Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Mors 100 Miles

  • Edit

 

 

Mors 100 miles                   

10/9-2016

 

En løbsberetning om et fantastisk arrangement og 1 års rejse dertil.

 

At løbe et 100 miles løb er ikke nødvendigvis noget, man bare lige gør. Enkelte er i stand til det, men for 99% af alle løbere vil det være noget, som kræver planlægning og målrettethed.

 

Jeg stod i juli måned 2015 og overvejede, om det var en mulighed for mig at komme igennem 100 miles (160,9 km) på Mors 10/9-2015. På det tidspunkt havde jeg for første gang gennemført 80 km bjergløb på Zugspitze (også super løb og en helt anden historie), jeg var på vej op af krisen, ”trætheden” som kom efter bjergløbet, men bestemte mig for, at det nok ikke ville blive en succes, bl.a. også fordi mine tvillingebørn havde fødselsdag netop den dag, hvor løbet foregik.

Min faste makker og følgesvend, Ulrich Guldahl Poulsen, bestemte sig for at ta’ imod udfordringen, der var ingen tvivl i hans sind om, at han kunne gennemføre de 100 miles. Den korte version er, at det ikke lykkedes for ham, 102 km blev stoppunkt for ham i 2015 (flot og stor respekt for at løbe 102 km), men enhver løber ved, hvor meget det har pint ham de seneste 12 måneder at måtte trække stikket ud.

Derfor var vi begge enige om, at de næste 12 måneder skulle bruges som forberedelse mod de 100 miles på Mors 2016, som skal gennemføres under 26 timer.

Vi er begge et par robuste gutter, som normalvis ligger lige under 1/10 del tons vægtmæssigt (læs 100 kg), vi var godt klar over, at her ville være en mulighed for optimering. Target blev sat på 85 kg, som gerne skulle opnås i løbet af foråret 2016 for ikke at komme for udpint til Mors, muskelmassen skulle jo gerne være intakt og opbygges igen. Selve energidelen ved den sunde kost skulle gerne gi’ os mulighed for at optimere vores træning til at være hårdere og mere af slagsen. Nu er det ikke sådan, at vi ikke trænede fornuftige mængder i forvejen. Da vi begge som en del af forberedelsen også var opsatte på at lave et delmål som hed 100 km bjergløb på Zugspitze i juni 2016, bestemte vi os for, at i første omgang ville vi satse på langsomt bakkeløb med mange højdemeter. Efteråret blev brugt på diverse marathons og 1 stk. 6 timersløb, som også de foregående år havde været en del af vores træningsvedligeholdelse. Da både Ulrich og jeg bor mellem Kolding og Vejle blev en meget stor del af vores træning henlagt til området ved Munkebjerg i Vejle, her er det muligt at få en bunke højdemeter. 500-2000 hm på vores træningspas var ikke unormalt, stadig med de 100 km bjergløb som delmål i juni 2016 (forventningen var her en sluttid på omkring 22 timer). Det blev bl.a. pga. vejret knap 24 timer i stedet, og vi var godt tilfredse med det resultat, gennemførelsen var igen det vigtigste for os.

I løbet af foråret blev træningen langsomt øget mere og mere uge for uge, indtil vi lå på omkring 12 timer pr. uge, stadig i langsomt tempo, på vores bakketræninger kunne minuttiderne være omkring 9-10 min./km. Hver 3-4 uge smed vi mindst en 6 timers træningstur ind, nogen gange var den også længere, tempoet betød dog, at skader stort set kunne holdes fra døren, fedt når man godt kan lide at træne. Det betød, at target på de 85 kg kropsvægt blev nået, og som tidligere berettet gennemførte vi de 100 km bjergløb på knap 24 timer, vi følte os klar og troede virkelig på, at det ville være realistisk, at Mors kunne gennemføres, nu det øvrige lykkedes.

Fra juni til september greb vi tingene lidt forskelligt an. Ulrich holdt tidlig familieferie og nedtrappede efter bjergløbet for så at nappe yderligere et 100 km løb start august.

