Error
  • The template for this display is not available. Please contact a Site administrator.

Zugspitze

  • Edit

Løbsberetning fra Zugspitze

 

Her kommer lige en lille beretning fra årets udgave af Zugspitze Ultratrail. Det er et trailløb med distancer fra 25 km til godt 100 km fordelt på fem forskellige løb. Jeg deltog i Basetrail XL, som i år skulle være på 39,3 km i stedet for som tidligere år på 36,5 km. Det skulle senere vise at holde stik - godt og vel!

 Vi startede fra Kolding torsdag efter fyraften for at køre godt halvvejs og så tage en overnatning og derefter køre resten fredag formiddag, Vi ankom til Grainau ved middagstid, hvor vi tjekkede ind på vores stamhotel (I får ikke navn og adresse, men der er masser af andre hoteller at vælge imellem - byen består næsten ikke af andet end pensionater og hoteller).

 

Vel indtjekket gik vi ud for at finde nogle af de andre KM’ere for at se, om det ikke var tid til lidt frokost sammen, og det var der, så vi var en hel flok samlet på et pizzeria. Derefter gik turen tilbage til hotellet for at få en velfortjent ”morfar”. Så var det tid til afhentning af startnumre og derefter, kl 18, det store pastaparty i teltet, hvor også starten til 100 km løbet foregår, og det er også der, målet for alle distancer er. I forbindelse med pastapartyet bliver de sidste informationer angående løbet givet, og derudover er der som regel lidt underholdning.

 

Lørdag morgen starter med morgenmad på hotellet. De fleste hoteller har denne dag start på morgenmaden ved 5-6 tiden, da det første løb starter kl. 07:15. Vores distance startede kl. 10:00 fra en lille naboby, der hedder Mittenwald, så vi skulle med bus fra Grainau kl. 08:30. Dertil var der ca. en halv times kørsel, og så var det tid til den obligatoriske toiletkø.

 

Derefter var det tid til at gå i startboksen efter behørig grejkontrol, om man nu også medførte alt det udstyr i rygsækken, som var påkrævet. Det skal dog siges, at de tilsyneladende var lidt tidspressede ved kontrollen, så det gik lidt mere lemfældigt i år end tidligere.

 

Så endelig gik starten, og vi var en flok fra KM. John og jeg plejer at løbe sammen, men vi havde besluttet, at i år ville vi lade tilfældighederne råde, så jeg løb selv, og John, Lisa, Lene, Hanne og Johnnie fulgtes ad fra start. Efter knap 2 km måtte Lisa desværre udgå.

Ruten starter med et lille stykke gennem byens gader, før den begynder at stige ud af byen. Ad en sti vel oppe flader det lidt ud, og resten af vejen til første depot er der ikke de store udfordringer, så jeg kom frem i fin stil og løb fortsat alene, mens de andre stadig holdt sammen lidt længere tilbage. Jeg fortsatte turen mod depot nr. 2, og her var årets ændringer lagt, så det var ikke helt kendt terræn længere, men fortsat meget flot.

 

Så kom der et stykke før depot 2 med et meget langt nedløb, og det kan jo være fint, men som regel skal man jo også op igen. Ganske rigtigt varede det heller ikke så længe, og depot 2 ligger godt 20 km ude på ruten, så der er man ca. halvvejs. Endelig kom skiltet ”Foodstation 1 km”, men det, der ikke stod, det var, at en stor del af den km gik voldsomt opad, og der tror jeg måske, at nogen af førstegangsløberne begyndte at tænke på, hvad det var, de havde gang i.

 

Jeg var igen lidt før dem i depot, men de kom lige efter, og nu var Hanne faldet lidt tilbage, så nu var de kun 3 tilbage, John var hurtigt færdig, og han og jeg besluttede at følges fra depot 2, og så fulgtes Lene og Johnnie ad. Ruten starter forholdsvis blidt fra depot 2 de første kilometer, men på et tidspunkt går grusvejen over i en sti, en forholdsvis smadret sti, og så stiger det ellers opad for til sidst at blive så stejlt, at stien går over i hårnålesving

 

 Vi arbejdede os op og op, og nogle steder kan man se langt bagud, og der fik vi øje på to små pinke pletter. Det viste sig at være Lene og Johnnie, der nærmede sig, seje kvinder må man sige. Nå, vi gik videre, og man kan lang tid, før man er oppe, høre tilskuerne, der klapper. Det er lidt demotiverende, når man fra tidligere ved, hvor langt der er tilbage, men vi kom op, og straks efter kommer depot 3. Der har de mange gode sager, så vi fik tanket op og havde derefter et lille møde med os selv, om vi skulle afbryde eller fortsætte. Fordi depot 3 og 4 er det samme, er der nemlig mulighed for at lade være med at løbe/gå den sidste sløjfe, men vi kunne se på tiden at det skulle kunne nås baseret på vores kendskab til ruten. Så vi fortsatte. I mellemtiden var de to seje også kommet i depot, og vi advarede dem om, at de nok ikke skulle blive der alt for længe, og så gik vi.

