøge Bornholm. Det var en af de historier, der fik fokus væk fra efterhånden trætte ben og fik smilet frem ved os alle 4. Heppekoret stod igen klar ved omkring de 38 km, hvor opbakning for alvor var hårdt tiltrængt. De sidste 4 km før mål var seje at komme igennem, men med fælles hjælp og masser af gode råd og opmuntrende ord lykkedes det Ejgil og Ulrik at få Kirsten og mig over målstregen i tiden 3:57:18. Hvilken helt igennem ufattelig fornemmelse det gav i kroppen at gennemføre et maraton på denne måde – det kan næsten ikke bekrives med ord ……..

 

Alle KM´ere gennemførte løbet med rigtig flotte resultater og fortjener et kæmpe stort tillykke og ros. Det er SÅ sejt gået af jer alle.

 

På hjemturen havde Bager fået lov til at overtage rattet i Ulriks Audi. Heldigvis led han ikke af ”maratonhjerne” og kunne derfor hurtigt afværge at køre imod kørselsretningen på vej ud af Hamborg og i stedet for hurtigt tage den hen over et fodgængerfelt i bedste tysk politibilstil. Han kørte i øvrigt ganske pænt resten af vejen hjem.

 

Denne løbsberetning fra Hamborg vil jeg slutte af med en bemærkning fra Ulrik, der vakte megen morskab i bilen. Han prøvede at forsvare sin ”mærkelige løbestil” med, at vi ikke havde løbet i et tempo, hvor han tilsyneladende ”kunne få lov at bevæge sig” – dertil kan jeg kun smile og sige, at vi med stor succes blot fulgte Ejgils strategi og fart og dermed fik en totalt fed løbeoplevelse. Det eneste minus var, at vi måtte undvære Heidi (som desværre er skadet), hvilket vi alle selvfølgelig var kede af, da vi rigtig gerne ville have delt denne oplevelse med hende, men jeg er sikker på, at vi får chancen en anden god gang

 

 

Vivi Sørensen

(Redaktion: Lene Freiesleben Hansen)