August var netop det tidspunkt, hvor min 3 ugers ferie startede, ikke just optimalt hen mod den 10. september, så jeg valgte ugen efter bjergløbet at fortsætte træningen, naturligvis reduceret i mængde og med en masse power walk i stedet for løb de første mange uger. Det betød, at min sommerferie stod på masser af mængdetræning, heldigvis var familien meget forstående. Det blev noget med, at min søde kone og jeg nappede 10 km løb sammen før morgenmaden, så lavede hun morgenmad, mens jeg snuppede yderligere 10 km på tom mave (igen god træning mod Mors, hvor man løber fedtforbrænding), så havde jeg 20 km om formiddagen, og enkelte dage blev det så også til 10 km om eftermiddagen eller en cykel-/vandretur, efter 3 uger skal jeg lige hilse og sige, det banker formen op igen J VI VAR NU KLAR TIL MORS 100 MILES

 

Fredag d 9/9-2016 efter arbejde kørte nogle meget nervøse gutter fra Kolding Motion mod Mors.

Det var Martin Hulgaard, Frank René Petersen, Ulrich Guldahl Poulsen og jeg selv. Mors 100 miles er deltagermæssigt ikke et stort løb, vi var 66 til start, heraf gennemførte 49 personer. Stemningen og atmosfæren omkring løbet er HELT ENESTÅENDE. Vi var indlogeret på vandrehjemmet, som altid hyggeligt at være sammen med KM´ere. Vandrehjemmet var også rammen omkring løbet, med mål, runners lounge, aftensmad mv. Straks vi ankom, kunne vi mærke venligheden og hjælpsomheden, både ved vandrehjemmet og omkring løbet. Der var arrangeret hyggelig aftensmad for hjælperne og løberne fredag, (flødekartofler og nakkesteg med salat). Wow, tænkte jeg, måske kylling og pasta ville ha’ været bedre, ”lettere i maven”, men her var der altså nogle løbsarrangører, som vidste bedre. Det er åbenbart, hvad man har brug for dagen før et 100 miles løb, og jeg må sige, det fungerede fint.

Der er depot for hver 5 km på Mors, og man har mulighed for drop bag ved alle. Da Ulrich og jeg er lidt nørdede og går meget op i detaljen omkring vores grej, vejr og kost, havde vi naturligvis studeret den lokale vejrudsigt meget nøje. Megavarmt om formiddagen/eftermiddagen, 25 grader, lunt først på aftenen, koldt i løbet af natten, regn og blæsevejr i løbet af natten, og sådan blev det også (incl. blæst de øvrige tidspunker også). Det betød, at vi brugte en del tid på at få lavet nogle drop bags med regnjakke til natten, løse ærmer og vest, til når kulden kom, lidt snacks, som kunne gi’ lidt positiv energi i løbet af natten, og vores elskede stave, som vi bruger til bjergløb. Dem var vi overbeviste om, ville kunne hjælpe/aflaste os, når trætheden indtrådte, og bakkerne kom (vi blev i den grad moppet af de lokale netop pga. stavene, men jeg vil godt allerede her afsløre, at vi gennemførte løbet, det gjorde de ikke alle sammen J ) Serviceniveauet var så stort, at vores dropbags, som vi ikke fik brugt eksempelvis ved 80 km, fik vi flyttet ud til 120 km i stedet, det er da mega service!

Starten gik kl 9:30 lørdag, inden da var der dog lige præsentation på torvet i gågaden. Alle løbere blev præsenteret af borgmesteren på en stor scene, som var opsat til lejligheden, han havde læst på lektien! Løberne fik en personlig hilsen, evt. henvisning til tidligere resultater eller lign. - stærkt. Der var naturligvis kaffe og rundstykker til både løbere og heppere, som var kommet, og dem var der mange af i forhold til byens størrelse.

Selve ruten er en turistguidet tur rundt omkring de seværdigheder, der findes på Mors. En masse dejlige steder, fed natur, men også masser af øde, øde, øde strækninger, hvor man ikke møder en sjæl, eller hvad… for pludselig kommer der en bil forbi, en af de lokale, som lige vil snakke lidt med nedrullet vindue. Der var også de mange, som hver gang, de kørte forbi, brugte bilhornet flittigt, og jeg er sikker på, det var opmuntrende ment, tak til jer alle.