 

Vel startet og kommet ca. 500 m kommer der en tysk kvinde løbende imod os og spørger, om hun løber den rigtige vej. Det kunne vi jo ikke vide, men vi fortalte hende, at hvis hun deltog i samme løb som os, så var det nok den forkerte vej. Jeg spurgte hende, hvor langt hun havde løbet, og fik til svar, at det var ca. 33 km Det stemte meget godt med, at hun havde taget sløjfen den forkerte vej rundt, da vi på daværende tidspunkt havde løbet 29 km. Hvordan hun så ikke tidligere har opfattet, at hun løb forkert, når der hele tiden kom løbere imod hende, det er jo en gåde - ikke et ondt ord om nogle kvinders retningssans.

 

Vi kæmpede os videre mod toppen, bakkerne var en del stejlere end erindringen sagde, men vi kom jo fremad. Og så kom de to seje igen og pustede os i nakken, og i fællesskab kom vi til sidst op til, hvor det begyndte at gå nedad igen. John var nu lidt foran, og så var det kun de to seje og mig, men hvem klager over at være alene i selskab med hele to kvinder.

 

Vi begyndte nedturen og måtte med mellemrum gå lidt til side for at slippe hurtigløbere forbi. Nedløbet var i forhold til tidligere år meget fedtet på grund af store mængder regn i tiden op til løbet, men ned til sidste depot kom vi og var nu kun lidt foran tidsgrænsen, så jeg stoppede ikke i depot men fortsatte lige igennem, fordi nedløbet er min største svaghed. Jeg havde, da der var 5 km tilbage, 1 time og 12 min til rådighed, så jeg vidste, det ville blive knapt med tid.

 

Et stykke længere nede hørte jeg stemmer, og gæt hvem, ja nu kom pigerne igen. Jeg lod dem komme frem, og Lene sagde, at de havde besluttet, at de nåede det, og at Ejgil ville stå ved 2 km mærket. Jeg ville ikke tage deres illusioner fra dem, men jeg kunne stadig følge dem, men hvis ikke Ejgil havde en bil med eller i det mindste en cykel, så ville det blive svært.

 

Ganske rigtigt, da vi kom til 2 km mærket, havde vi ca. 10 et halvt minut, og det ville vel ikke have været umuligt, hvis det var de to eneste km den dag, men nu kom de altså efter de første 39, for da vi kom i mål, havde vi alle over 41 km på uret. Så arrangørerne har da holdt, hvad de lovede, men de to seje troede stadig lidt på det, så de satte det lange ben forrest og gik så hurtigt, de kunne, mens Ejgil slog følge med mig og snakkede mig i mål.

 

Så vi kom igennem lige over tidsgrænsen, men vi gjorde det og gennemførte, så det er vi stolte af. Når man kommer igennem målslusen, bliver ens navn, nationalitet og klub råbt op, som om man var den første, der kom igennem. Efter målgang ventede min kære kone med en kold fadbamse, og det er ikke dårligt. Da vi havde fået lidt mad og en enkelt fadbamse til, kom også Hanne i mål og var glad og godt tilfreds, og så var alle Bastrail XL i mål. Derefter tilbage til hotellet for et velfortjent bad og en pizza to go, og så var det godnat. Søndag var der morgenbuffet og sammenpakning og så lige de godt 1100 km tilbage til DK.

 

Dette er en beretning om et trailløb, som absolut kan anbefales og samtidig en historie om nogle debutanters oplevelse af et trailløb i rigtige bjerge, hvor de flere gange måtte sande, at det ikke lignede Munkebjerg og Marielundsskoven så meget, som de troede, og nogle af dem endda havde hørt. Men jeg tror ikke, det har skræmt nogen af dem, og hvis andre har lyst til at prøve kræfter med det, så go for it.

Min egen løbekarriere startede for godt og vel 9 år siden, da jeg netop var fyldt halvtreds, og derfra er det blevet til en del halvmaratons og 8 hele maratons og nogle korte trailløb og så tre på Zugspitze, så alt er muligt.

 

Werner Buhl

(Redaktør: Lene Freiesleben Hansen)