I løbet af aftenen og natten var der massevis af vejfester, byfester, levende lys langs ruten, flag og hilsner rundt på ruten. Simpelthen lokale, som ville opmuntre, gi’ en hilsen, som var det Tour de France, der kom forbi. Jeg må sige, det var imponerende, hvad en ø kunne tilbyde af venlighed i betragtning af, at der jo altså var rigtig stor spredning på de 49 løbere, der gennemførte løbet, så det var jo ikke lige hvert minut, de kunne se en løber. Nå ja, så var der jo også scenariet med bønderne, som var i gang med at pløje, harve og så vintersæd, et fantastisk skue, når de store maskiner kører i rad og række på marken med projektører kl. 2 om natten.

Ved 100 km var der et ekstra godt depot med bl.a. varm suppe. Da depotmutter godt vidste, at Ulrich var udgået netop ved 100 km sidste år, havde hun sørme lige 3 krus dejlig varm suppe med hans navn på. Det viser lidt om, hvor meget de sætter sig ind i tingene og en løbers mindset, for hvad er mere træls, end at ha’ glædet sig til suppe, og den så er sluppet op!! Det skal lige siges, at vi var blandt de absolut sidste, der ankom til dette depot i år, og det vidste hun godt.

Selve det at løbe de 160,9 km incl. ca. 1600 højdemeter, vabler, slidmærker mv. er lidt svært at beskrive, det føles nok forskelligt fra person til person. Jeg kan bare sige, at for Ulrich og mig var det MEGA hårdt som i MEGA hårdt! Jeg har aldrig haft så ondt i mine påhæftninger omkring hoften, muskler og knæ før. Det er virkelig langt, men ikke umuligt - 25 timer og 11 minutter gennemførte vi på. Her igen et eksempel på, at løbsledelsen forstår løberne, straks vi kom i mål, blev vi eskorteret til runners lounge, hvor der var mulighed for at spise, drikke, få omsorg, og der var hjælpere, som var villige til at ta’ vores sko, strømper mv. af!! Det er sgu’ da ikke hver dag man oplever det (godt det samme, for jeg kunne ikke selv).

Det skal i øvrigt nævnes, at der var medical tjek før start samt diverse sygeplejersker og læger, som kørte rundt på ruten for at tilse os undervejs, en dejlig sikkerhed sammen med vores GPS tracker, som blev fulgt live af ledelsen, så hvis en løber pludselig ikke var i bevægelse, ville han/hun straks blive set til.

 

Jeg vil lige nævne, at Martin gennemførte på 21 timer og 54 minutter, Frank fik desværre en skade ved 67 km og måtte udgå.

 

Hvad har jeg lært?

 

1. Alt er muligt, hvis optakten er optimal og nøje planlagt. Det gælder ikke kun i løb, men også i det private.

2. Jeg har aldrig i mit liv følt mig fysisk og mentalt så godt tilpas som de seneste 9 måneder, hvor jeg virkelig har tænkt over min kost (hver dag) samtidig med, at jeg har lavet en masse sjov og fed træning.

3. Selve løbet, de 160,9 km, er nok ikke sundt, jeg lignede ikke just én, som kom fra wellness hotel bagefter. Men det mentale og fysiske omkring hele processen tror jeg bestemt, er godt og sundt. Alt taget i betragtning bør man nok ikke overdrive antallet af denne type løb.

4. At det faktisk inspirerer andre mennesker. Derfor også denne artikel.

5. At man skal lige have det planlagt med familien. Det tager noget fritid, men måske vil de også pludselig være med?

6. At det klart er en fordel at være et makkerpar omkring sådanne ting.

 

Vi er ingen supermænd, men vi arbejder gerne for sagen.

 

 

Tak til Mors og Ulrich for en fed oplevelse.

 

 

 

 Jesper Damkjær Hansen

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)